Douglas Stuart

Douglas Stuart har en fantastisk udtale. Hans skotske dialekt er charmerende og imødekommende, og af og til røber et ord, hvor han har boet det meste af sit liv. Det skotske afløses af den mere drevne New Yorker-dialekt, der siger laaarge og vil fremad. Det er svært at finde en større kontrast – og det siger lidt om den midaldrende, runde mand med det gråsprængte skæg, der er forfatteren bag bestselleren og Bookerprisvinderen ”Shuggie Bain” og senere ”Unge Mungo”.

Stuart er født i 1976 i Sighthill, en af Glasgows fattige forstæder. Han voksede derfor op under jernkvinden Margaret Thatchers regering. Som svar på tidens inflation indførte hun en række voldsomme liberale tiltag. De ramte ikke mindst Skotlands jern- og kulindustri, arbejdsløsheden steg til mere end 35 procent for ufaglærte, og det ødelagde mennesker. Mænd drak bistandsstøtten op på pub, konerne gjorde det samme derhjemme af tekrus, mens børnene strejfede alene rundt. Man afgjorde de religiøse spørgsmål med voldelig konflikt – og til fodbold, når det katolske Celtic spillede mod protestantiske Rangers – for der kunne man da drikke og slås imens.

Det var i hvert fald Stuart og hans to søskendes virkelighed. Hans opvækst var præget af arbejdsløshed og fattigdom, og han forsøgte at finde sig selv i en kultur, hvor det ain’t right at være homoseksuel, selvom det var det, han var. Hans far skred, da Stuart var lille, og hans mor var alkoholiker. Hun var derfor fraværende, selvom hun elskede dem, og hun døde af misbruget, da Stuart var 16. Han fortæller, at han der fandt trøst i litteratur, men han vidste også, at litteratur aldrig – hvor han kom fra – kunne blive en levevej. Derfor søgte han mod tekstilindustrien, og den førte ham fra Glasgows forstadsslum til skinnende New York som 24-årig. Han gjorde karriere i modeindustriens største huse og bor der endnu med sin amerikanske mand.

Kontrasten fra forstad til storbyens glamour er voldsom, og det var da også for at fortælle sine omgivelser om sin fortid, han skrev debuten. Det fortæller han i et interview til DR: ”Jeg havde hjemve efter at have boet i New York i 12 år, og jeg fandt ud af, at mange omkring mig ikke kendte meget til det, jeg egentlig kom fra. Så jeg begyndte at skrive 'Shuggie Bain' for at beskrive min verden – også for mig selv. Og for at mindes den verden og de mennesker, som jeg også elsker højt, selvom der også var en del sørgelige minder.” (Silas Bay Nielsen: Douglas’ bog blev afvist 44 gange: Nu har han fået én af verdens vildeste priser. Dr.dk, 2021-08-30). 

Douglas Stuarts ”Shuggie Bain” fra 2020 (”Shuggie Bain”, 2021) er fiktion, men den er samtidig skåret over hans egen historie. Romanen er dedikeret ”Til min mor” (s. 5) og videre: ”Først og fremmest har jeg minderne om min mor og hendes kamp at takke for det hele” (s. 483). Derfor er bogen ikke en auto- eller selvbiografi, men en coming-of-age- eller dannelsesroman i 32 kapitler og fem dele. Man møder først den unge Shuggie i 1992, da hans mor er død af druk. Derefter hører man om Shuggies barndom. Om året i Sighthill i 1981 og så om årene i Pithead fra 1982 til 1992. Selvom man følger Shuggie, bevæger den alvidende fortæller sig ind og ud af de mange karakterer i fine, luftige metaforer, så forstadsslummet bliver smukt.

39011212

Sammen med sine to søskende vokser Shuggie op, hvor ufaglærte for alvor mærker konsekvenserne af Thatchers politik: ”Thatcher ville ikke længere have ærlige arbejdere; hendes fremtid var teknologi og kernekraft og private sygeforsikringer. Industriens dage var forbi” (s. 56) og konsekvensen: ”Hele boligområder med unge mænd, der blev lovet at kunne gå i deres fædres fodspor, stod nu uden fremtid. Mænd mistede selve deres mandighed” (s. 56).

Shuggie vil hellere danse end spille fodbold, men allerhelst vil han være normal. Derfor gør han alt for at skjule det ”fisfornemme sprog” og den ”feminine gang” og alligevel: ”Hvis du ikke er nogen lille pige, må du jo være en lille bøsse” (s. 141). Det er kun hans mor, der forstår ham, og han forstår hende. Hun hedder Agnes og er en sorthåret skønhed, der som ung var fuld af drømme og elskede ”at vise sit smil frem” (s. 29). Hun finder først en katolsk mand, som giver hende alt på nær modspil. Derfor forelsker hun sig i et ”egoistisk bæst” (s. 39), en protestantisk charlatan, Store Shug Bain. De slår sig ned hos hendes forældre i forstaden Sighthill, hvor de får romanens hovedperson.

