I essayet ”Klimaet og kunstneren” fra 2022 undersøger Charlotte Weitze med udgangspunkt i sit eget liv, hvordan vi i mødet med kunsten kan forholde os til de globale klimaforandringer.
I starten af essayet er Weitze i 2003 med sin mand i London for at se Olafur Eliassons ”The weather project”, hvor en kæmpe sol oplyser kunstmuseet Tate Modern, og de oplever performancekunstneren David Blaine, som isoleret i en plastikkasse hængende fra en krog sulter sig som del af værket ”Above the Below”.
Herefter følger tilbageblik på forfatterens opvækst, herunder en skildring af en både fortryllet og faretruende natur i Rudolf Steiner-børnehaven og den skræmmende oplevelse af fare efter ulykken på kernekraftværket i Tjernobyl i 1986. Essayet kommer også omkring ægtemandens kræftforløb, parrets beslutning om at stifte familie, modtagelsen af foruroligende klimarapporter, familiens deltagelse i demonstrationer og deres forsøg på at lave deres eget CO2-regnskab samt Weitzes oplevelse af at tabe håret af stress i forbindelse med skabelse af romanen ”Den afskyelige”.
134323817
Derudover reflekteres der over, hvilken indflydelse værker fra kunstens verden har haft på forfatterens tanker om menneskets forhold til naturen og de menneskeskabte ændringer i klimaet. Weitze kommer bl.a. ind på værker af forfatterne Inger Christensen og Franz Kafka, kunstnerne Jens Galschiøt og Kirsten Justesen og heksen Dannie Druehyld. Det hele kobles sammen med refleksioner over det personlige ansvar i forhold til eget CO2-aftryk, kunsten som et rum, der kan skabe nye tanker om klodens planetariske krise, og en metarefleksion over Weitzes egen forfattergerning, hvor hun har tilstræbt ”at genfortrylle naturen. Jeg lader mennesker indgå i kropslige og åndelige symbioser med dyr og planter.” (s. 24). Forfatterskabets eventyrverden kobles sammen med den aktuelle dagsorden: ”Med klimakrisen betragtes verden med nye øjne. Det, vi troede kun kunne ske i eventyr og gyserfortællinger eller inde i børnehavens mørke nøddekrat, begynder at ske i virkeligheden.” (s. 49).
Det personlige værk er fuld af levende beskrivelser af kunstoplevelser og alvorstunge overvejelser om forfatterens egen klimarejse, litterære skabelsesproces og klimaangst. Med flere spørgsmål end svar sætter bogen fokus på klimakrisen og kunstens mulighed for at medvirke til ny indsigt.