Jamaica Kincaid

Jamaica Kincaid er født med navnet Elaine Potter Richardson i 1949 på øen Antigua i Caribien – på det tidspunkt en britisk kolonistat. Hun var enebarn, indtil hun var ni år gammel. Moderen holdt hende hjemme, og datteren levede en isoleret tilværelse med sine bøger. Siden kom tre brødre til verden, og det ændrede familielivet. Der var færre penge og mindre tid til den ældste datter. Som 16-årig blev hun sendt til USA, hvor hun har boet siden. Hun arbejdede som au pair hos en familie i Scarsdale, tæt ved New York. Pengene, hun tjente, skulle sendes hjem til familien på Antigua, men Kincaid havde andre planer. Hun kunne ikke tilgive moderen, at hun havde sendt hende væk, og hun afbrød efter kort tid i USA al kontakt til familien i Caribien og svor, at hun aldrig ville vende tilbage til fødeøen. Som 20-årig skiftede hun navn til Jamaica Kincaid: “Jeg var nødt til det,” (…) “Jeg kunne aldrig have skrevet som den, jeg var. For jeg var ingen.” (Freja Bech-Jessen: Jamaica Kincaid. Costume, 2021-07-08). Hun studerede fotografi ved New York School for Social Research og havde skiftende småjobs. I 1974 fik hun job på magasinet The New Yorker – et fast skribentjob, hun havde i mere end 20 år. Kincaids debut, novellesamlingen “At the Bottom of the River” fra 1983, indeholder tekster fra netop The New Yorker. Bl.a. novellen “Girl”, som blev en gennembrudstekst, og som stadig ligger frit tilgængelig til læsning på The New Yorkers hjemmeside. 

Hun giftede sig i 1979 med komponisten Allen Shawn, og sammen fik de to børn. Parret blev skilt i 2002. Kincaid bor i dag i Vermont og er professor i engelske, afrikanske og afroamerikanske studier ved Harvard University i Massachusetts, hvor hun underviser i litteratur og kreativ skrivning. Hendes bøger er blevet nævnt som inspiration for blandt andre tyske Susan Sontag og nigerianske Chimamanda Ngozi Adichie. Sideløbende med skønlitteraturen har Kincaid udgivet flere bøger om havearbejde. Haven er nemlig hendes store passion ved siden af skrivning. I sin egen forhave i Vermont sætter hun Black lives matter-skilte op, selvom de bliver kørt ned af biler fra tid til anden.

Hun er flere gange blevet nævnt som en af favoritterne til Nobelprisen i litteratur.

“Annie John” fra 1985 (“Annie John”, 1986) er Jamaica Kincaids første roman. Den skildrer en ung piges opvækst på Antigua, fra hun er ti år gammel, og til hun forlader øen som stor teenager. Hovedperson og fortæller er Annie John – et trygt og ubekymret barn, der forguder sin mor. Hun følger moren, hvor end hun går, og lytter til hendes fortællinger om Annie som spæd og om episoder fra morens egen ungdom. 

Men Annie John vokser sig større, og som årene går, ændres hendes syn på den verden, hun er opvokset i, radikalt. Hun gør kraftigt oprør mod morens stadig strengere opdragelse, og Annies kærlighed til hende bliver til had. Hun lægger mærke til de bøger, hun læser i historietimerne. De handler alle om britisk historie, men om Antigua og Caribien lærer hun intet.
39045508

Hun får tætte veninder, som hun mødes med i hemmelige fællesskaber og udforsker en spirende seksualitet sammen med. Frem for alt lægger Annie mærke til, hvilket liv hendes forældre lever. Det er et liv, der slider dem op og et, hun ikke ønsker for sig selv. 

Ved romanens slutning rejser Annie til England for at blive sygeplejerske. Det er ikke efter eget ønske, men som hun siger: “… jeg ville hellere være rejst bort for at bo i en hule og holde hus for syv uregerlige mandfolk end at fortsætte mit liv, som det var.” (s. 139-140). 