Efter nogle år får Store Shug nok af Agnes’ jalousi og druk. Hun går i hundene og skubber alle på nær Shuggie fra sig. Han står tilbage med ”et varmt sprøjt af lort i underbukserne” (s. 367) og forsøger forgæves at redde sin elskede mor. Alligevel ender romanen godt: ”Shuggie rystede overbærende på hovedet. Så vred han sig løs fra hende og løb et par skridt i forvejen. Han nikkede … og snurrede rundt … på sine blanke hæle” (s. 482). Shuggie snurrer rundt på sine hæle, fordi hans forfatter skriver for at forstå, og for at andre kan forstå ham.

Douglas Stuarts ”Young Mungo” fra 2022 (”Unge Mungo”, 2022) er også en coming-of-age- eller dannelsesroman. Den falder i 28 kapitler og inddrager træk fra forfatterens opvækst, men mindre direkte end debuten. Stuart fortæller, at hvor debutromanen undersøger det feminine, undersøger den svære toer det maskuline. Måske derfor skriver den alvidende fortæller med mindre omtanke og færre luftige metaforer, og så er det mest Mungos indre, man følger. Her springer man mellem to handlingsforløb: I det ene bliver Mungo sendt på fisketur med to temmelig suspekte mænd, hans mor kender fra Anonyme Alkoholikere, og i det andet møder og forelsker Mungo sig i katolske James – et farligt forhold, man kan blive stukket ned for, fordi det ain’t right at være bøsse.

134045221

Unge Mungo er en følsom, genert dreng uden venner. Når han bliver nervøs, sitrer hans venstre side lige under øjet, og han bider, så der kommer tandmærker i alt. Desuden ser han godt ud, ligner hverken ”den almindelige grove, barske maskulinitet eller den overfriserede, overparfumerede fodboldspiller” (s. 35). Han har derimod høje kindben og fine træk, og hans hår gør, at kvinder vil passe på ham, mens samme sødme vækker ”uro blandt drengene” (s. 35).

Mungo vokser op i den protestantiske del af Glasgows arbejderslum i halvfemserne, under Thatchers regering. Der står for eksempel: ”Mænd, der var født til at forme stål, fik nu lov at ruste op, og hele bysamfund … havde ikke længere lønnet arbejde” (s. 45). Mungo er den eneste, der elsker deres mor. Hun fik de tre søskende som ung og har siden haft travlt med at fortælle dem, at de ødelagde hende. Hun er alkoholiker og forsvinder ofte på mande- og drukjagt. Deres far er til gengæld død. Han elskede Glasgows slum og blev stukket ned af de katolikker, han bekrigede, og kort efter fandt moderen ud af, hun var gravid med Mungo. Derfor opkaldte hun ham efter den katolske St. Mungo, der ifølge legenden er Glasgows grundlægger – og således fornemmer man, Unge Mungo skal udrette noget stort.

Ser man på slutningen, snurrer Mungo – ligesom Shuggie – rundt på hælene og stikker af med James: ”Han vinkede kun ad ham én gang … Kom, sagde vinket, kom med væk herfra” (s. 429). Men hvor Shuggie snurrede rundt og gik ind mod Glasgows slum, snurrer Mungo og James rundt for at komme et andet sted hen, langt fra det sted, hvor de ikke må være dem, de er.

Douglas Stuart skriver ikke inden for en af de mange teoridannelser som f.eks. autofiktion, der undersøger forholdet mellem virkelighed og fiktion, men han bruger løs af hovedstolen – af sin egen fortid. Det gælder især i ”Shuggie Bain”, fortæller han: ”Man skriver jo altid om den verden, man kender, og de ting, man har oplevet. 'Shuggie Bain' er fiktion og ikke en egentlig selvbiografi, men Shuggie og jeg har mange paralleller. Temaerne er de samme, men ikke ned til de konkrete scener.” (Silas Bay Nielsen: Douglas’ bog blev afvist 44 gange: Nu har han fået én af verdens vildeste priser. Dr.dk, 2021-08-30). Derfor er debuten en form for coming-of-age- eller dannelsesroman, der først beskriver hovedpersonens barndom, så den konfliktfyldte ungdom og så slutningen, hvor hovedpersonen er nået til en form for forståelse med de mange bryderier, han har været igennem.

