James Joyce

James Augustine Aloysius Joyce blev født i den irske by Dublin i 1882 som det ældste barn af en søskendeflok på ti. I 1888 begyndte han på den katolske jesuit-kostskole Clongowes Wood College, hvor han gik indtil 1892. Da familien fik problemer med at betale kostskolepengene, fortsatte James på jesuit-skolen Belvedere College i Dublin.

James Joyce var en kvik ung mand, som i 1898 startede på University College Dublin, hvor han studerede engelsk, fransk og italiensk. Mens han var studerende, lærte han sig selv norsk for at kunne læse dramatikeren Henrik Ibsens tekster på originalsproget og sendte også et brev til sit idol i Skandinavien. James Joyce tog sin afsluttende universitetseksamen i 1902.

Allerede mens han var i begyndelsen af 20’erne, besluttede James Joyce sig for at flytte fra Irland til det europæiske fastland. I 1902 drog han derfor til Paris for at læse videre, fast besluttet på at lægge det provinsielle Dublin bag sig. Han vendte dog allerede efter et par måneder tilbage til sin fødeby, da hans mor blev alvorligt syg. I den irske hovedstad mødte han stuepigen Nora Barnacle, og i 1904 rejste parret permanent fra Dublin til byen Trieste i det daværende Østrig-Ungarn. Dublin blev siden hen omdrejningspunktet i James Joyces forfatterskab men på en sådan måde, at den irske by og dets indbyggere repræsenterede universelle tematikker og mennesker til alle tider.

James og Nora fik to børn, Giorgio og Lucia, inden for de første tre år i Trieste. James Joyce ernærede sig som engelsklærer men skrev efter sigende næsten hele tiden – stoppede op på gaden eller afbrød en samtale, hvis han fik en god idé til en sætning. James Joyce fik tidligt i livet konstateret øjensygdommen iritis, og resten af sin tilværelse kæmpede han med tiltagende synssvækkelse, gennemgik adskillige øjenoperationer og på sine ældre dag sås han ofte med monokel eller lejlighedsvis med klap for øjet.

I 1914 udbrød Første Verdenskrig, og mange af Joyces elever blev indkaldt til militærtjeneste. Joyce-familien flyttede derfor til Zürich, hvor James Joyce bl.a. mødte forfatteren Ezra Pound og udgiveren af det litterære tidsskrift The Egoist, Harriet Shaw Weaver, som udgav tekster af Joyce i sit magasin og blev forfatterens mæcen gennem de næste 25 år. I årene 1918-20 trykte New York-tidsskriftet The Little Review uddrag af det, der siden blev udgivet som ”Ulysses”. James Joyce flyttede i 1920 til Paris, hvor han boede med sin familie indtil den nazistiske besættelse af Frankrig i 1940.

Det var i den franske hovedstad, Joyce færdiggjorde sine to hovedværker ”Ulysses” og ”Finnegans Wake” med økonomisk støtte fra sin mæcen. Det var dog ikke let at finde et forlag, der ville udgive ”Ulysses”, som blev anklaget for obskønitet, men på Joyces 40-års fødselsdag udkom romanen på et mindre fransk forlag. I mere end ti år efter udgivelsen var romanen dog forbudt i både USA og England. Ved Anden Verdenskrigs begyndelse flyttede familien tilbage til Zürich.

James Joyce døde som 59-årig af komplikationerne efter en mavesårsoperation. Han er begravet på kirkegården Flutern i Zürich. Flere litterære værker blev udgivet efter hans død. Den såkaldte Bloomsday – årsdagen for den dag, hvor Ulysses foregår – fejres hvert år verden over af Joyce-fans. Festlighederne er størst i Dublin. I samme by finder man også museet The James Joyce Centre.  

James Joyce debuterede i 1907 med digtsamlingen ”Chamber Music” men er især kendt som prosaist. Hans første prosaværk er novellesamlingen ”Dubliners” fra 1914 (”Dublinerfolk”, 1988), og Joyce vender her i fiktionens verden tilbage til byen, han forlod i 1904.

