Baggrund

Citat
”Deri består min sidste spinkle forbindelse til dig: retten til at kræve noget, jeg allerede ejer og ikke vil have, tilbage fra et menneske, der kender dig.”
”Den forelskede ven”, s. 10.

Caroline Albertine Minor er født i 1988 og vokset op i København. Allerede som barn begyndte hun at skrive – især om marmor, roser, fjer og diamanter. Da Helle Helle kom på besøg på hendes gymnasium, Rysensteen, gik det op for hende, at man rent faktisk kan blive forfatter, og en drøm begyndte at tage form.

Ligesom hovedpersonen i sin debutroman ”Pura vida” rejste Caroline Albertine Minor efter gymnasiet til Paris, gik på sprogkursus på Sorbonne og levede af indtjeningen fra en række småjobs. Endnu et sabbatår fulgte, hvorefter hun startede på Film- og Medievidenskab i 2009. Universitetet blev dog en kort fornøjelse i denne omgang, for Caroline Albertine Minor interesserede sig alene for manuskripterne og ikke for hverken film, serier eller medier. Hun droppede ud og begyndte i stedet på den private skriveskole Hemingway, og derfra søgte hun ind på Forfatterskolen.

Samme år som hun dimitterede fra Forfatterskolen, fik Minor i 2013 – som den første fra sin årgang – udgivet en bog, nemlig debutromanen ”Pura vida”. Opfølgeren kom i 2017 med novellesamlingen ”Velsignelser”. I mellemtiden var hun blevet mor. Barnets far var kort efter fødslen ude for et trafikuheld, blev lagt i koma og vågnede op med hukommelsestab. Midt i ”Velsignelser” er der en autofiktiv novelle, der beskriver chokket og sorgen over ikke længere at kunne elske den overlevende, fordi hjerneskaden har ændret ham.

Nogle år efter bruddet med sønnens far blev Caroline Albertine Minor gift igen og fik en datter, men heller ikke dette forhold holdt, hvilket er et spor i digtsamlingen “Nivå Bugt Strandenge” fra 2024. Her lyder det blandt andet om det: “Som kridtstregerne i Dogville: dette er en kirke, dette er et fængsel. Dette er kærlighed. Dette er ikke vold. Jeg skal lære at tåle den, nyde den og rejse mig fra den med det samme. Lade mig fornedre og derpå genføde som moren til hans barn, duelig og velorganiseret.” (”Nivå Bugt Strandenge”, s. 25).

I dag bor Caroline Albertine Minor i en lejlighed på Nørrebro og skriver, når hendes børn er hos deres fædre. Hun har senest udgivet romanen “Den forelskede ven” i 2026.