Selvom romanerne så direkte hænger sammen med forfatterens liv, fornemmer man, Douglas Stuart har skrevet dem, fordi han har haft behov for at se på sin egen barndom og ungdom udefra og som en fremmed. Han fortæller i interview på DR: ”Man taler ikke om, hvad man føler. At skrive så mange personlige historier ned på papir, tvang mig ikke kun til at konfrontere mine egne traumer. Det tvang mig også til at tillade andre stemmer end kun min egen til historien og samtidig også at få sympati for de andre karakterer.” (Silas Bay Nielsen: Douglas’ bog blev afvist 44 gange: Nu har han fået én af verdens vildeste priser. Dr.dk, 2021-08-30). Stuart vil ikke være bundet til sit eget navn, og han tvinger derfor sig selv til at konfrontere traumer igennem andres øjne.

Stuarts romaner er tæt forbundet med hans egen fortid, og de er lige så tæt forbundet med det samfund, han voksede op i. Derfor er romanerne socialrealisme og et postindustrielt, postreligiøst samfundsportræt. Mænd er ikke mere ”rigtige” mænd; kvinder er ikke mere ”rigtige” kvinder; og katolikker og protestanter slås uden at vide hvorfor, udover de hader hinanden og altid har gjort det. Det virker, som om Stuart har brugt samfundsportrættet til at lede efter forklaringer, formildende omstændigheder, på, hvorfor hans omgivelser gjorde, som de gjorde: ”Egentlig vil jeg bare gerne vise, at lidelse var noget, der gik ud over mange andre. Når mænd mistede deres arbejde, så led kvinder og børn. For mig er det en vigtig historie at fortælle, fordi misbrug er en ting, vi ofte ikke taler om. Og derfor håber jeg, at bogen kan hjælpe andre med at føle sig mindre ensomme.” (Silas Bay Nielsen: Douglas’ bog blev afvist 44 gange: Nu har han fået én af verdens vildeste priser. Dr.dk, 2021-08-30). Derfor er hans romaner politiske, lige som de også er kønsidentitetsdannende. Hvor ”Shuggie Bain” fokuserer på det feminine, foregår ”Unge Mungo” i en hypermaskulin drukmåskultur, hvor mænd kompenserer for den mandighed, de har tabt – og midt mellem de to poler står romanernes hovedpersoner.

Der er tonsvis af forfatterskaber, der er beslægtede med Douglas Stuarts. Fra Charles Dickens’ romantiske socialrealisme til tidens spil mellem virkelighed og fiktion. Sidstnævnte dækker nemlig meget ofte over historier, hvor man følger hovedpersonen – forfatterens – barndom, hovedpersonens konfliktfyldte ungdom og så slutningen, hvor hovedpersonen er nået frem til en form for forståelse med de bryderier, han har været udsat for. Det mest kendte og samtidige eksempel er vel nok Karl Ove Knausgårds ”Min kamp” (2009-2011), der handler om faderens druk og om det grænseløse, der hiver hovedpersonen væk fra den familie, han gerne vil være noget for.

Hvor Knausgård bruger spillet mellem virkelighed og fiktion, er der endnu flere, der som Stuart bruger en fiktiv karakter til at gennemgå en barndom og ungdom, der er snublende tæt på forfatterens egen. Her er danske Thomas Korsgaards bøger om Tue et ganske godt bud. Her er tale om ”Hvis der skulle komme et menneske forbi” (2017), ”En dag vil vi grine af det” (2018) og ”Man skulle nok have været der” (2021), der alle følger Tues opvækst med økonomisk krise, svigt og vold, til han skrider fra Skive til København for aldrig at vende tilbage. Man kan også nævne Thomas Manns ”Buddenbrooks” (1901) eller Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per” (1898) som to mindre tidssvarende eksemplar – uden nogen videre sammenligning med Stuart i øvrigt.

Skal man nævne nogle af de forfattere, Stuart selv peger på som beslægtede forfatterskaber, er James Kelman fra Skotland et bud. Stuart fortæller, at Kelmans stream-of-conciousness-roman ”How late it was, how late” (1994) ændrede ham. Det gør han på Bookerprisens hjemmeside, hvor han også tilføjer, at det var første gang, han så ”mit folk, min dialekt, på papir” (Douglas Stuart Q&A. The Booker Prizes, 2022-05-26). Romanen foregår nemlig i Glasgows arbejderklasse, og så er den skrevet på arbejderklassedialekt. Det er lidt, som om det ord, arbejderklasse, går igen i mange af de romaner, han anbefaler. Et af de andre vigtige spor i hans eget forfatterskab – køn og (homo)seksualitet – er ikke lige så let at få øje på. Han fortæller nemlig et helt andet sted om en lang række forfattere fra Skotland, som har påvirket ham, og de skriver alle mere og mindre direkte om arbejderklassen og samfundets bund. Her fremhæver han værker som Alexander Trocchis ”Young Adam” (1954), Agnes Owens’ ”Gentlemen of the West” (1984), Alan Warners ”Movern Callar” (1995), Irvin Welshs ”Trainspotting” (1993) og Graeme Armstrongs ”The Young Team” (2020).