Iselin C. Hermann blev født i København den 22. juni 1959 som barn af Kinne og Jens Hermann, og forfatteren er opkaldt efter Det Iselinske spisestel, som kun findes på Liselund Slot på Møn. Da Iselin C. Hermanns mor, der voksede op i det bedre borgerskab, begyndte at studere russisk på universitetet, læste hun højt fra noveller af Pushkin, Gogol, Lermontov og Turgenev – på dansk – for Iselin, hendes bror og legekammerater, og den russiske litteratur har været del af forfatterens liv fra en tidlig alder.
Forfatteren udgav sin første tekst som 9-årig, og forkærligheden for at skrive udspringer fra at lege klæd-ud som barn. ”Fiktion er netop en leg med identitet,” siger Iselin C. Hermann i et interview og fortæller, hvordan hun som 6-årig fik en stor, gammel læderkuffert med tøj fra sin elskede farmors barndom tilsat et spansk sjal med lange frynser, en høj sort hat og halvhandsker. Sammen med en veninde, der boede i samme lejlighedsopgang, legede de to veninder på skift primaballerinaer på Bolsjoj, fattige børn i Nyboder i gamle dage, opdagelsesrejsende og – især – ”noget sørgeligt russisk” (Anna Møller: Interview med forfatteren. Forfatterweb, 2025-06-10).
Efter at være blevet nysproglig student fra Ingrid Jespersens Skole i 1977, rejste Iselin C. Hermann til Aix-en-Provence og startede på en skuespilskole, der efterfølgende blev afløst af cirkusskole og en uddannelse som cirkusartist og linedanser på Ecole Nationale du Cirque i Paris.
I 1980 begyndte hun på Københavns Universitet for at læse Nordisk Sprog og Litteratur, og undervejs studerede hun også teatervidenskab, kunsthistorie og italiensk. Som studenterjob startede hun på Brøndums forlag, hvor hun både mødte sin kommende mand, Hans Jørgen Brøndum og blev redaktør og forlagsleder fra 1983-1997. Parret fik tre sønner og fire børnebørn – og blev senere skilt.
I 1998, da hun var blevet 38 år, debuterede Iselin C. Hermann som forfatter med brevromanen ”Prioritaire”. Romanen blev oversat til bl.a. fransk, italiensk og russisk, og siden da har hun udgivet et stort antal bøger for både børn og voksne.