Baggrund

Citat
”På få minutter forsvandt han ind i rytmen af cirkelbevægelser uden at anstrenge sig. Han havde aldrig formuleret, hvad der tiltrak ham ved faget, men han kunne lide at røre karrosserierne og følge deres former med hænderne, og det var en tilfredsstillelse at arbejde sig ind til den rå metallegering for efterfølgende at spartle og gøre klar til opbygningen af en ny blank overflade i den rigtige nuance. Gjorde han sit arbejde godt, kunne ingen se, at bilen havde haft en skade.”
”Svækling”, s. 38.

Michael Enggaard er født i 1971 og boede i Hvidovre, indtil hans forældre blev skilt. Herefter flyttede han til Frederikshavn med sin mor, og han fortæller i et interview med Euroman, at han ikke havde så mange at snakke med og derfor gloede meget: ”Jeg er gået gennem livet med meget åbne øjne og har været opmærksom, fordi jeg så gerne ville forstå tingene og forstå de steder, jeg kom til. Man kan sige, at jeg bruger en version af de ting, jeg har set. Der er selvfølgelig noget af det, der er taget direkte fra mit eget liv. Fx er hovedpersonens far død, og min far døde, mens jeg skrev bogen. (”Efterhånden mulighed for sol”, red.)” (Sofie Valentin: Normale mennesker. Euroman, marts 2021).

Michael Enggaard er uddannet journalist og har arbejdet 20 år på Jyllands-Postens kulturredaktion. Da han var i starten af sine 20’ere, arbejdede han på en roman, der mest af alt blev til sammenkrøllede stykker papir på gulvet i hans lejede værelse. Ideen om en roman havde altså rumsteret i ham i mange år, da han i 2017 debuterede med romanen ”Svækling”. Arbejdet med den blev først en realitet, da en personlig tragedie fik ham til at overveje, hvad han gik og brugte sin tid på: ”For tre år siden skete der noget, der vendte alt rundt. Min kone fødte et dødfødt barn. Jeg følte, at jeg måtte begynde at tage mig selv og tiden alvorligt. Det skulle være slut med at spilde så meget tid. Jeg tog orlov og kom i gang med min bog.” (Emil Norsker: En personlig tragedie fik Michael Enggaard til at tage sig sammen og skrive sin debut-roman. Euroman, 2017-09-15). ”Svækling” er siden udkommet i Sverige, Frankrig og Tjekkiet. I 2021 udgav han sin anden roman, ”Efterhånden mulighed for sol”, og i 2024 kom ”Myrna” om 1990’ernes rå prostitutionsmiljø på Vesterbro i København, om et samfund der svigter og vrede kvinder, der tager handsken op.

Udover de skønlitterære værker har Enggaard skrevet biografier om bokseren Mikkel Kessler og musikeren Sussi Nielsen, kendt fra Skagen-duoen Sussi & Leo.

I dag er forfatteren bosat på Vesterbro i København.