Novellesamlingen består af 15 fortællinger med titler som ”Et møde”, ”To kavalerer” og ”Nåde” og skildrer en række menneskeskæbner i datidens Dublin. Bogen er opbygget med den overordnede struktur, at fortællingerne starter hos børnene, herefter har unge og voksne som de centrale figurer og afsluttes med novellen ”De døde”. I fortællingerne møder vi bl.a. en dreng, der har set præsten dø af et slagtilfælde, en ung kvinde, der har besluttet sig for at forlade landet med en sømand, og en kvindelige indehaver af et pensionat med planer om at få sin datter afsat til en af de logerende.

Novellerne er prægede af detaljerede, naturalistiske beskrivelser af både personer og omgivelser, ofte set fra karakterernes synsvinkel: ”Synet af Dublins handelspramme, der signalerede langt borte fra med deres uldne røgkruseduller. De brune fiskegarn (…) det hvide sejlskib, der var ved at blive losset på den modsatte kaj” (s. 20-21). De realistiske skildringer kombineres med symbolik og billedsprog. Her en forelsket ung mand: ”Min krop var som en harpe, og hendes ord og bevægelser var som fingre, der løb hen over dens strenge.” (s. 29). Det er et kendetegn ved novellerne, at vi møder fortællingernes figurer på et tidspunkt, hvor de er ved at opnå en ny livsforandrede forståelse af deres tilværelse og identitet. Forgæves forsøg på at bryde ud af fastlåste rammer er ligeledes en vigtig tematik i flere af novellerne.  

Med sine geografiske detaljer og en figurtegning, der tilsammen skaber et billede af Dublins indbyggere omkring år 1900, ønskede Joyce at tegne et billede af en nation. I sin fremstilling af Dublin ligger der dog også en kritik af byens provinsielle præg: ”Han kunne være sikker på, at der blev talt om det og på, at hans arbejdsgiver ville få det at vide. Dublin er sådan en lille by: alle ved alt om hvad andre har for.” (s. 64).   

Flere af novellerne i ”Dublinfolk” er gennem tiden blevet omskabt til radiospil eller kortfilm. 

James Joyces ”A Portrait of the Artist as a Young Man” (”Portræt af kunstneren som ung mand”, 2009) blev udgivet som føljeton i det litterære tidsskrift The Egoist fra februar 1914 til september 1915. I 1916 udkom romanen i bogform.

Bogen består af fem kapitler, som i kronologisk rækkefølge skildrer hovedpersonen Stephen Dedalus’ opvækst i et katolsk Dublin, ungdommens seksuelle begær og oplevelse af synd og skam, hans opgør med den religiøse opdragelses snærende bånd, brud med sin familie og sit fædreland, og hans kamp for at blive et frit og selvstændigt menneske. Historien, der har et markant selvbiografisk islæt, er fortalt med en tredjepersons fortæller med indre synsvinkel og følger i sin skildring sin hovedpersons alder. I det første kapital er det således tydeligt et barns oplevelser og begrebsverden: ”Når man gør sengen våd, bliver det først varmt og så koldt. Hans mor lagde gummilagenet på. Det var det, som lugtede så underligt. Hans mor lugtede bedre end hans far.” (s. 7), eller: ”Hvad var der efter universet? Ingenting. Men var der noget rundt om universet, så man kunne se hvor det holdt op, for ingentingstedet begyndte?” (s. 17).   

Joyce skildrer hovedpersonens mentale og psykologiske udvikling fra dreng til mand med fokus på både sanseoplevelser og refleksioner. Der er tale om en udviklingsroman eller en ”sprogligt-sanselig rejse ind i og gennem en ung mands sind.” (Erik Skyum-Nielsen: Sjælens flugt mod frihed. Information, 2009-06-11). Stilistisk ser man her de første antydninger af de teknikker, som siden hen skal blive kendetegnende for Joyce såsom gengivelse af bevidsthedsstrømme og indre monolog.

