kærlighed

De fleste kender Fay Weldon som forfatteren til ”En hun-djævels bekendelser”, en roman, der satte Weldons særlige form for spiddende kønssatire på det litterære landkort.

Kristina Stoltzs romaner har en realistisk og samtidig poetisk stil, der på nærmest inciterende vis fører læseren ind i fortællingen.

Norske Tomas Espedal har med sine personlige og poetiske bøger taget romangenren op til revision. Med udgangspunkt i sit eget liv skriver han romaner, der læner sig op ad genrer som selvbiografi, digt, novelle, essay, rejseskildring og dagbog.

Med København som baggrundstæppe skildrer Benn Q. Holm hovedstadens hverdag og virkelighed omkring årtusindeskiftet. Han zoomer ind på relationer til ægtefæller, kærester, venner og børn og ikke mindst deres forhold til musik og fodbold.

Da Jan Sonnergaards debut “Radiator” udkom i 1997, blev han hurtigt udnævnt til talsperson for en ny, rå halvfemserrealisme.

Samtidsskildringer bygget op omkring en kvindelig hovedperson. Det er en af de ting, der går igen i mange af Kirsten Thorups bøger, hvor forandring, opbrud og forvandling også er vigtige tematikker.

Den 29. august 1944 blev den kun 22-årige digter Morten Nielsen dræbt af et vådeskud. Dermed fik et af tidens mest lovende forfatterskaber en brat afslutning.

Den norske forfatter Trude Marstein skriver genkendeligt om hverdage og mennesker, som de er.

Romantikken gav os nogle af Europas store historiefortællere, den uforlignelige skotte Sir Walter Scott , der skrev “Ivanhoe”, og den ikke mindre fortrinlige franskmand Alexandre Dumas med “De tre musketerer” – og selvfølgelig ikke mindst Dumas’ landsmand Victor Hugo, i hjemlandet hyldet som den

Siri Hustvedt skriver flydende og forførende. Hendes fortællinger er stemningsfyldte og intelligente, og hun har siden romandebuten i 1983 leveret fantastiske, indsigtsfulde og intime personportrætter – især af kunstnere i New York.