Khaled Hosseini

Khaled Hosseini blev født den 4. marts 1965 i Kabul som den første i en børneflok på fem. Hans far var diplomat og arbejdede for det afghanske udenrigsministerium, og hans mor underviste i farsi og historie på en pigeskole i Kabul. Om sin barndom fortæller Khaled Hosseini, at han var meget optaget af persisk poesi og også af persiske oversættelser af blandt andet “Alice i eventyrland”.

Da Khaled Hosseini var 11 år, blev hans far forflyttet til Paris i Frankrig af det afghanske udenrigsministerium. I 1980 var familien klar til at vende tilbage til Kabul i Afghanistan, men på det tidspunkt havde der været et blodigt kommunistisk kup i landet, der var invaderet af den sovjetiske hær. Derfor søgte Hosseinis familie videre mod vest, nemlig til USA, og i 1980 fik de asyl i San Jose i Californien.

Khaled Hosseini begyndte på en amerikansk skole, og i 1984 graduerede han fra Independence High School i San Jose, hvorefter han læste biologi på Santa Clara University. I 1988 blev han bachelor i biologi, og året efter begyndte han på medicinstudiet på University of California i San Diego, som han afsluttede i 1993.

Fra 1996 og frem til 2004 arbejdede Khaled Hosseini fuld tid som læge, men fra 2001 begyndte han at skrive. Han siger: “Jeg begyndte dagen med det bedste, jeg ved – at skrive. Jeg skrev fra kl. 4:30 til kl. 8 og tog derefter på arbejde. Fem dage om ugen.” (Mette Thiem: En barndom i Kabul. Jyllands-Posten, 2004-04-19).

“Drageløberen” udkom i 2003 og blev en stor succes, og fra 2004 kunne Hosseini fuldt ud dedikere sig til forfattergerningen, hvilket var en stor lettelse for ham. Han sammenligner således lægearbejdet med et arrangeret ægteskab. Siden har han suppleret med to verdensomspændende bestsellere, nemlig “Under en strålende sol” fra 2007 og “Og bjergene gav genlyd” fra 2013.

Khaled Hosseini lever i dag i det nordlige Californien med sin kone Roya og deres to børn. Han er dog stadig engageret i sit hjemland, hvilket også er tydeligt i hans romaner. Han er goodwill ambassadør for UNHCR og har endvidere startet en fond - Khaled Hosseini Foundation - som yder humanitær hjælp i Afghanistan.

Khaled Hosseini debuterede i 2003 med romanen “The Kite Runner” (“Drageløberen”, 2004). Fortælleren er afghaneren Amir, født i Kabul i 1963 og opvokset som eneste barn af en enkemand, eftersom Amirs mor, Sofia Akrami, døde i barselsengen. Faren er særdeles geskæftig og vellidt i hele byen, og imens faren arbejder, leger Amir med Hassan, der er søn af farens tjener Ali. De to drenge har meget forskellige vilkår. Amir er pashtun og Hassan hazara, to etniske stammer med vidt forskellig historie – pashtunerne som konger og hazarerne som tjenere. En forskel der ligeledes manifesterer sig i børnenes relation, hvor Amir altid er den stærke.

Da Sovjetregimet besætter landet, og drageflyvningen i gaderne bliver erstattet af skudsalver, flygter Amir med sin far til USA. Det er i 1981, og de to må nu etablere sig i Fremont i Californien. Her skildres den ældres besvær med at tilpasse sig de nye normer og den unges muligheder for at udfolde sine evner.

25133862

Amir får sin grunduddannelse og fortsætter på en art forfatterskole. Han forelsker sig i en smuk ung afghansk kvinde med en tvivlsom fortid, og da faren med hastige fjed nærmer sig døden, beder han på Amirs vegne om Sorayas hånd. De to lever i et lykkeligt ægteskab. Amir bliver forfatter og Soraya lærer, men en dag bliver Amir hjemsøgt af fortiden og må vende tilbage til Afghanistan for at løse nogle af de knuder, som eksisterer i ham.

At læse “Drageløberen” er som at blive flået i, simpelthen. Der eksisterer en sensibilitet så gennemtrængende i såvel fortællingen som sproget, at man uvægerligt bliver revet med og ind i de rifter og sår, der eksisterer i Afghanistan; mellem de etniske grupper i landet, mellem Amir og hans far, mellem Amir og Hassan og i Amir selv. Igennem især Amir, men også Amirs far, undersøger romanen fortrydelsen, og hvordan mennesker kan tackle fortrydelse. Amirs far tackler sin ved at sætte velgørenhed i højsædet og stille utroligt store krav til sig selv og sine omgivelser. Amir tackler i første omgang sin fortrydelse ved at fortrænge sine gerninger, men de trænger sig på, og efterhånden indser han, at han må konfrontere dem – eller i virkeligheden må han mest af alt konfrontere sig selv.

