Frænde - Blodspor

Citat
”Vikingerne havde aldrig helt forstået princippet om at vende den anden kind til, hvilket hun sagtens kunne forstå. For i en verden som hendes, så skulle man kunne forsvare sig og dermed hævde sin plads blandt Midgårds slægter. Det var utilgiveligt at give op, for så ærede man ikke de gamle skikke, og dermed var man selv ude om de bank, man fik.”
”Frænde – Blodspor”, s. 51.

Den historiske spændingsroman ”Frænde – Blodspor” fra 2025 er skrevet i et samarbejde mellem Jeanette Varberg og journalist og forfatter Jens Henrik Jensen. Den er første bind i en thrillerserie, og fortællingen foregår over få uger i år 862 i vikingernes højborg i Lejre. Hovedpersonen er den unge skjald Gunhild Ildtunge, som skal synge og spille til en stor offerfest i kongens hal, men den store blót tager en dramatisk drejning, da en jarlsøn findes dræbt efter nattens udskejelser. Alle pile peger på, at det er Gunhilds elskede bror Eskild, der er gerningsmanden.

140590703

Centralt i romanen er et umage partnerskab mellem Gunhild Ildtunge og Faysal, der er en slave fra Andalus. De to får ni dage til at bevise Eskilds uskyld og må på en hæsblæsende hestefærd på tværs af fortidens Danmark for at opspore den skyldige – med fire sortklædte ryttere i hælene. Igennem deres spirende venskab og meget forskellige syn på verden får læseren åbnet op for deres respektive verdener og bliver klogere både på livet på den Iberiske Halvø og i Danmark. Samtidig giver det et indblik i, hvordan livet var for både høj og lav i vikingernes Danmark.

Romanen tematiserer først og fremmest Vikingetiden og vikingernes skikke og brug, hvor hårdhed og våbenførhed var afgørende for overlevelse – også for en ung kvindelig skjald som Gunhild. Den giver et indblik i, hvordan magten var centreret i datidens Danmark omkring de større byer som Lejre og Aros, og hvor let et magtcentrum kunne tippe – for eksempel på grund af et mord. Forholdet mellem vikingerne og de kristne er også et gennemgående tema. I romanens periferi følger vi den kristne munk Ansgar, der forsøger at gøre danerne kristne, og biskoppen i Køln, der ønsker at fravriste Ansgar bispesædet i Bremen. I det hele taget er der mange karakterer i romanen, der ikke har rent mel i posen, og der er intriger på kryds og tværs mellem høj og lav, kristen og viking.

Romanen er skrevet i et let og ligefremt sprog. Den er formidlet med spændingsromanens drive, og samtidig er fortællingen krydret med viden om et af de mest fascinerende kapitler i Danmarks historie, nemlig Vikingetiden.