Tematisk handler romanen bl.a. om at være tro mod sig selv. Der er desuden tale om en kunstnerroman om hovedpersonens udvikling hen imod at blive mere bevidst om sig selv ikke kun som menneske men også som kunstner: ”Jeg vil ikke tjene noget, som jeg ikke længere tror på, hvad enten det kalder sig mit hjem, mit fædreland eller min kirke: jeg vil forsøge at udtrykke mig så frit og så helt som jeg kan i en eller anden livsform eller kunstform.” (s. 274)      

Den amerikanske filminstruktør Joseph Strick lavede i 1977 en filmatisering af romanen.

En antihelts tankestrømme, mens han driver rundt i Dublins gader på vej hjem til sin utro hustru. Det er et af elementerne i James Joyces banebrydende roman, ”Ulysses” fra 1922 (”Ulysses”, 2015), hvis titel refererer til Homers Odysseus – krigeren fra Troja, der er på vej hjem til sit Ithaka. Indlagt i historien er adskillige andre referencer til bl.a. Dantes ”Den guddommelige komedie” og Biblen. En af Joyces overordnede ideer var netop at omplante Homers antikke heltedigt ”Odysseen” til et nutidigt Dublin. Og helten i historien blev nærmere en antihelt i skikkelse af den jødiske annoncesælger Leopold Bloom med potensproblemer, hans utro hustru Molly og kunstneren Stephen Dedalus, som en pendant til Odysseus’ søn Telemachos.

I sin form var ”Ulysses” udtryk for noget radikalt nyt, da den udkom i 1922. Romanen har ikke noget handlingsforløb i traditionel forstand, men udspiller sig i løbet af en dag og aften – den 16. juni 1904 – og det, der sker, er almindeligheder tilsat en del symbolik og ledemotiver. I sin særlige psykologiske realisme skildrer romanen alt det, der er menneskeligt, også sex, toiletbesøg og kroppen, som den nu engang er. I centrum af romanen er det, der foregår i figurernes bevidsthed – spredte tanker, indskydelser, associationer, erindringsglimt.

51363310

Joyce tilstræber en så virkelighedsnær skildring af sine figurer som muligt ved denne fremstilling af alle de brudstykker af indfald og associationer, der som en strøm konstant fylder menneskets bevidsthed. En teknik, som også er blevet betegnet stream of consciousness. Hør blot den jalousiramte Leopold Blooms bevidsthedsstrømme: ”Og den dag jeg gik til Drimmie’s uden slips. Skænderi med Molly fik mig til at glemme. Nej, nu husker jeg det. Richie Goulding: han er ligesådan. Tynger hans tanker. Pudsigt mit ur gik i stå halv fem. Støv. Hajlevertran bruger man til at rense. Kunne gøre det selv. Spare. Var det lige da, han. O, han gjorde. Ind i hende. Hun gjorde. Slut.” (s. 393). En af de kendteste passager af værket er de sidste 45 sider, som indeholder Molly Blooms svimlende indre monolog – stilistisk præsenteret med en strøm af ord og sætninger uden tegnsætning.

Tematisk skildrer ”Ulysses” almenmenneskelige problemstillinger: hvad der foregår i og imellem mænd og kvinder, fædre og sønner, ligesom temaer som synd, troskab, svigt, frihed og autoritet behandles.    

Der skulle gå sytten år, før Joyce i 1939 udgav sin næste store roman, ”Finnegans Wake”. Udgivelsen gav denne gang ikke anledning til moralsk forargelse, men det nye værk fik mange til at ryste på hovedet. Bogen er nemlig skrevet på en selvkomponeret blanding af over 50 forskellige sprog, og det var forfatterens intention, at den skulle være ligeså mangfoldig som selve verdens skabelsen. En vigtig pointe med bogen synes at være en tematisering af kunstnerens mulighed for at skabe en verden og kunstens evne til at skabe noget radikalt nyt.

