Genrer og tematikker

Amalie Laulund Trudsøs første udgivelse defineres delvist genremæssigt på bogens omslag med betegnelsen: Københavnertekster. ”Koordinater” bliver på den måde fra forlagets side formidlet som en samling af kortprosatekster – altså korte og komprimerede prosatekster, der fremstiller øjebliksbilleder snarere end fortløbende begivenhedsrækker. Med bogens udpræget poetiske sprog, der hele vejen igennem er spækket med sproglige virkemidler som metaforer, bogstavrim, rytme og gentagelser, nærmer de små tekster sig imidlertid ofte prosadigtet, der uden rim og faste strofer behandler sit emne i en kort lyrisk form. Fordi teksterne i ”Koordinater” samtidig kan læses i forlængelse af hinanden som en række af fragmenter, der hænger sammen som et opbrudt men dog kronologisk hele, får bogen i sin helhed desuden en snert af romangenren.

Det fragmentariske greb går igen i Trudsøs romaner, hvor hun med sceniske nedslag frem for en sammenhængende fortælling skaber kronologi både i fortællingen om den unge piges sommerferier ved Sejerøbugten i ”Sommerhus” og i Signes livshistorie i ”Kunstnerhjem”. Noget andet, der går igen i forfatterskabet, er stedets betydning, dels som noget identitetsskabende, dels som en del af erindringen, hvor minder altid vil være farvet af det sted, de har udspillet sig. At finde et hjem og finde hjem er en tematik, der går igen i Trudsøs forfatterskab. Hendes bøger kredser om en søgen efter forankring i verden og selvet gennem kærlighed, der dog sjældent tilbyder utvetydige, enkle svar.  

Forfatterskabets helt store tematik er alt det, der knytter sig til kvindelivet. Trudsø skriver især om en kvindelig erfaring med overgange fra barn til ung og fra ung til voksen kvinde, og om alt, hvad der hører med af kropslige forandringer, fødsler, usikkerheder og uretfærdighed. 

Om at skrive om kvindeliv efter me too-bevægelsen siger Trudsø i forbindelse med sin tredje roman: ”jeg synes, at det stiller meget af den uretfærdighed, som kvinder har oplevet gennem tiden, i et skarpere lys,” (Christian Kloch Larsen: Slår rødder i Gjessø: Københavner-forfatter har taget det store spring. Midtjyllandsavis, 2025–04–01).