Tine Høeg

Tine Høeg er født i 1985 og opvokset i Albertslund med sin mor, far og lillebror. Hendes far er sproguddannet i engelsk og tysk, og moren er bibliotekar. 

Fortællinger og sprog var en central del af Tine Høegs opvækst. Hun var meget interesseret i litteratur, og moren fodrede den interesse ved at slæbe bøger med hjem fra arbejde. Der blev ofte læst højt i forstadshjemmet – næsten før datteren kunne forstå ordene. Især Astrid Lindgrens forfatterskab og i særdeleshed julehistorien ”Nissen” fra 1900, der indeholder smukke billeder og korte, klare tekststykker, tryllebandt Tine Høeg. 

Tine Høeg begyndte tidligt at skrive historier. Faktisk begyndte hun at digte fortællinger fra det øjeblik, hun begyndte at tale. I starten skrev forældrene historierne ned for hende; hun dikterede, hvad der skulle stå, og så tegnede hun til og klipsede sirligt papirerne sammen til boginspirerede hæfter. Det udviklede sig, og da Tine Høeg var 10-11 år, skrev hun selv sine børnebogsserier om uheldige familier, parforholdsforviklinger, firkantsdramaer i flere bind og gyseragtige noveller om bestialske mord. 

Igennem sin opvækst skrev Tine Høeg digte, noveller og sange. Da hun startede på universitetet, holdt hun nogle års pause. Den akademiske tilgang og det analytiske blik på litteraturen gjorde noget ved hendes egne udfoldelsesevner. Men hun fik gang i skriverierne igen hen imod slutningen af studiet og mødte andre studerende, som delte hendes passion, og hun fik trykt sine første digte og tekster i tidsskriftet Hvedekorn, som så mange håbefulde forfattere in spe før hende. 

Efter universitetet begyndte hun at arbejde som gymnasielærer, men forfatteren voksede indeni. Derfor sagde hun nej til pædagogikum og gik ned i tid, da debutromanen skulle skrives: ”Jeg har altid skrevet, men det har været ved siden af det, jeg ‘rigtig’ gjorde. Ved siden af at uddanne mig, ved siden af job. Pædagogikum føltes lidt som en fælde, der ville klappe,” siger Tine Høeg til Information (Ditte Damsgaard: Fremmedelement i kernefamilien. Information, 2016-12-02). 

Efter at Tine Høeg modtog Bogforums debutantpris 2017, sagde hun op på gymnasiet for at bruge alle sine kræfter på forfatterskabet, hvilket i 2020 udmøntede sig i romanen ”Tour de chambre”, siden ”Sult” i 2022 og senest “Ultramarin” i 2025.

I romanen “Ultramarin” fra 2025 udfolder Tine Høeg en svimlende fortælling om kunstneren Dagny: relativt nybagt mor og i fuld gang med at få sit arbejde og moderskab til at gå op i en højere enhed. Hun kører datteren Vita ind i vuggestuen, og med hjælp på hjemmefronten fra sin egen mor, giver hun sig i lag med det værk, hun skal skabe til museet Gaia - et værk, der skal spille sammen med et allerede eksisterende værk “Miroir” (fr. “spejl”) af den afdøde kunstner Valdis Grabner. Et overraskende møde hvirvler op i en lang række minder fra studietiden på Dansk. Fortiden og nutiden fletter sig sammen og Dagny kommer for alvor i gang med det kunstneriske arbejde.

141398164

Tine Høeg viderefører sin formmæssige tradition for at lade teksten optræde i meget forskelligartede brudstykker: Af og til flyder den som klassisk prosa, af og til kun en enkelt sætning på en hel side. Et greb, der tvinger læseren ind i en særegen rytme, og som bibringer værket en fornemmelse af poesi, selv om Ultramarin samlet set nok vil opfattes som en roman. I rum og tid befinder vi os i to hovedspor: Nutiden, hvor Vita, barsel, inspiration og Valdis Grabner er nøgleord, og fortiden - studietiden, 10-15 år tilbage - hvor nøgleordene blandt andet er nye venskaber og kærlighed, identitet og grænsesøgning. De to spor fletter sig sammen og deres synergi bliver en essentiel drivkraft for Dagnys vej tilbage til arbejdet. Synergien (og mangel på samme) mellem det kunstneriske arbejde og livet med et lille barn er et centralt tema, som gradvist, og mod slutningen accelererende, antager decideret magisk karakter. Teksten kontrasterer sig selv med sin minimalistiske fremtoning på siderne og sin maksimalistiske brug af farver og billeder - et element der falder helt naturligt, da Dagny jo er billedkunstner.

Det magiske i skabelsesprocessen har Høeg måske hentet fra sin egen erfaring, i hvert fald fortæller hun: “Skriften opstår et sted mellem det bevidste og det ubevidste, tror jeg. Jeg ved jo godt, at det er mig, der skriver, men det føles alligevel, som om der er et element af skriften, der ikke er mig. Eller som jeg ikke ved, hvor kommer fra.” (Interview på forlaget Gutkinds hjemmeside. 7. april 2022).