Jóanes Nielsen er ikke nogen ynder af det forfinede. Når han skriver om sit hjemland Færøerne, sker det i et direkte og ofte grovkornet sprog. Han skildrer hårde skæbner i sine romaner, skuespil og digte, men også livets uslebne skønhed bliver fejret igen og igen.
Theis Ørntoft debuterede i 2009 med den stilsikre og frække digtsamling ”Yeahsuiten” og slog allerede her igennem som en af sin generations vigtige stemmer.
Der lader ikke til at være nogen kunstneriske grænser for Claus Handberg Christensen. Tværtimod bevæger han sig smidigt og arbejdsomt mellem lyrik, fotografi, billedkunst og musik.
Ole Sarvigs forfatterskab står som en andagtsfuld venten midt i det tyvende århundrede. Luften står stille, og urernes visere er frosset fast i et tidløst vakuum, hvor hele verden står lyttende, som kunne de høre, om henholdsvis dommedag eller menneskehedens genfødsel var på vej.
Mads Eslunds første bog: “Stærkt røde sokker i slidte blå jeans” fra 2005 handler først og fremmest om at beskrive.
Lars Skinnebachs digte vækker altid opsigt. Om det er med skrig, vrede eller glimt af ømhed.
Niels Frank er blevet kaldt forfatternes forfatter. Årsagen er, at dialogen med andre forfattere og kunstnere vejer tungt og er tydelig igennem hele forfatterskabet. Blandt andet i digtsamlingen “Små guder” fra 2008, hvor flere af hans forfatterkolleger er portrætterede.
Christel Wiinblad har i både romaner og digte beskæftiget sig med tematiske tungvægtere som misbrug, tab, incest og masochisme.
Christina Hagen udfordrer i sine konceptuelle værker nogle af de menneskelige og samfundsmæssige strukturer, som ikke er alt for kønne: racisme, sexisme og den hvide middelklasses dårlige smag.
Vita Andersen bragede ind på den litterære scene i Danmark i 1977 med digtsamlingen ”Tryghedsnarkomaner”, og selvom den måske ikke var så populær hos anmelderne, gav den hende omgående en kæmpe læserskare.
Er du biblioteksbruger eller elev?
