I den aktuelle roman “DJ Bambi” udforsker den islandske forfatter og modtager af Nordisk Råds litteraturpris Auður Ava Ólafsdóttir, hvordan det kan opleves at blive skubbet ud af sin familie, fordi man ikke føler, man er født i den rigtige krop. Romanen følger Bambi, en 61-årig transkønnet kvinde og tidligere DJ, som alt for langsomt bevæger sig op ad ventelisten til den operation, der kan give hende den krop, hun har længtes efter altid. Imens drømmer hun om at få lov til at være bedstemor for sit barnebarn og se mere til sin søn igen.
I “DJ Bambi” kredser Ólafsdóttir om emnet kønsidentitet og om den skrøbelighed og sårbarhed, der gør os menneskelige.
"Ensomhed er blevet en slags ny pandemi," siger Auður Ava Ólafsdóttir.
"Jeg ville undersøge, hvad det vil sige ikke at føle, at man hører til. Og jeg har altid været interesseret i kønsspørgsmål. Jeg tror, der er så meget mere på spektret. Vi er alle en blanding af så mange ting. Vi har maskulinitet eller femininitet, vi har så meget forskelligt i os. De stereotyper, vi finder om kvinder og mænd er så begrænsede, to eller tre stereotyper. Så jeg ville virkelig gerne vise, at der er tusinde sider af det at være en kvinde, af kvindelighed, af femininitet."