familien

Indledning

At læse argentinske Samanta Schweblin er som at bevæge sig ind i en drøm eller et mareridt.

I Nanna Storr-Hansens digte undersøges kroppens måder at gå i forbindelse med sine omgivelser på. Omverdenen beskrives som på én gang direkte forbundet med kroppen og iboende et liv, der er uafhængigt af menneskets sanseevne og sprog.

Sorg er ikke en lineær proces, ikke én ren følelse. Den kan føles beskidt og bølge frem og tilbage i uventede former. Sådan opleves det i den svenske forfatter Carolina Setterwalls debut ”Lad os håbe på det bedste”, der udkom på dansk i 2019.

Gayle Forman begyndte sin karriere som journalist på et ungdomsmagasin, og selv som forfatter kan hun ikke lade være med at skrive om og til unge mennesker.

I den selvbiografiske romantrilogi ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, ”En dag vil vi grine af det” og ”Man skulle nok have været der” fortæller Thomas Korsgaard gennem karakteren Tue om den opvækst, han oplevede som et socialt og kulturelt sumpland, fattig på penge

Ditte Wiese skriver uden berøringsfrygt om ungdommens lyster og laster. Tempoet i hendes prosa holdes oppe af masser af vittig dialog og hyppige sceneskift.

Selv om det er i hverdagen, Anja Otterstrøm henter inspiration til sine noveller, er det ikke sjældent en forvredet virkelighed, der træder frem i hendes tekster.

Martha Flyvholm Todes debutroman ”På Bornholm må man græde overalt” er en indsigtsfuld og fortættet roman om at miste og om at vende tilbage til hverdagen. Om at genvinde stemmen og sætte ord på følelserne inden i.

Sympatiske portrætter af kvinder i alle aldre går igen i Dea Trier Mørchs romaner. Det store gennembrud fik hun med kollektivromanen ”Vinterbørn” i 1976, og siden fulgte en række bøger, der med socialistisk bid udforskede kvinde- og kønsroller i sidste halvdel af 1900-tallet.

Vigdis Hjorths roman ”Arv og miljø” satte gang i en af Norges hedeste litteraturdebatter, da den udkom i 2016.