Frænde - Blodspor

Citat
”Første dag hos os er Sunnadagr. Det betyder solens dag. Sol er en af vores gudinder. Næste dag er Mánadagr, månens dag. Den tredje dag heder Tysdagr og er opkaldt efter Tyr, vores krigsgud. Fjerde dag er Óðinsdagr, opkaldt efter Odin, som er den øverste af alle guder. Femte dag Þórsdagr, opkaldt efter Thor, søn af Odin og krigsguden, der råder over vejret og hersker over lyn og torden. Sjette dag hedder Frjádagr og er opkaldt efter Frigg, der var Odins hustru.”
”Frænde – Blodspor”, s. 267.

I 2025 udgav Jens Henrik Jensen vikingethrilleren ”Blodspor”, der er første bind i serien ”Frænde”. Den er skrevet sammen med vikingetidsekspert Jeanette Varberg, og kombinationen af hans thrillererfaring og hendes historiske viden giver en plotdrevet roman fuld af detaljer om kultur og levevis i Danmark i 800-tallet.

Efter en kort prolog fra Al-Andalus i 860, hvor lægen Faysa bliver taget til fange af krigeriske nordboere, er vi i kongehallen i Lejre i 862. Her gør kong Horik Barnet sig klar til den store blótfest, der finder sted hvert niende år for at ære guderne, og hvor han skal skære halsen over på 99 mennesker for at bevise, at han stadig er Odins udvalgte. Faysa er under navnet Svarta blevet træl i kongegården som svinepasser.

140590703

Hundredvis af vigtige mennesker – inklusiv biskop Ansgar fra Bremen, der forsøger at give den kristne kirke fodfæste i nordisk gudeland – er kommet, og skjalden Gunhild Ildtunge samler mod til sin optræden foran kongen og hele festen. Hun skal synge og spille lyre, men først opsøger hun sin bror Eskild, som hun er nært knyttet til. Inden aftenen er omme, er jarlssønnen Torsten slået ihjel, og alle pile peger på Eskild, der vågner op ved siden af sin egen blodige kniv og et vinglas fuld af blod. Gunhild ved, at hendes bror ikke er skyldig, så med Faysas hjælp får hun overbevist kongen om at udsætte retssagen. De får ni dage til at bevise Eskilds uskyld, og det umage par sætter afsted ud i det vinterkolde land. Læseren ved fra begyndelsen, hvem der har bestilt og udført mordet, så spændingen består i at følge Gunhild og Faysas jagt på morderen. Efter sig har de fire sortklædte ryttere, der vil sætte Gunhild og Faysa ud af spillet. I effektive krydsklip følger vi på skift morderen, Gunhild og Faysa, de fire ryttere og den drukfældige biskop Günther i Köln, der drømmer om at få bispedømmet Bremen tilbage. Han har en finger med i spillet om både vold og magt.

Faysa og Gunhild rejser en blæsende sejltur over Storebælt, omkring Odinsvi (Odense), over Lillebælt, til Limfjorden og til Aros (Aarhus) og retur gennem Kanhavekanalen på Samsø, og teksten er fuld af præcise beskrivelser af måltider, sædvaner, tro, klædedragter, ritualer, ild osv., som til sammen giver et nuanceret og vidende blik ind i dansk vikingetid.