Romanen “A Thousand Splendid Suns” fra 2007 (“Under en strålende sol”, 2007) følger to kvinders liv og skæbner. Mariam fødes i 1959 som uægte barn af tjenestepigen Nana og husets rige herre, Jalil. Jalil har allerede tre koner, og derfor bliver Nana og Mariam placeret i en lille hytte uden for Herat, hvor hun vokser op i fattigdom.

Laila bliver født i 1978. Hun vokser op i Kabul hos en familie, der elsker hende, og med sin bedste ven og store kærlighed, Tariq, som nabo. Hendes barndom er fuld af frihed, lige til hendes to brødre dør i de Afghanske bjerge i kampen mod russerne.

Mariams og Lailas liv vikler sig ind i hinanden i efteråret 1992. På det tidspunkt er Afghanistan erobret af muslimske frihedskæmpere - mujahedinerne -, som har smidt russerne på porten. Af nød har de begge giftet sig med den samme mand, og i første omgang opfatter de hinanden som konkurrenter. Men efterhånden finder de to kvinder sammen i kampen for og drømmen om frihed.

26750288

“Under en strålende sol” er en velskrevet og rørende poetisk fortælling om kvindernes liv i Afghanistan i sidste halvdel af det 20. århundrede. Som læser bevidner man overgangen fra russisk besættelse i 1980’erne over mujahedinernes overtag i 1992 og til talibanernes magtovertagelse i 1996. Det giver et indtryk af de forandringer, samfundet undergår i de stadig tiltagende restriktioner: Så skal kvinder bære burka, så må de ikke gå på gaden uden en mandlig ledsager, så må de ikke gå i skole, og så er der end ikke et hospital, der behandler kvinder.

For Mariam er både livet på landet og i byen præget af undertrykkelse, og hun oplever alene frihedens sødme i selskab med Laila. Laila til gengæld er vokset op i frihed, og hun lader sig ikke så let kue, men gør oprør og slår igen, så godt hun kan, og til sidst kommer hendes kraft hende da også til gode. På den vis bliver romanen en positiv pegen fremad mod muligheden for et nyt og bedre Afghanistan.

Som i “Drageløberen” er fortrydelse et centralt emne. Her er det især Mariam og hendes far, der konfronteres med handlinger, de fortryder, og det er først sidst i romanen, at Mariam igennem en opofrende handling kan sone sig med sit svigt.

“Og burkaen, opdagede hun til sin overraskelse, var faktisk rar at have på. Den var som et envejsspejl. Bag nettet var hun betragteren og beskyttet mod fremmede menneskers nyfigne blikke.

I 2013 udkom Khaled Hosseinis roman “And the Mountains Echoed” (“Og bjergene gav genlyd”, 2013). Den følger en afghansk families historie fra midten af det 20. århundrede og frem til i dag – med alle dens forgreninger i form af venner, arbejdsgivere, adoptivforældre og så videre. Et af romanens centrale omdrejningspunkter er de to søskende Pari og Abdullah, der vokser op i den fiktive afghanske landsby Shadbagh. Under Paris fødsel dør moderen, og Abdullah påtager sig rollen som den primære omsorgsperson for Pari i de første fire år af hendes liv. Men da en ny kvinde erstatter deres mor, og en streng vinter truer med at stjæle børnenes liv, bliver Pari solgt til en rig familie i Kabul, og Abdullah og Pari bliver adskilt. En adskillelse, der kommer til at definere såvel Pari og Abdullah som deres omgivelser for resten af deres liv.

29974861

Romanens helt centrale tema er identitet, og hvordan man kan skabe en sammenhængende fortælling om sig selv. Dette tema træder ikke mindst stærkt frem i forhold til Pari, der hele sit liv føler et udefinerbart savn. Som om hun ikke passer fuldt og helt ind i den fortælling, hun er blevet sat i. Først sent i sit liv får hun mulighed for at kende sandheden og dermed forsone sig med sin livshistorie. Omvendt lever hendes bror Abdullah hele livet med den smertefulde erindring af at blive splittet fra sin søster, og derfor stiller han store krav til sin kone og ikke mindst datter om nærhed og tryghed. På den måde kommer hukommelsen – og manglen på samme – til at forme de to søskendes bevidsthed og syn på tilværelsen.

Et andet centralt tema er skyld. For hvordan kan man leve videre med sig selv vel vidende, at man har taget en andens liv – i konkret forstand ved at slå ihjel eller i mere overført betydning ved eksempelvis at fjerne et barn fra sin familie og derefter slette hendes erindring af den. Forfatteren fremstiller dog ikke skyld som noget, man bør dømme hinanden med, men nærmere som et livsvilkår. Alle karaktererne kommer ud for at gøre deres nærmeste ondt, og de har større eller mindre held at tage skylden på sig og tage ansvar for deres gerninger - og for hinanden.