Romanen består af 17 kapitler uden kapiteltitler inddelt i fire bøger. Der er ikke tale om et egentligt handlingsforløb men derimod om en cyklisk struktur, gengivelse af bevidsthedsstrømme og et drømmeagtigt præg. I begyndelsen falder figuren Finnegan ned fra en stige og dør. Romanens titel henviser da også til en irsk drikkevise om et gravøl, som ender med, at den afdøde ved en fejl får whisky i munden og vågner op. Romanen indeholder desuden en række andre litterære henvisninger til bl.a. Biblen, bøger af Henrik Ibsen og værker af den italienske filosof Giovanni Battista Vico. Joyce kombinerer i sin roman ord på forskellige sprog med disse intertekstuelle referencer og skjulte citater. Et andet eksempel på romanens nyskabte ord er brugen af lydord, som f.eks. gengiver lyden af torden eller her Finnegans fald fra stigen: ”The fall (bababadalgharaghta kammminarronnkonnbronntonntonnerronntuonnthunntrovarrhounawnskawntoohoohoordenenthurnuk!)” (s. 3).

Den danske forfatter Peter Laugesen arbejder på en dansk oversættelse af ”Finnegans Wake”, som ellers hidtil er blevet betragtet som uoversættelig. Han mener, man skal læse Joyces forfatterskab på grund af hans sprog: ”En meget stor del af vores liv er bestemt af vores forhold til sproget, og det er ikke nogen forfatter, der i højere grad end Joyce viser, hvordan det er at leve, når livet bliver sprog. Han skriver sig dybere og dybere ind i denne sprogverden, og man kommer meget langt ind i sig selv af at læse ham. Joyce er noget, man lever, nærmest.” (Jes Stein Pedersen: Storværk fra 1922 fostrer nye ord. Politiken, 2014-11-07). 

James Joyce debuterede med digtsamlingen ”Chamber Music” i 1907, men hans karriere startede for alvor med novellesamlingen ”Dubliners” fra 1914 – en samling af fortællinger, der med realisme og indre synsvinkel hos figurerne forsøger at komme tæt på de mennesker, som skildres. Fra starten af sit forfatterskab var Dublin – byen, James Joyce havde forladt som ung – et vigtigt omdrejningspunkt. Det samme var det selvbiografiske materiale, som fra begyndelsen spillede en væsentlig rolle.

Siden 1904 skrev James Joyce på en selvbiografisk roman, men han havde svært ved at finde den rette form, opgav projektet og forsøgte aldrig at få det udgivet. Den tredjedel af manuskriptet, som blev bevaret, blev udgivet under titlen ”Stephen Hero” posthumt. James Joyce påbegyndte herefter et nyt delvist selvbiografisk projekt, som denne gang skulle have en mere stringent form. Det resulterede i romanen ”A Portrait of the Artist as a Young Man”: En udviklingsroman om et ungt menneskets splittelse mellem sin religiøse opdragelses syndsbevidsthed og en spirende seksualitet og om hans opgør med familien, religionen og fædrelandet. Joyces første roman er ligeledes en kunstnerroman om et ungt mennesket, der stræber efter at blive et frit og selvstændigt menneske og kunstner.  

James Joyces hovedværk ”Ulysses” er blevet kaldt det 20. århundredes vigtigste roman og en væsentlig fornyelse af romankunsten. ”Ulysses” har fået ry for at være svær at læse med alle sine referencer, stilarter og lange passager med romanfigurernes bevidstheds- og tankestrømme. Joyce henviste ofte selv til oplevelsen af musik i forhold til en ny tilgang til den modernistiske litteratur. Den danske forfatter Harald Voetmann hæfter sig også ved det musikalske og ved muligheden for mange forskellige slags læsninger af ”Ulysses”: ”Min egen tilgang til ”Ulysses”, og den jeg vil foreslå til de fleste dødelige, er i virkeligheden at give op på forhånd – hvilket er dejligt nemt – og derpå lade sig overvælde af det. Uanset hvor lidt man til at begynde med forstår, er der en enorm generøsitet og musikalitet og præcision i sproget, og det er dét, der fanger læseren ind.” (Harald Voetmann i Samlerens bogklubs medlemsblad, februar 2015).

