dansk litteratur

Michael Strunge er en af 1980’ernes helt store lyrikere. I løbet af sit 27 år korte liv nåede han at udfri hele 11 digtsamlinger fra sin rablende poetiske hjerne. Det er poesi, der kan baske til enhver sløv læser.

Henrik Stangerup har investeret sig selv i lidenskab og i de ofte vildtvoksende og grovkornede ind- og udfald der må kunne give f.eks. rødstrømper og tyskere gåsehud! Ordene strømmer afsted rytmisk, medrivende. En lovsang til fantasien, festen, galskaben, til belæring for vores hjemlige kultur.

Carl Erik Martin Soya skrev hovedsageligt satiriske skuespil og prosaværker, som i samtiden virkede stærkt provokerende på offentligheden – hvilket var helt tilsigtet.

Knud Sørensen var dansk litteraturs lyriske landmåler. I hans omfangsrige forfatterskab i mange genrer skildres hverdagsliv, rytmer og menneskeskæbner i det åbne land. Han gjorde om noget landboens tilværelse og erfaringer til et særligt betydningssted. F.eks.

En eksperimenterende modernisme står side om side med gengivelsen af den sociale virkelighed i Jens Smærup Sørensens forfatterskab.

Peter Seeberg var en af den danske modernismes mest præcise, absurde og eksistentielt undrende stemmer.

Ina Merete Schmidt skriver en straight up prosa med sans for både karakter og karikatur. Hun muntrer sig med den slags realisme, der med små genkendelige signaler fra overfladen lodder dybderne nedenunder. Det virker let og elegant og er båret af sans for dybsort humor og tragikomik.

Fandenivoldsk og utilpasset. Det er den mest brugte karakteristik af Morten Sabroe, dansk journalistiks ubestridte enfant terrible. Sabroe fik udover journalistikken etableret et langt skønlitterært forfatterskab. Her er energien også vild, og han bruger løs af sig selv og sit liv.

Små hændelser kan pludselig forandre livet og verden omkring en. Det er et af de centrale omdrejningspunkter i Astrid Saalbachs forfatterskab. I hendes tekster skildres både den konkrete og den psykologiske virkelighed i en sansende og registrerende stil.