Thomasine Gyllembourg

Thomasine Christina Gyllembourg (født Buntzen) blev født den 9. november 1773 i København. Her voksede hun op som en del af det københavnske borgerskab på Nyhavns solside med sin far, der var stadsmægler og dispachør (dvs. jurist, der registrerer ankomne skibe og varer samt opgør skader ifm. havari) og sine fire yngre søstre. Moren døde, da Thomasine var otte år gammel.

Thomasine fik en, for sin tid, meget moderne opdragelse. Faren var mild og kærlig, og hans døtre blev ikke blot oplært i at holde hus, men fik undervisning i kunst, dannelse og kultur, hvortil faren sørgede for de bedste undervisere. Blandt andet underviste C.E.F. Weyse hende og søstrene i musik, mens den berømte forfatter og filolog Peter A. Heiberg underviste dem i engelsk, tysk, fransk og italiensk. Da Heiberg friede til hende, blev hun beæret og sagde ja. I 1790 blev de gift – da var hun blot 16 år gammel. Året efter fik de sønnen Johan Ludvig Heiberg, der senere blev stor dramatiker. Thomasine beundrede sin mand, som skrev flammende politiske skrifter og åbnede hjemmet for revolutionære og intellektuelle, men deres ægteskab var lidenskabsløst og ulykkeligt for Thomasine. Da Peter Heiberg blev landsforvist for landsskadelig politisk aktivitet i 1800, så Thomasine sit snit til at søge skilsmisse, så hun kunne blive gift med den svenske baron Carl Fredrik Ehrensvärd, som hun var forelsket i. I datidens øjne var det forkasteligt, at Thomasine ønskede skilsmisse, og det blev en af tidens mest celebre skilsmisser, som samtidig betød, at sønnen blev fjernet og sat i pleje hos Peter Heibergs venner Kamma og Knud Lyne Rahbek.

I 1801 flyttede Thomasine og Carl Frederik ud på gården Ruhedal ved Sorø på Sjælland og forsøgte at leve som bønder, men Thomasine forfaldt til depressioner, og da gården brændte i 1806, vendte de tilbage til København og flyttede ind hos hendes familie. Da Carl Frederik døde i 1815, flyttede sønnen Johan Ludvig officielt hjem, og da han i 1831 blev gift med skuespillerinden Johanne Luise Pätges, skabte de tre et fælles hjem, der blev samlingssted for samtidens kulturelle og litterære elite. Svigerdatteren giver i øvrigt et kærligt blik på Thomasine Gyllembourg og skilsmissen fra Heiberg i bogen ”Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg. En beretning, støttet paa efterladte Breve” fra 1882.

Historien i Thomasine Gyllembourgs kortroman ”Drøm og virkelighed” fra 1833 bæres af en mandlig jeg-fortæller, den unge jurist Julius. Julius bor hos sin onkel, som ønsker med tiden at overdrage ham både sin virksomhed og sin datter Laura. Men Julius må skuffe onklen. Han er forelsket i stuepigen Lise, som han har gjort gravid, og bliver bortvist af onklen. Skæbnen vil dog, at forelskelsen dør ud, og da han seks år senere møder Laura, forelsker han sig hovedkulds i hende, og de bliver gift, uden at hun tilsyneladende kender til hans tidligere udskejelser.

24223809

”Drøm og virkelighed” er lidt af en intrigeroman – fuld af følelsesmæssige forviklinger, men den efterlader læseren med et klart indtryk af, hvad der udgør et ’rigtigt’ kvindesind. Laura er således en dybt hengiven, dannet og kærlig kvinde, som formår at få det bedste frem i sine omgivelser – stik modsat Lise. Hos Thomasine Gyllembourg kan kærlighed overvinde (stort set) alt – alle forviklinger, intriger og tavsheder. En ting kan kærligheden dog ikke overvinde, nemlig klasseskel. Romanen tematiserer således – ud over kærlighed – også sammenstødet mellem forskellige samfundsklasser repræsenteret igennem det umage forhold mellem Julius og Lise. Uanset, hvor meget han forsøger at danne hende med højtlæsning og lignende, forbliver hun brovtende og kan ikke værdsætte og forstå det skrevne ord, og på den anden side føler hun sig forsmået af ham.

Centrale temaer i romanen er også tillid, åbenhed og ærlighed (se citat). Således formår Laura med sit dannede og omfavnende væsen at få sandheden frem i lyset, og mod slut antager hun nærmest englelignende dimensioner, da hun som en anden madonnafigur sidder i hvide gevandter med sin mands børn på skødet. Idyllen er en næsten larmende harmonisk kontrast til, at Lise netop er død, og man kan nok stille spørgsmål til, om det er holdbart, at kvinden skal bære så stort et ansvar for relationerne, som Laura påtager sig. Måske ligger der ikke blot en ophøjelse af denne kvindefigur fra forfatterens side, men samtidig en implicit kritik af tidens normer og krav til kvinden? Hvis man vil læse værket ind i en moderne optik, er det i hvert fald et oplagt blik at anlægge.

