Baggrund

Citat
”Kalenderen på væggen hvisker. Jeg tror, kalenderen hvisker. Eller er det vinden? Kalenderen, hvis det er den, der hvisker, siger noget i retning af daga og klukkustund, og jeg sværger på, at jeg hører det, selvom jeg ikke forstår det. Men man forventer selvfølgelig heller ikke, at en kalender i Island taler engelsk, vel?
Jeg har aldrig følt sådan her før, som om tiden er den eneste begivenhed, og jeg er her med den (…)
”Dag”, s. 224.

Michael Cunningham er født i 1952 i Cincinnati i staten Ohio i USA som søn af forældrene Don og Dorothy Cunningham, og han voksede op i det sydlige Californien. Efter sine studier i engelsk litteratur ved Stanford University tog Michael Cunningham en master i creative writing ved det anerkendte Iowa Writers’ Workshop. Mens han stadig læste ved Iowa Writers’ Workshop, fik han udgivet noveller i tidsskrifterne Atlantic Monthly og Paris Review, og i 1984 debuterede han med romanen ”Golden States”. Siden da har han udover en række filmmanuskripter udgivet romaner, hvoraf de fleste er oversat til dansk.

Sit internationale gennembrud fik han med den storsælgende roman ”The Hours”, der udkom i 1998 (”Timerne”, 2024) og er bygget op omkring den engelske forfatter Virginia Woolfs liv og særligt romanen ”Mrs. Dalloway”, der oprindeligt er udgivet i 1925. Om sit forhold til Woolf fortæller han i et interview med Information: ”Hun var den første store forfatter, jeg læste. Der var ingen bøger i mit barndomshjem, men da jeg var 15, var der en lidt ældre pige, som jeg beundrede højt, der gav mig Mrs Dalloway: ’Læs den og hold op med at være så åndssvag’! Det var en åbenbaring. Jeg forstod den overhovedet ikke, men jeg kunne fornemme romanens dybde og hendes sprog; Virginia Woolfs måde at skrive på mindede mig om Jimi Hendrix. Begge blev tiltrukket af kaos, begge var genier, der var i stand til at uddrage et mønster af kaos. Jeg mener stadig, at Virginia Woolf er litteraturens Jimi Hendrix.” (Karen Syberg: Det frydefulde farefulde liv. Information, 2000-08-31). ”The Hours” blev i 2002 filmatiseret af Stephen Daldry med Julianne Moore, Meryl Streep og Nicole Kidman i hovedrollerne, og Kidman modtog en Oscar for sin præstation i filmen, hvor hun spillede en martret Virginia Woolf.

I dag er Michael Cunningham professor i Creative Writing ved Yale University. Privat er han gift med psykoanalytiker Ken Corbett og bosat i Brooklyn i New York. Hver dag rejser han gennem New York for at arbejde i sit studio i bydelen Greenwich Village på Manhattan.