Efter ”Ulvene fra evighedens skov” (2022), ”Det tredje rige” (2023) og ”Natskolen” (2024) udkom ”Arendal” i 2024 (”Arendal”, 2025) som femte bind i Karl Ove Knausgårds Morgenstjernen-serie. Heri møder vi den 36-årige ingeniør Syvert Løyning, da han en bidende kold vinteraften i 1976 er på vej hjem fra forretningsrejse i Kongsberg. Lidt uden for Arendal bryder hans bil sammen, og han overvejer, om han skal overnatte hos sin mor, der bor i Arendal, men indlogerer sig på hotel. Han går ud i byen for at få sig lidt mad og en øl, og de fleste han møder, har noget mystisk eller drømmeagtigt over sig. Han støder på barndomskammeraten Bodil, hvis bror Lars netop er død af kræft, og det dødsfald ansporer Syvert til at leve sit liv nu. Syvert ser syner og ser ind i fremtiden, lige indtil han besvimer på en bar.
141396706
Senere på natten kører han ud på den tykke havis i sin lånte mekanikerbil og oplever at være i kontakt med verdensrummet og døden. Han kører hen til et bål foran kirken og bliver inviteret ind til et spiritistmøde, hvor menigheden påkalder deres døde. Tilbage på hotelværelset finder han breve frem fra en aflåst lomme i sin taske. De er fra hans elskede Asja, der bor i Sovjet med sin søn, og som han gennem flere år har haft en hemmelig relation til. Han har netop afsluttet relationen for at hellige sig sin kone Evelyn og deres sønner, men han drages i tvivl, om han skal følge sit hjerte og tage hende tilbage. I det hele taget har Syvert mange overvejelser over følelsernes væsen og rang i et menneskeliv – hvor meget skal de fylde i forhold til fornuften?
Denne aften og nat fylder romanens første halvdel, hvorefter Syvert vender hjem til sin lille familie, og perspektivet er hverdag og parforhold, løgn og alkoholisme. Alle spændingerne kulminerer en lørdag aften med middagsgæster, hvor Syvert i sin kæmpebrandert får fortalt sine sandheder.
På det ydre plan sker der ikke alverden i ”Arendal”. Men inde i Syvert Løyning, som læsere af ”Ulvene i evighedens skov” vil kende den videre skæbne på, sker der decideret alverden: han sanser kulden og mørket, han filosoferer over livet og døden, over følelser og fornuft, han vikler sig ind og ud af virkeligheden og møder de døde, ser syner og er til stede i en tiltagende uhyggelig og utryg verden. Knausgård skriver nærværende om geografiske steder og rum, og han skriver sobert om alkoholisme og en mand i tiltagende opløsning.