Khaled Hosseini skriver rørende og poetiske romaner, der er dybt rodfæstet i de historiske omvæltninger, Afghanistan har undergået sidst i det 20. og først i det 21. århundrede.

“Drageløberen” tager fat i perioden før den sovjetiske besættelse af Afghanistan, lader hovedkarakteren flygte, da russerne raserer landet, og lader ham vende tilbage, da Taliban sidder tungt på magten. På den måde giver romanen et indblik i den dramatiske udvikling, landet har undergået, og hvor det menneskefjendtlige er stadig mere centralt. Samtidig undersøger romanen faderskabet, og hvordan fædre er med til at forme og definere deres børns fremtid.

I “Under en strålende sol” er det især kvindernes vilkår, der tematiseres. Det er den stadig tiltagende undertrykkelse, først under mujahedinernes styre fra 1989, og dernæst under Taliban fra deres magtovertagelse i 1996. På sanselig vis skildres krigen og dens vilkår. Hvordan krigen udsulter landet og dets mennesker ved at legitimere stadig større undertrykkelse af alt, der er menneskeligt, og især af kvinder.

Men Hosseini er ikke blot en skarp formidler af de historiske og politiske omvæltninger i Afghanistan. Han er ligeledes i stand til at skrive sig ind i den enkeltes historie og vise, hvordan de etniske skel i landet trækker spor ind i den enkeltes forhold til sine nærmeste, som i Amirs forhold til Hassan i “Drageløberen. Han viser, hvordan æresbegrebet kan betyde, at en far ikke kan stå ved sit barn, som i “Drageløberen”, hvor Amirs far har et kapitel i sit liv, han må afskrive, og som netop derfor trækker spor i forholdet mellem far og søn. Og som i “Under en strålende sol”, hvor Miriam er født uden for ægteskabet og derfor aldrig bliver accepteret af forældrene. I det hele taget har Hosseini et skarpt blik for, hvordan hemmeligheder kan lægge sig mellem folk og skabe distance. Dette emne er igen centralt i “Og bjergene gav genlyd”. Her er krigene og konflikterne i Afghanistan kun et baggrundstæppe for fortællingen, mens de menneskelige relationer træder endnu mere tydeligt frem. Familien spiller en ganske central rolle i romanen, hvor ikke mindst hemmeligholdelsen af Paris identitet bliver et smertenspunkt i hendes liv.

Khaled Hosseini skriver sig med sine tre romaner ind i verdenslitteraturen, for det er de store temaer som identitet, kærlighed, ære, skyld, frygt og tilgivelse, der tematiseres, og som spinder sig ind i såvel historiske og politiske som menneskeligt psykologiske fortællinger.

Man kan sige, at Hosseini er for Afghanistan, hvad Salman Rushdie er for Indien – eller måske nærmere hvad Rushdie betyder for vestens indblik i indernes liv. Begge forfattere tematiserer den store historie igennem den lille, altså de respektive landes historie igennem individernes vilkår. Begge er eksilforfattere og begge har de en stærk poetisk åre, men hvor Rushdies pens poetiske åre er parret med aggressivitet og vilterhed, er Hosseinis mere florlet og porøs.

“Drageløberen” kan minde om Wally Lambs “I Know This Much Is True” på den vis, at de begge tematiserer en kærlighed mellem brødre fuld af udfordringer, og også fortrydelse og forholdet til en dominerende far er gennemgående emner i begge værker.

Har læsningen af Hosseinis romaner inspireret til et yderligere dyk i Afghanistans historie kan det anbefales at læse “West of Kabul, East of New York” af Tamim Ansary. Via et gennemgående fokus på landets lyde, dufte og smage giver Ansary et fredeligt og måske nok lidt poleret billede af Afghanistan før besættelse og krig.

Hvis man er interesseret i, hvad der har inspireret Khaled Hosseini, kan man blandt andet give sig i kast med John Steinbecks “Vredens druer”. Hosseini fortæller, at han læste den i 1983, da han havde opholdt sig i USA i tre år, og at det var den første roman, han læste, hvor han for alvor havde det engelske sprog under huden. Han siger: “Af en eller anden grund identificerede jeg mig med de arbejdsløse landbrugsmedhjælpere i romanen. Jeg tænker, at de på en måde mindede mig om mit eget lands traumatiserede folk. Og sørme så, da jeg tog tilbage til Afghanistan i 2003, mødte jeg mennesker med en enorm stolthed og værdighed under meget dystre betingelser; jeg tænker, jeg mødte flere udgaver af Ma og Tom Joads i Kabul.” (Mike Segretto: “Meet the Writers: Khaled Hosseini”. www.barnesandnobels.com).