fransk litteratur

De marginaliserede spiller hovedrollen i den fransk-marokkanske forfatter Tahar Ben Jellouns forfatterskab. Fra den prostituerede i debutromanen ”Harrouda” til analfabeterne og migranterne, der går igen i de fleste værker.

Den franske forfatter Charles Baudelaire er blevet kaldt skaberen af moderne poesi. Især hans hovedværk, ”Les Fleur du mal”, står som et af de vigtigste litterære værker fra den periode, hvor romantikken blev afløst af det moderne.

Med politisk indignation trækker Édouard Louis i sine bøger det tæppe væk, der skjuler Frankrigs underklasse. Det er litteratur derfra, hvor bøsse stadig er et skældsord og læsning en fornærmelse.

Franske Delphine de Vigan blev forfatter i en sen alder og skrev sine første bøger – deriblandt gennembrudsromanen ”No og mig” – om natten ved siden af et fuldtidsarbejde og livet med to små børn.

Louis-Ferdinand Céline er en af fransk litteraturs helt store sprogfornyere. Hans romaner behandler Første og Anden Verdenskrig med uhørt sproglig finesse blandet med sort humor og et bidskt menneskesyn.

Siden sin kometagtige opstigen på fransk litteraturs himmel i 1997 har Marie Darrieussecq udfoldet sig på flere litterære felter: Som oversætter af bl.a. Ovid, som dramatiker med skuespillet ”Le Musée de la Mer” og ikke mindst som romanforfatter: Hun har skrevet otte siden sin debut.

Olivier Truc debuterede som skønlitterær forfatter i 2012 med krimien ”Le dernier lapon” (”Fyrre dage uden skygge”, 2014).

Den franske kriminalforfatter Bernard Mathieu kan sine genrekoder på fingerspidserne. Tommelfingeren er spænding i indviklede mordgåder afsløret i den helt rigtige rækkefølge. Pegefingeren (som er let løftet) er venstreorienteret samfundskritik.

Den franske forfatter Patrick Modiano afsøger i sine romaner sin egen fortid, identitet og eksistens gennem fragmenterede bevidsthedsbilleder, der både i tid og sted er forbundet til det besatte Paris under Anden Verdenskrig.