Romanen består af otte kapitler, der hver kredser om en episode eller et bekendtskab, som så bruges som afsæt for Annies refleksion. Fortællingerne rummer mange detaljer fra dagliglivet på Antigua, f.eks. fra husarbejde og religiøse ritualer. Annie iagttager og gengiver med den forståelse af situationen, der svarer til den alder, hun har – ofte med vendinger, hun har hørt de voksne bruge. F.eks. har Annies far børn med flere kvinder uden for ægteskabet, som beskrives som: “en af de mange kvinder, min far havde elsket, aldrig havde giftet sig med, men havde fået børn med.” (s. 19). Romanens Annie har mange ligheder med Kincaid selv, der voksede op på Antigua med en mor, hun med tiden vendte sig imod, og som arrangerede hendes bortrejse, da hun blev gammel nok til at tjene penge selv. 

Jamaica Kincaids “Lucy” udkom i 1990 (“Lucy”, 1992). I romanen møder vi 16-årige Lucy, der er rejst fra sit hjem i Caribien til en New York-forstad, hvor hun skal være au pair hos Mariah og Lewis og deres fire børn. I begyndelsen plages hun frygteligt af hjemve. Hun nærer samtidig et indædt had til sin mor, der arrangerede rejsen, og nægter derfor at åbne de mange breve, hun modtager hjemmefra. 

Mariah vil gerne vise den verden frem for Lucy, der nu er hendes for en tid, men Lucy kan ikke tage den til sig. Alt i hendes nye tilværelse husker hende på, hvad hun selv kommer fra. Måske endda særligt Mariah: Hendes rolle som mor til fire minder Lucy om hendes egen mor, og det gør deres forhold til hinanden både stærkt og svært. 
Med tiden får Lucy skabt sig et liv uden for familiens hus med venner og kærester. Da hun får at vide, at hendes far er død, fører det til et sidste og endeligt opgør med moren. Hun brænder alle de uåbnede breve og flytter ud af Mariah og Lewis’ hus. Hun får job, skifter navn og begynder at skrive.

I “Lucy” portrætteres mødet mellem to kvinder, der er vokset op i to meget forskellige verdener. De forsøger ihærdigt, men kan ikke begribe, hvorfor den anden tænker, føler og iagttager, som hun gør. Gang på gang spørger Lucy sig selv: “Hvordan i alverden bliver man sådan?” (f.eks. s. 21).  

Både opbygning og tematikker fra Kincaids debutroman “Annie John” går igen i “Lucy”. Romanen består af fem kapitler, der hver har afsæt i en begivenhed eller et tema, der går igen i flere situationer, som Lucy oplever og reflekterer over. Alt gengives med hendes ord og hendes øjne. Når Lucy passerer markerne på vej til Lewis og Mariahs sommerhus, er det eksempelvis dette indtryk, hun videregiver: “Landskabet bød ikke velkommen med ord som: ‘Jeg er glad for at du kunne komme’. Det lød nærmere som: ‘Du vover ikke at blive her’.” (s. 32). I tematik forsætter “Lucy”, hvor “Annie John” slap, selvom hovedpersonen i de to romaner ikke er den samme. Lucy handler om det liv, der venter, når man forlader den verden, man er rundet af. Det er en fortælling om moderbindinger på godt og ondt, om race og om kvindekroppen. 

Hvad enten det er de store baner i livet eller de helt små iagttagelser af det, der omgiver hende, så skriver Jamaica Kincaid om det, hun selv er rundet af. Hendes karakterers erfaringer ligger tæt – endda meget tæt – op ad hendes egne, men betegnelsen ‘selvbiografisk’ bryder hun sig ikke om. Om at bruge sit eget liv i sine bøger siger hun selv, at hendes værker er selvbiografiske i den forstand, at hun kun kan forstå verden, hvis hun lader den passere gennem sig: “ … hvis jeg kigger ud ad vinduet og betragter pæretræet – hvilket jeg gør, jeg ser ud på et dejligt blomstrende pæretræ – hvis jeg så begynder at skrive om det, forvandler det sig til en erfaring, som er meget personlig. Jeg tager alt i verden meget personligt.” (Mathilde Moestrup: Jeg måtte først blive en anden og så skrive om den person, hvis navn jeg havde forladt. Information, 2021-04-23).

