Med ”Kastanjemanden” fra 2018 debuterede Søren Sveistrup som romanforfatter, og han modtog Det Danske Kriminalakademis debutantpris for bogen.
Krimien åbner med et tilbageblik til oktober 1989, hvor en politimand er kaldt ud til en gård. Opgaven er at formane gårdejeren om at holde bedre styr på sine svin, så betjenten er ikke alarmeret, da han nærmer sig stuehuset. I stedet for gårdejeren finder han i huset to teenagere, der er blevet skuddræbt, og en død kvinde i et badekar. Hendes ene arm og et ben er skilt fra torsoen. Betjenten finder også to børn, der har overlevet massakren, og en absurd mængde kastanjedyr.
54167369
Derefter hopper handlingen til nutiden, hvor en 37-årig kvinde findes dræbt på en legeplads i Husum. Inden sin død er hun blev maltrakteret, og hun mangler højre hånd. Ved liget finder politiet en kastanjemand. Snart er endnu en kvinde dræbt. Og endnu en kastanjemand placeret ved liget. Hvem er det, der er i gang med at bygge en grotesk kastanjemand ud af kropsdele fra de kvinder, der er dræbt i og omkring København?
Det svar leder efterforskerne Naia Thulin og Mark Hess desperat efter, inden gerningsmanden slår til igen. Ufrivilligt bliver de makkere på sagen. Efter fem år hos Europol i Haag er Hess beordret hjem til Københavns Politi, fordi han har kvajet sig, og utålmodigt venter han på at vende tilbage til livet som flyvende efterforsker i Europa. Thulin, der bor alene med sin datter Le, ønsker derimod at blive overflyttet til en anden afdeling. Ingen af dem er begejstrede for at skulle samarbejde.
Hurtigt trækker sagen spor til en drabsmand, der er i fængsel og dømt for at have dræbt socialminister Rosa Hartungs 12-årige datter et år tidligere. Datterens lig er aldrig blevet fundet. Ægteparret Hartungs sorg og savn efter datteren fylder en del i romanen, der udover sorg også griber fat i temaer som hævn og tilgivelse. Der er også et politisk spor i krimien. Helt centralt i bogen er dysfunktionelle familier, børns velfærd og traumer. Bogen er bygget op af korte, intense kapitler med skiftende synsvinkler fra et stort persongalleri, og tonen er dyster og rå som det oktobermørke, der danner rammen om historien.