Homer

Det eneste, der med sikkerhed kan siges om Homer, er, at det er svært at sige noget med sikkerhed. For egentlig vides der meget lidt om, hvem eller hvad det græske digternavn Homer dækker over. Navnet bruges til at betegne den eller dem, der har skrevet to af de mest kendte litterære værker fra den græske oldtid: ”Iliaden” og ”Odysséen”. De to eposser regnes for de første værker i den europæiske litteraturhistorie. I oldtiden mente man, at det var Homer, der havde skrevet dem, men op gennem historien har det været diskuteret, hvem Homer var, og om han overhovedet var en konkret, historisk person. Det sidste forkastede den italienske historiker og filosof Giambattista Vico i 1730. Han mente i stedet, at navnet Homer dækkede over det græske folks historie, som den var blevet fortolket af deres skjalde, de såkaldte rapsoder.

Da ”Iliaden” og ”Odysséen” omhandler den trojanske krig i den græske bronzealder, har nogle påpeget, at Homer må have levet enten samtidig eller i perioden derefter. Men da man heller ikke kan datere krigen eksakt, er man nødsaget til også at tage det med forbehold. I dag mener de fleste, at Homers værker er skrevet i ca. 700 år f.Kr., at ”Iliaden” er nedskrevet først, og at ”Odysséen” er skrevet ca. 20-30 år efter, og dermed er den yngste af de to.

Det har hersket en forestilling om, at Homer var blind. Der har også hersket uenighed om, hvor Homer kom fra. Flere græske byer og øer har ønsket at tage æren for at være hans fødested. F.eks. øen Chios, hvor beboerne mente at være efterkommere af Homer.

Nogle mener, at Homer var den første skriftlige digter, der selv nedskrev sine vers. Andre, at han var en sen mundtlig digter, der reciterede sine sange, som andre så nedskrev. Mange studier i de to værker har medført, at flere har påpeget, at værkernes stilistiske forskelle kunne tyde på, at de ikke har den samme afsender. Denne århundrede lange diskussion bliver kaldt ”det homeriske spørgsmål”. På den ene side står unitarerne, der mener, at Homer var én person, der står bag begge værker, mens analytikerne mener, at ”Iliaden” og ”Odysséen” må være flere menneskers værk.

I 1920’erne samarbejdede den amerikanske filolog Milman Parry med nogle jugoslaviske folkemindesamlere, hvilket førte til at Parry kombinerede teorierne ved at påpege, at værkerne både var mundtligt fremført af en analfabetisk sanger og nedskrevet ved diktat af nogle andre. Og som den danske professor og oversætter Otto Steen Due skriver i indledningen til sin ”Ledsager til Homers Iliaden”: ”Dermed kunne det Homeriske spørgsmål så erklæres løst: Homer var én, nemlig den der dikterede i Athen, og han var mange, da han byggede på en flere hundrede gammel tradition.” (Otto Steen Due: Ledsager til Iliaden, s. 11).

Forhistorien til ”Iliás” (ca. 700 f.Kr.), her citeret efter Otto Steen Dues oversættelse ”Homers Iliade” (1999), er myten ”Paris’ dom”. Den lyder på, at den troiske kongesøn Paris bliver bedt om at afgøre en skønhedskonkurrence mellem de tre gudinder Here, Athene og Afrodite. Han vælger at lade kærlighedsgudinden Afrodite vinde, da hun har lovet ham verdens dejligste kvinde, Helene, selvom hun allerede er gift med den spartanske konge Menelaos. Så Paris må stjæle hende med hjem til byen Troja, der i dag ligger i Tyrkiet, men på ”Iliadens” tid var en del af Grækenland. ”Paris’ dom” er årsagen til den ca. 10 år lange krig mellem grækerne (der også kaldes archaierne) og indbyggere i byen Troja. Ved ”Iliadens” begyndelse nærmer krigen sig sin afslutning. Den fungerer som en kulisse for historien, der forløber over omtrent 50 dage, og hvis temaer anslås i proømiet, dvs. indledningen: den græske hærfører Achilleus’ vrede, samt om de græske guder; deres vilje og evne til at forblænde menneskene.

47473608

Da Menelaos’ storebror, den mægtige Agamemnon, fratager den græske hærfører Achilleus en kvinde, han har fået i krigsbytte, bliver Achilleus så vred, at han melder sig ud af krigen. Selv da grækerne føler, at de er ved at tabe, fordi Zeus bakker troerne op ved at sende lyn og stormvinde mod dem, og den trojanske krigshelt Hektor slår talløse grækere ihjel, nægter Achilleus at komme Agamemnon til undsætning. Først da Hektor slår Achilleus’ bedste ven, våbenbror og elsker Patroklos ihjel, går Achilleus ind i kampen og dræber Hektor.

