De lokale kalder den også Jukai (樹海 ):
havet af træer. Den er en mave, der er
ved at fordøje sig selv. Jeg går længe
og kigger op mod kronerne. Lyset.”
Nath Krause debuterede med digtsamlingen ”Logan i Aokigahara” i 2023 – et værk, der består af tre dele. Første del bliver primært udgjort af fotos fra den japanske skov Aokigahara af den amerikanske influencer, wrestler med videre, Logan Paul, og hvert foto suppleres af en enkel linjes tekst, der fungerer som en appetizer til digtsamlingens temaer om psykisk sårbarhed, depression og selvmord.
135581569
Digtene i anden del fokuserer på digterjegets familie- og ungdomsliv. Her væver ungdomsfester og venskaber sig ud og ind mellem dødens nærværelse: hundens død, selvskade, selvmordstanker, mennesker der dør på internettet, en brors død. Dertil kommer omgivelser præget af utryghed og (psykisk) sygdom. Didas (morens) indlæggelse, plejefamilien, vold, en far der har været i fængsel, etc.
Tredje del foregår i den japanske skov Aokigahara, der er kendt for at være et sted, mange unge mennesker har taget deres eget liv. Digterjeget har få fornødenheder med sig og går og sanser skoven uden egentligt mål, indtil et fiktivt og iscenesat møde med Logan Paul. For digterjeget får Logan Paul mange forskellige roller – som centurion (romersk hærfører, red.), omsorgsperson, måske endda som ven eller kæreste. De to karakterer er yderst forskellige, men i skovens ramme mødes de om livets store og små spørgsmål, og ikke mindst om skovens væsen, der er præget af lige dele konkrete sansninger, myter og overtro.
Digtsamlingens helt centrale temaer er udsathed, både psykisk og socialt, selvmord(s-tanker), venskaber og den store moder natur. Digtsamlingen kan læses som en krads kritik af de drivende kræfter bag kapitalismen og velfærdsstaten, som på grund af prioriteringer og manglende ressourcer ikke lever op til sit ansvar. For eksempel siger det selvmordstruede digterjeg ”jeg får ikke den hjælp, jeg har brug for.” (s. 34), og morens kæreste får på grund af manglende ressourcer kun bevilliget en times psykologhjælp efter at have bevidnet en massegrav i Bosnien. Mest markant lyder kritikken nok i sætningen ”Selvmord bliver en erstatning for offentlige ydelse./Pension, sygesikring, kontanthjælp (s. 33).
Nath Krauses skrift er på en gang knivskarp og ligefrem, og ofte helt konkret og sansende, og abstrakt følende og nærmest overjordisk. Digtene kan oplagt betegnes som hybridpoesi, fordi de mixer lyrik og prosa, og samtidig inkorporerer (manipulerede) fotografier, noter fra indlæggelse mv.