Thomasine Gyllembourgs roman ”Ægtestand” fra 1835 er et net lille trekantsdrama. Centralt for fortællingen er det umage ægteskab mellem den adelige major Lindal og hans hustru Sofie. Mens majoren er distanceret og afvisende, er Sofie indlevende og følelsesfuld. Hun forsøger at appellere til ham, men han finder hendes tilnærmelser besværlige og irriterende. Den eneste glæde i Sofies liv er deres fælles dreng Anton, men da den unge lidenskabelige franskmand Carl Sardes bliver fast gæst i huset, opstår der snart en ild mellem ham og Sofie.

138989402

Med ”Ægtestand” skabte Thomasine Gyllembourg den danske ægteskabsroman, hvis centrale tema er ægteskabet og de gnidninger, der kan opstå i et langt samliv. Romanens overordnede tema er ægteskab og kærlighed, mens romanens motiv er kvinders livsbetingelser. Hos Gyllembourg bliver Sofies forelskelse i Sardes et symbol på hendes ret til at være elsket og til at blive behandlet med kærlighed, lidenskab og ligeværdighed. Thomasine Gyllembourg beskriver med stor indlevelse den brændende forelskelse mellem Sofie og Sardes, og hvordan den ellers dydige kvinde er meget tæt på at give efter for sine følelser. Men det, der bliver fortællingens omdrejningspunkt, er, hvordan denne forelskelse indvirker på major Lindal. Da han pludselig ser sin kone med Sardes’ øjne, bliver han klar over, hvad han selv har undertrykt, og hans egen forelskelse får vinger. Sardes bliver således den manglende brik i ægteskabet, der får både Sofie og Lindal til forstå, hvad der er vigtigt for dem.

I romanen kontrasteres Sofies karakter af hendes kusine Annette, som er pyntesyg og konstant søger bekræftelse i sin omverden. Hos Gyllembourg er sympatien tydeligvis hos Sofie frem for Annette. Selvom Sofie er nær ved at give sig hen til sin forelskelse, er hun hele tiden tro over for sig selv, og mod romanens slutning fremstilles Sofie som modnet af affæren (se citat). Her ses, hvordan Sofie forankres i den omgivende natur, og uvejret skildres som symbol på hendes flirt med utroskaben, som i den ligning er uundgåelig, men ikke uovervindelig.

Fortællerstemmen er båret af en 3. persons fortæller, og sprogligt er den selvsagt præget af at være skrevet i en anden tid, men Gyllembourg skriver med en særegen indlevelse og energi, som formår at drage læserne ind i trekantsdramaet på tværs af tidsaldre.

Thomasine Gyllembourgs sidste værk ”To tidsaldre” fra 1845 består af to lange kapitler under overskrifterne ”Revolutionstiden” og ”Nutiden”. I første del befinder vi os omkring år 1790, hvor den franske revolution klinger i baggrunden og smitter af på det københavnske borgerskab, der bliver lidenskabeligt grebet af de franske revolutionsvinde. Hovedkarakteren er den unge Claudine, som vokser op som plejebarn hos den velhavende familie Valler. Da nogle franske revolutionære i en periode har deres faste gang i huset, forelsker Claudine sig glødende i den unge soldat Lusard. Da han rejser tilbage for at kæmpe, lover de hinanden evig troskab, men Claudine, der er blevet gravid uden for ægteskabet, bliver forsaget af familien og må være kreativ for at skaffe et nyt, kærligt hjem til sig selv og sin søn Charles.

138988015

Anden del beskriver den samtid, romanen er skrevet i – altså 1840’erne. Her opsøger Claudines søn Charles sin Vallerske familie og bliver overrasket over husets stemning. Der bliver gjort nar af den franske revolution og af lidenskabelighed, samtidig med at konen i huset lader sig smigre af diverse bejlere, spotter den ældste datter Mariane (som er fra et tidligere ægteskab) og behandler hende lidt som Askepot, mens konen selv bliver hånet af sin datter Colette.

På Thomasine Gyllembourgs tid var det noget af det mest forfærdelige for en kvinde at blive gravid uden for ægteskabet, men hos Gyllembourg bliver Claudines fadæse ophøjet af, at det er inderlig, lidenskabelig kærlighed, der har fostret Charles. Gyllembourg lader tydeligt læserne forstå, at hun mener, samtidens dekadence er langt værre. Det står ikke mindst tydeligt frem, da hun mod romanens slutning lader Charles redde Mariane og hendes store kærlighed, da han bringer dem med til sit gods i Jylland, som han ønsker at testamentere til dem.