Handlingen udspiller sig blandt konger, fyrster og helte, hvis magt og ære aldrig er til diskussion. Over dem findes kun guderne, der følger slagenes gang fra deres bolig på Olympen, når ikke de blander sig ved at opildne krigerne til dåd.

Mændene kæmper med spyd, sværd og lanser, kaster med kampesten eller skyder med pile fra deres stridsvogne. Det beskrives i detaljer, hvordan de såres eller spiddes, så deres kroppe spjætter. Mange mænd introduceres, kort inden de falder i kamp, men ”Iliaden” skildrer døden på slagmarken som en heroisk bedrift. De er krigshelte, og deres mod til at kæmpe den brutale krig, selv når de er i undertal, er en pointe. For mod er den største styrke og magtens hemmelighed, som helten Diomedes siger til Agamemnon, da Agamemnon har mistet modet og taler til sine styrker om at drage hjem.

”Odýsseia” fra ca. 675 f.Kr. (”Homers Odyssé”, 2002) er en slags fortsættelse til ”Iliaden”, der handler om Odysseus og hans odysse. Odysseus var en af de største græske krigshelte under den trojanske krig, og ifølge ”Iliaden” kunne grækernes sejr bl.a. tilskrives hans krigslist. Efter krigen, på sin vej fra Troja til sit hjem på øen Ithaka, strander han på øen Ogygia hos nymfen Kalypso, hvor han opholder sig i syv år mod sin vilje. Hjemme på Ithaka venter hans kone Penelopeia og sønnen Telemachos på ham i uvished. Mange bejlere flakker om den kløgtige Penelopeia, der forsøger at holde dem hen ved at væve sin svigerfars ligklæde, indtil det bliver opdaget, at hun i nattens løb trævler sit arbejde op igen.

47473659

”Odysséen” består af 24 sange, og fortællingen begynder in medias res – midt i begivenhederne. I den første sang besøger gudinden Athene Telemachos, der er utålmodig for at finde ud af, om hans far er død eller ej. Gudinden opfordrer ham til at undersøge sagen nærmere, så Telemachos drager ud for at forhøre sig på de omkringliggende øer hos nogle af de krigshelte, der kendte hans far.

Odysseus er en legende, der gennem sangene beskrives som en både velformuleret, begavet, stærk og smuk mandsperson. Men han har gjort den mægtige havgud Poseidon vred ved at gøre hans søn, kyklopen Polyphemos blind, efter at den enøjede kæmpe havde spist to af Odysseus’ mænd. Derfor besværliggør havguden hans hjemrejse. Til gengæld har Athene et godt øje til Odysseus, så hun hjælper ham, bl.a. ved at overtale Zeus til at sørge for, at Kalypso sætter ham fri.

Sangene skildrer Odysseus’ mange trængsler og den drøje og forskelligartede modstand han møder på sin hjemfærd, hvor han bl.a. bliver budt indenfor hos faiakerne, hvis skjald synger om hans bedrifter i krigen, så han må skjule sine tårer for det gæstfrie folk. Derefter fortæller Odysseus selv i første person i et langt, eventyrligt flashback om sine farefulde oplevelser. Han har bl.a. opholdt sig et helt år hos den forfærdelige troldkvinde Kirke, der forvandlede hans mænd til svin.

De sidste tolv sange skildrer, hvordan Odysseus, da han endelig efter tyve års fravær vender tilbage til Ithaka sammen med sin søn, må bekæmpe de mange bejlere, der har besat hans hjem, og bevise for sin snilde kone, at han vitterligt er den mand, hun har ventet på.

Både ”Iliaden” og ”Odysseen” er episke digte, dvs. fortællende lyrik. Genren kaldes også for epos eller heltedigte, da de formidler et folk og en nations sejre og nederlag og er bygget på sagn og myter.

Begge eposser er inddelt i 24 sange. De rimer ikke, men har en fast rytme, da de er skrevet på verseformen daktylisk heksameter. En daktyl er en versefod dannet af en lang og to korte stavelser, og et heksameter består af seks versefødder.

