fællesskab i dagens Danmark? Er det overhovedet noget, der bliver taget højde for,når vi etablerer nye bydele?”
Adam Drewes er født i 1974 i Skærbæk udenfor Fredericia. År 2000 blev et skæringspunkt i hans forfatterliv: Her blev han nordisk mester i poetry slam, kom ind på Forfatterskolen i København og oplevede en indre nødvendighed i at skrive: ”Jeg følte, at i år 2000 var det sidste chance for mig, hvis jeg skulle blive til noget inden for det litterære felt, og så begyndte jeg bare at dokumentere alt, hvad jeg lavede og sagde. Jeg var så fyldt op af gode ideer, jeg var 24-25 år og følte, at jeg langsomt var ved at forfalde intellektuelt og kunstnerisk, så hvis jeg ikke nedskrev alle de ideer jeg fik, ville jeg ikke have noget at leve af resten af mine dage. Så den der ungdommelige patos og kamp og forsøg på at lave noget stort er også i værket.” (Irmelin Prehn: Radio på 700 sider. Den2radio). Det værk, han refererer til, er kæmpeværket ”Radio”, som han skrev mellem 1999 og 2005, og som blev hans litterære debut i 2013.
Fra samme periode stammer albummet ”Regel nr. 1” fra 2003, som er lavet sammen med musiker Joachim Michaelis og indeholder ”en samling forskelligartede tekster, der er blevet til mellem 1999 og 2003. Fra Adam Drewes’ første rytmiske rablende Poetry Slams til små digte, minimalistiske historier, one-line-sekvenser og freestyle speaks på tysk og engelsk.” (Regel nr. 1, forlaget Arena).
I 2021 udgav Drewes langdigtet ”Kim Larsen?” og i 2024 montageromanen ”Christian Eriksens fald”, der sampler knap 600 citater fra pressen fra tiden efter, at fodboldspiller Christian Eriksen i juni 2021 faldt om med hjertestop i en EM-kamp mod Finland.
Drewes har været daglig leder af den tværæstetiske litteraturlinje på Krabbesholm Højskole og underviser på Uldum Højskole og Kunsthøjskolen i Holbæk. Han har også været radio- og nyhedsvært, og i 2022 var han husforfatter på Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet. Om det sagde han: ”Samspillet mellem videnskab og kultur er vildt spændende. Det bliver sjovt at skulle indgå og være i dialog med universitetsverden, og så kan jeg være en, man hiver ind for at prøve at lave noget anderledes.” (Sally Frydenlund: »Jeg kan være en, man hiver ind for at prøve at lave noget anderledes«. Uniavisen, 2022-02-15).
Drewes’ tekster er desuden udkommet i antologier, kunstbøger, på t-shirts, på Politikens lystavle og i en kuffert på Efterårsudstillingen.