”To tidsaldre” er både en samtidskritisk og en historisk fortælling, der lader de to tidsaldre spejle sig i hinanden. I ”Nordisk Kvindelitteraturhistorie”, bind II bliver det fremhævet som Thomasine Gyllembourgs mest ambitiøse værk. Her sætter forfatterinden moral og sæder i historisk kontekst og viser samtidig, hvordan de er individuelt betingede – ikke mindst via portrættet af Mariane, der formår at bevare sine dyder og værdier intakte.

Thomasine Gyllembourg var 53 år, da hun begyndte sit forfatterskab. Det blev nærmest indledt ved et tilfælde – fordi hendes søn stod og manglede materiale til det litterære magasin ”Københavns flyvende post”, som han havde startet for at tjene penge. Thomasine debuterede under pseudonym med ”Brev fra en Løjtnant til Redaktionen af den flyvende Post”, og herefter gik det stærkt. I de kommende 20 år fik hun udgivet 24 fortællinger, fire skuespil og en lang række mindre tekster under pseudonymet ”Forfatteren til En Hverdags-Historie”.

Et helt centralt tema i Thomasine Gyllembourgs forfatterskab er kvinde- og familieliv. Hendes forfatterskab åbner et vindue på klem til datidens kvindeliv og -idealer, til forholdet mellem mænd og kvinder, ægteskab og kærlighed. I sine værker skildrer hun ofte to forskelligartede kvinderoller, hvor den ene mest af alt er optaget af sit ydre og konstant søger bekræftelse hos mænd, mens den anden er følelsesfuld, værner om sine dyder og varetager sit hjem med varme og omsorg, men uden at gå på kompromis med sine egne behov for kærlighed, som for eksempel i ”Ægtestand”.

Samtidig får man som læser et tidsbillede af hverdagslivet i og omkring København i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Gyllembourg tager både fat i de politiske frihedsvinde, der blæser fra den franske revolution i syd til det kolde nord, og i de forandringer, der finder sted i borgerskabet og i forholdet mellem kønnene.

Thomasine Gyllembourgs forfatterskab giver også et indblik i den brydningstid, værkerne er skrevet i, da det er barn af både oplysningstiden, romantikken og realismen. Gyllembourgs forfatterskab indskriver sig i alle tre genrer. Hun skriver realistisk hverdagsprosa med et anstrøg af oplysningstidens idealer om dannelse og er mester i at skildre det dagligdags med interiører og klædedragter, så man kan se de skildrede hjem og personer for sig. Samtidig har hun et skarpt blik for personernes indre universer og for interaktioner mellem karaktererne, som ofte understreges med skarpsindige replikker. Det romantiske præg kommer til udtryk i hendes indlevende skildringer af kærlighed og længsel.

Thomasine Gyllembourg bliver tit fremhævet som en af de første danske kvindelige forfattere, og det er en afgørende nøgle til at forstå og perspektivere hendes forfatterskab. På Gyllembourgs tid var kvindens rolle primært knyttet til hjemmet, og Gyllembourg gav selv udtryk for, at kvinder ikke burde være forfattere. Måske er det derfor, hun – og mange andre kvindelige forfatterskaber, der voksede frem i hendes kølvand – skrev under pseudonym. En anden gevinst var, at det frigjorde værkerne fra forfatterindernes personlighed og samfundsmæssige placering. Måske føltes det særligt presserende for Gyllembourg, der havde været meget omdiskuteret ovenpå skilsmissen fra Heiberg. Gyllembourg vedkendte først sit forfatterskab efter sin død, i et litterært testamente stilet til sønnen Ludvig Heiberg, som indgik i anden udgave af forfatterens samlede ”Skrifter” i 12 bind, der udkom i årene 1849-51.

Gyllembourgs anonymiserede forfatterskab var en stor succes i hendes samtid, hvor hun var en af de bedst sælgende danske forfattere, som oveni købet blev oversat til svensk og tysk og enkelte værker også til fransk. Samtidige forfattere som Poul Martin Møller (1794-1838) og Carsten Hauch anmeldte rosende hendes værker, som ligeledes blev hyldet af Søren Kierkegaard. Han tilegnede endda en hel bog om ”To Tidsaldre”, som han tilegnede ”Den Navnløse – og dog saa Navnkundige” forfatter.

Det er oplagt at se Thomasine Gyllembourgs forfatterskab i sammenhæng med de anerkendte engelske samtidige forfatterinder, Emily Brontë (1818-1848) og Jane Austen (1775-1817). Både Austen og Gyllembourg har en skarp sans for at skildre familielivet, personlige relationer og hierarkier både detaljemættet og levende, mens Brontë og Gyllembourg især har lidenskaben til fælles.

Litteraturhistorisk er det oplagt at læse Gyllembourg i kontekst af realismen og i sammenhæng med forfattere som Steen Steensen Blicher (1782-1848) og Poul Martin Møller (1794-1838), og at se hende som foregangskvinde for den kvindefrigørende litteratur, som for alvor vågner med blandt andet Mathilde Fibiger (1830-72), Erna Juel-Hansen (1845-1922) og Adda Ravnkilde (1862-1883).