Flere af de optrædende personer eller guder beskrives, når de nævnes, med de samme prydende tillægsord, de såkaldte epitheta ornantia. Eksempelvis gentages det ofte, at Athene var ”gudinden med lynende øjne” og Telemachos skildres som ”den kløgtige knøs”. Disse gentagelser har – ud over at beskrive de respektive karakterer – formentlig haft til formål at hjælpe de rapsoder, der reciterede digtene, med at huske. En hukommelsesteknik i stil med et omkvæd i en sang, der kan hjælpe sangeren med at huske det næste vers. Andre eksempler på faste vendinger, der går igen, er formelvers, som når morgnerne beskrives identisk gennem hele ”Odysséen” med formuleringen ”Men da der oprandt lys af den rosenfingrede Dagning”.

Homer bruger mange sammenligninger, særligt til at beskrive kamphandlingerne og de kæmpende. Disse sammenligninger, der også kaldes homeriske lignelser, kan strække sig over flere vers. F.eks. da bueskytten Teukros rammer en fjende, der bøjer sit hoved under hjelmens vægt ”som en valmue nikker med blomsten tung af sit frøhus/ når den i haven blir ramt af forårets vinde fra sønden” (”Homers Iliade”, s. 178).

Ud over disse stilistiske fællestræk er striden mellem mennesker og guder og gudernes magt centrale tematikker i både ”Iliaden” og ”Odysséen”, hvis persongalleri er hentet fra den græske mytologi. Af de mange græske guder er Zeus den mægtigste. Han portrætteres som en magtfuld, stærk og utilregnelig gud, der bl.a. truer sin kone Here med at lægge sine tunge hænder på hende, når hun ikke opfører sig, som han ønsker det. Han truer også de andre guder med sin styrke og overlegenhed, da han i ”Iliadens” ottende sang siger, at den kvindelige eller mandlige gud, der trodser hans ord, vil blive stødt langt, langt ned i det dybeste hul, så han skal sande ”hvor langt jeg overgår samtlige guder” (”Homers Iliade”, s. 169).

Både ”Iliaden” og ”Odysseen” findes i forskellige danske oversættelser. I 1950’erne omskrev Otto Gelsted dem fra deres oprindelige digtform til en mere tilgængelig og letlæselig prosa. Og omkring årtusindeskiftet udgav hans navnebror, den klassiske filolog Otto Steen Due, sine oversættelser af begge værker i et mere nutidigt sprog, men stadig på heksameter og med et udførligt noteapparat. Due har også oversat den romerske digter Vergils ”Aenesi” (”Æneiden”) fra ca. 29-19 f.Kr. Det er ligeledes et nationalt epos skrevet på heksameter, men forfattet på latin. Over tolv sange fortæller Vergil legenden om det romerske riges grundlægger, Aeneas, og som i ”Odysséen” er fortællingens udgangspunkt Trojas fald, hvorfra Aeneas rejser hjem til Italien.

Et endnu ældre helteepos er det babylonske ”Gilgamesh”. Den over 4000 år gamle fortælling om den rastløse kongesøn Gilgamesh og hans sorg over vennen Enkidus død betragtes som verdenslitteraturhistoriens allerførste hovedværk. Det udkom i 2019 i en dansk nyoversættelse fra akkadisk lavet af digteren Morten Søndergård og hans søn Sophus Helle i fællesskab.

Den græske filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) anså Homer for at være idealet på en epiker og en poet, hvis evner næsten kan sammenlignes med gudernes, hvilket han nævner i sin ”Poetikken”. En anden filosof, der har læst Homer, er franske Simone Weil (1909-1943), der i sit essay ”Iliaden eller styrkens digt” (”L'Iliade ou le poème de la force”, 1940) analyserer og kritiserer forholdet mellem styrke og svaghed i Homers eposser. Via citater fra digtene argumenterer hun for, at de også rummer en sårbarhedsæstetik.

Homers værker er blandt de mest citerede og oversatte i verden. Også i moderne litteratur optræder referencer til den homeriske stil og motiver fra den mykenske sagnkreds. F.eks. er James Joyces ”Ulysses” fra 1922 opbygget som en parafrase over ”Odysséen”, og anslaget i svenske Linda Boström Knausgårds debutroman ”Helioskatastrofen” fra 2013 (”Helioskatastrofen”, 2014) er en allegori over myten om Athene, der voksede ud af Zeus’ hjerne og fødtes fra hans pande. Hos Boström Knausgård er det den 12-årige Anna, der på samme vis kommer til verden. ”Forskellen er, at Anna selv kløver farens hoved. Hug! Så står hun der, fuldbåren, med lanse og i glinsende rustning,” skriver anmelder Thomas Thurah om værket (Thomas Thurah: Ud af fars hoved. Information, 2014-01-31).