Charlotte Weitze vendte i 2025 tilbage til skønlitteraturen med romanen ”Ulvemælk”, der både er en sci fi-fortælling, hvor en ulv fra fortiden spøger, og en fiktiv skildring af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen.
I bogens begyndelse befinder vi os i år 2040, hvor kvinden Inga er flyttet ind i sin mormors hus i Tværmose med kæresten Alexander, der overvåger områdets ulvebestand. Stedet omkring huset er tilvokset med skov, og parret generes i nætterne omkring fuldmåne af underlige kradselyde. Inga var tidligere forfatter, inden den kunstige intelligens kaldet OS overtog fortællingerne. Den nye teknologi tilbyder mulighed for at komme helt tæt på naturen, som når Alexander med sin OS-handske kan røre ved ulvene, men medfører også en gennemgribende overvågning.
140009407
Herefter flyttes historien til folkemindesamleren Evald i henholdsvis år 1872 og 1906. Evald forsøger på sine ture hos de lokale at indsamle folkeviser og eventyr, så de kan blive bevaret til eftertiden. På en indsamlingstur i 1872 er Evald på besøg i det hus, som siden skal blive Ingas, og hører her den første del af eventyret ”Jomfruen og hunulven”. Den sidste del af fortællingen får han aldrig, hvilket piner ham.
Bogen igennem er synsvinklen hos skiftevis Inga og Evald. Den realistiske skildring af Evalds slidsomme tilværelse tilføjes nye lag i romanens slutning, hvor figuren Evald skifter ham til en form for varulv, der kan bevæge sig i forskellige tidsperioder. Og i den fremtidsvirkelighed, der er Ingas, går der netop rygter om, at en særlig ulv, som måske er Evalds spøgelse, er det væsen, som ved fuldmåne huserer omkring huset. Ulven som ledemotiv understreges også i bogens titel. Ulvemælk er en plante, hvis saft efter sigende skulle kunne helbrede savn.
Weitze skildrer i sin roman en fremtid, hvor klimaforandringerne bl.a. har gjort det nødvendigt at afvikle landbrugsproduktionen og plante skov i stedet. Bogen indeholder også en skildring af den betydning, teknologiske devices kan få i menneskers liv og deres forhold til naturen, sig selv og hinanden, og det kobles med fortidens nedskrevne folkeminder: ”Skriften kunne give adgang til en endnu uset verden. Og i min tid, kan man måske sige, er fortidens drømme, myter, sagn og eventyr ført videre i OS.” (s. 161).