I ”Ulysses” fremstilles det moderne menneske gennem en splintret, antik optik, og den episke fortælling udspiller sig i et ganske komprimeret tidsrum, nemlig kun én dag. ”Ulysses” er blandt meget andet et forsøg på at omplante Homers ”Odyssen” til et moderne Dublin og indeholder desuden sproglige labyrinter og en perlerække af litterære, religiøse og filosofiske parodier og referencer. Handlingsmæssigt er omdrejningspunktet en enkelt dag i den jødiske annonceagent Leopold Blooms ganske uglamourøse liv i Dublin, hans utro hustru som slanger sig i sin seng dagen lang og kunstneren Stephen Dedalus. Det særligt nyskabende i romanen er måske især dens radikale forsøg på at komme helt tæt på alle de både rationelle og irrationelle fragmenter, som hele tiden blandes i den menneskelige bevidsthed.

James Joyce ønskede at skildre verdenen realistisk og genkendelig – herunder også den indre, psykologiske virkelighed. Under den vanskeligt tilgængelige overflade indeholder romanen en diskussion af almenmenneskelige problemstillinger med tematikker som forholdet mellem mænd og kvinder, forældre og børn, autoritet og frihed, svigt, kald, kunstnerdrømme og dovenskab.

James Joyce fortsatte efter ”Ulysses” med sine sproglige eksperimenter i en endnu mere radikal variant med romanen ”Finnegans Wake”. Romanen er med sin blanding af ord fra adskillige sprog et slags sprogligt Babelstårn. Joyce cementerede med sit sidste værk sin position som avantgardistisk modernistisk forfatter, og hans litterære eksperimenter lagde grunden for en række senere eksperimenterede forfatterskaber. 

James Joyce hentede en del af sin inspiration hos klassiske forfattere som William Shakespeare, Dante og Homer. Han var desuden inspireret af Henrik Ibsen og samtidsforfattere i kredsen omkring tidsskriftet The Egoist, navnlig Ezra Pound. Den delvist selvbiografiske udviklingsroman ”A Portrait of the Artist as a Young Man” kan også siges at hente inspiration fra den danske forfatter J.P. Jacobsens dannelsesroman ”Niels Lyhne”: ””Portrættet” er såmænd stærkt inspireret af verdenslitteraturens bedste danske roman, nemlig gamle Jacobsens udviklingsroman ”Niels Lyhne” og handler som denne i sin substans om, hvorvidt mænd skal tro på Gud eller kvinder eller begge dele eller ingen af delene.” (Bo Tao Michaëlis: James Joyce er ikke kun for Kloge Åge. Politiken, 2009-06-20).

Samme år, som Joyces ”Ulysses” udkom for første gang, blev et andet af modernismens vigtige værker, T.S. Eliots ”The Waste Land”, også udgivet. Joyce opdagede ideerne om bevidsthedsstrømfortælling, stream of consciousness, hos den franske romanforfatter Édouard Dujardin, som også var en stor inspirationskilde.

Når man taler om skildringen af den menneskelige bevidsthed, kommer man uvægerligt til at tænke på en anden modernistisk forfatter, der også beskæftiger sig med alt det, der konstant er til stede i den menneskelige hjerne, nemlig Virginia Woolf. Den engelske forfatter er bl.a. kendt for bøger som ”To the Lighthouse” (”Til fyret”) og ”Mrs. Dalloway”.

James Joyces ”Finnegans Wake” er et af de mest radikale sprogeksperimenter i modernismens litteratur, og mange forfattere har siden været inspireret af Joyces frie brug af nyskabte ord. Joyce har således været en vigtig inspirationskilde for mange eksperimenterende forfattere, der har leget med sproget og med formmæssig nyskabelse i deres litterære værker. Det drejer sig blandt mange andre om den irsk-franske forfatter Samuel Beckett og danske Peter Laugesen. Den norske forfatter Tomas Espedals portræt af sin hjemby Bergen i bogen ”Bergeners” (2013) indeholder ligeledes en henvisning til James Joyces ”Dubliners”.