Sommerhus

Citat
”Min krop er begyndt at forandre sig. Jeg opdager det rigtigt, da jeg skal have min badedragt fra sidste år på og pludselig ikke kan være i den for nye former, uvante bløde buler, der rager ud og gør sig til og føles forkerte under det stramme badedragtstof.”
”Sommerhus”, s. 178.

Uendelige dage, brændende sand og bål. Spande, skovle og en sandborg. Jegfortælleren i Amalie Laulund Trudsøs anden bog, ”Sommerhus” fra 2016, deler ud af sine ferieoplevelser i familiens sommerhus ved Sejerøbugten. Hun fortæller om sommerlandets venskaber, der hvert år skal genfindes og forhandles på ny, om barnets spirende seksualitet, der udvikles legende, men som føles skamfuld i voksnes nærvær og om op- og nedture i familiens feriesamvær.

52208491

Vi følger i romanen en pige over flere somre uden at vide præcist, hvornår de forskellige scener udspiller sig. At tiden bevæger sig fremad, kan især aflæses i pigens fysiske udvikling, hvor kroppen forandrer sig fra barnets kantede krop til teenagerens mere kurvede krop. Jegfortælleren overraskes selv af denne udvikling, og skammen indfinder sig sammen med bevidstheden: ”Min mor siger, at jeg er blevet for gammel til at rende rundt uden tøj på i offentligheden (...). En mærkelig følelse af skam går gennem mig ved hendes ord,” (s. 117).

Ved på den måde at ophæve det tidsspecifikke i fortællingens komposition mimer romanens form ferietiden, der kan opleves som en mere udflydende, uendelig tid end hverdagens. Som i Trudsøs debut har stedet en særlig plads i handlingen. Indimellem de mange, enkeltstående sommerfortællinger står korte, faktuelle beskrivelser af konkrete steder: Ordrup Næs, Nekselø, Sejerø, Hyrehøj, Vejrhøj, Sjællands Odde, Sanddobberne, Knarbos Klint, Orehøj. Stederne bliver en slags forankring for jegfortælleren, og i modsætning til tiden kan stederne fastholdes i erindringen.

Trudsøs sprog er sanseligt og malerisk, og som læser mærker vi sommerens magiske tidsløshed. Vi mærker også skammen, forvirringen og trangen til løsrivelse. Venskab, retten til egen krop og besværlig søskendekærlighed er ligeledes væsentlige temaer i ”Sommerhus”. Romanen er en realistisk jeg-fortælling, men til trods for en tydelig hovedperson er den ikke et psykologisk portræt. Den er snarere en undersøgelse af ferietid, erindring og barnets løsrivelse fra moren i overgangen til teenager.