Det skulle være nu at portene åbnes for Giovanni og drøner i bag ham, for aldrig, for ham, at blive åbnet eller lukket igen. Eller måske er det allerede forbi.”
Baldwins anden roman, ”Giovannis Room” fra 1953 (”Giovannis værelse”, 1957), følger ligesom hans første en udvikling i hans liv. Baldwin flyttede som ung mand til Paris. Det er dog heller ikke en autobiografisk fortælling. Hovedpersonen David er hvid. Romanen er opbygget som en tragedie. Da vi først møder hovedpersonen David, er det mens han står i Nice, forladt og knækket, på grund af de begivenheder, der har udspillet sig i romanens andet spor. Det at vi allerede ved, at romanen ender ulykkeligt, gør det ikke mindre spændende at finde ud, hvordan det går galt, men det gør det mere hjerteskærende at læse, fordi man hele tiden læser med bevidstheden om, at den kortvarige lykke ikke vil vare ved.
46010728
Mens Davids forlovede Hella er i Spanien for at tænke over, om hun vil svare ja på hans frieri, møder David Giovanni. Den unge, smukke italienske mand, som han hovedkulds forelsker sig i. David har et internaliseret had til homoseksualitet, som betyder, at hans forelskelse i Giovanni hele tiden også er iblandet en foragt. Det romantiske, dekadente liv, de lever, er også et utroligt frygtsomt og hårdt liv. De har ingen penge. David er blevet smidt ud af sit hotel, fordi han ikke betaler regningen, men Giovanni lader ham sove hos sig. Og det er kun på Giovannis lille værelse, der beskrives med en væmmelse og en fascination, som var det Giovanni selv.
”Giovannis værelse” kan læses som en omvendt dannelsesroman. Ligesom i en dannelsesroman møder vi en ung person, historisk oftest en ung mand, på et afgørende tidspunkt i hans liv. Han skal træffe nogle valg, og romanen ender ofte et sted, hvor han er blevet klogere, ligesom i Baldwins debut ”Råb det fra bjergene”. Men i ”Giovannis værelse” ender det ikke med, at David er blevet klogere, det ender med at han har ødelagt sig selv, sit liv, og ikke mindst Giovannis liv. I en afgørende scene står David alene og forladt på det samme hotelværelse, vi mødte ham i i første kapitel, og kigger sig selv i spejlet. Men han ser ikke sig selv, han ser Giovanni, der grædende bliver slæbt til guillotinen. Det er både hans elskede Giovanni og en del af ham selv, der bliver slået ihjel. Men romanen er også barsk nok til at indrømme, at der er forskel på disse to mennesker og deres privilegier, og selvom han er ødelagt, lever David videre.