Der er indlysende ligheder mellem Jens Henrik Jensen og den danske thrillerforfatter Leif Davidsen: den journalistiske baggrund, den politiske fascination og det solide håndelag. Arne Mariager fra Vejle Amts Folkeblad laver følgende kobling til de store udenlandske krimiforfattere: “Der er en snert af Sjöwall og Wahlöö. Der er et drys Frederic Forsyth og en knivspids Mankell over fortællerteknikken. Men det er måske denne højenergiblanding, der udgør Jensen.”
Også norske Jo Nesbø og hans serie om Harry Hole, en politimand, der er lige så forsumpet og utilpasset som Kazanski og lige så stridbar som Nina Portland, springer i tankerne. Nogle anmeldere har endog sammenlignet Nina Portland-figuren med heltinderne i femikrimi-genren anført af forfattere som svenske Liza Marklund.
I Berlingske har Merete Reinholdt sammenlignet Jens Henrik Jensens Niels Oxen med Jesper Steins politimand Axel Steen: ”Hovedpersonerne i henholdsvis Jens Henrik Jensen og Jesper Steins serier hører til den slags sårbare macho-mænd, som man både må holde af, holde med og holde ud. De er antihelte på en særlig jordnær, nordisk måde, hvor følelser og fandenivoldskhed går op i en højere enhed, og så er de spændingsfyldte omdrejningspunkter for dramatiske begivenheder, hvor de litterære plots og virkelighedens verden er viklet ind i hinanden på begavet, underholdende og udfordrende facon.” (Merete Reinholdt: De ligner hinanden og måske også lidt et par klichéer, og så er de alligevel hver især sig selv og af en helt særlig krimilitterær karakter. Berlingske, 2018-10-27).
Jens Henrik Jensen er ikke alene om at sætte fokus på hjemvendte soldater, der svigtes af systemet. Det er også et tema, Michael Katz Krefeld har taget op i sin serie om privatdetektiven Thomas ’Ravn’ Ravnsholdt. Og Jens Henrik Jensen har det tilfælles med forfatterkolleger som Steffen Jacobsen og Thomas Rathsack, at de alle har en hovedperson, der har en baggrund som jægersoldat.
Hvor Jeanette Varberg og Jens Henrik Jensens fælles udgivelse ”Blodspor” i deres ”Frænde”-serie foregår i 800-tallet i dansk vikingetid, har Kristian Bang Foss henlagt den lige så dramatiske handling i sin ”Manden der bar solen” (2023) til dansk bronzealder. Begge værker skildrer historisk tid med religiøse ritualer og hverdagskultur og giver samtidig en oplevelse af, at det at være menneske har været nogenlunde det samme til alle tider.