Fortiden er vigtig at gribe ud efter for Kincaid, fordi hun selv har brugt så lang tid på at forstå sin egen. Som skolepige på Antigua kunne hun ikke begribe, hvad motivet var for den undertrykkelse, hun oplevede af sin egen, caribiske historie: “Det var det, jeg forundredes over, da jeg sad på skolebænken og ikke forstod, hvorfor vi skulle underlægges den britiske kultur. Hvorfor vores egen skulle udslettes. Og det er fortsat det, der optager mig i dag.” (Freja Bech-Jessen: Jamaica Kincaid. Costume, 2021-07-08).

Den forundring, og hvad den gør ved et barn og siden en ung kvinde, der drager ud i verden og slår sig ned blandt den hvide, privilegerede middelklasse i f.eks. USA, er et tilbagevendende tema i Kincaids forfatterskab. Det italesættes især i “Lucy”, hvor hovedpersonen gang på gang konfronteres med det verdensbillede, hun er blevet undervist i, men aldrig har set med egne øjne. Et eksempel er, da Mariah viser Lucy en plæne fuld af påskeliljer, og Lucy græder af raseri, fordi hun hidtil kun har forbundet blomsten med det ydmygende i at læse William Wordsworths digt “Daffodils” op i skolen uden at ane, hvordan blomsten så ud, men yderst bevidst om, at den kun vokser meget langt fra Caribien. 

Forholdet mellem mor og datter er beskrevet indgående i forfatterskabet. Betydningen af det, barnet tager med sig, når hun rejser hjemmefra, bliver afgørende i de relationer, hun siden skaber sig. Sådan er det for Kincaids romankarakterer, og sådan har det været for Kincaid selv: “Jeg tror, at alt, hvad der sker i de første syv år af dit liv - eller ni, jeg kan godt gå med til ni - det er resten af dit liv. Du kommer til at gøre eller genskabe forholdene i de første syv år af dit liv. Selv er jeg en besegling af det.” (Mathilde Moestrup: Jeg måtte først blive en anden og så skrive om den person, hvis navn jeg havde forladt. Information, 2021-04-23). 

Samtidig ligger der et stærkt spor af feminisme i hendes bøger. Hendes hovedpersoner er visionære og stolte kvindeskikkelser, der baner vejen for sig selv, og som analyserer – og ofte også dømmer – de kvinder og piger, der omgiver dem. At være uafhængig for Lucy er f.eks. ikke kun lig med at være fri af moderens eller det rigide britiske skolesystems snærende bånd. Det handler også om retten til at gå i seng med den mand hun vil, hvad enten hun er forelsket i ham eller ej.

Som læsere er vi hele tiden både i nutid og i fortid i Kincaids bøger, for tid er en væsentlig faktor i hendes måde at skrive på. Hun skriver registrerende og perspektiverende og erindrende hele tiden. Karakterernes minder og nutid fletter sig sammen og skaber nye perspektiver. Vi er aldrig kun ét sted på samme tid i Kincaids værker.

Mange afroamerikanske forfattere har gennem årene skrevet om, hvordan det er at komme til USA med en for de fleste ukendt kultur i bagagen. Med udgangspunkt i egne erfaringer har de beskrevet, hvor svært det er at finde sig til rette i en hverdag, hvor man konstant bliver mindet om, at man er anderledes. Chimamanda Ngozi Adichies

“Americanah” fra 2013 handler om et nigeriansk kærestepar, der kommer til USA. Romanen beskriver blandt andet udfordringen – og mulighederne – i at opbygge en ny identitet i et nyt hjemland. Påklædning, hår, hudtone og accent kan bruges for at understrege og undersøge hvem man er, her hvor man er. Adichie er selv beundrer af Jamaica Kincaid og har udtalt, at hendes værker indeholder “delicous darkness” – et lækkert mørke – med henvisning til de svære, mørke følelser, Kincaid skriver om bl.a. i forhold til mødrene i hendes bøger (Mathilde Moestrup: Jeg måtte først blive en anden og så skrive om den person, hvis navn jeg havde forladt. Information, 2021-04-23). 

Adichie har ligeledes skrevet om den unge, brune kvindes krop og rettigheden til at være, hvem man er, uanset farve. Det har hun både i sine skønlitterære værker og i essayet “Vi burde alle være feminister” fra 2014. 

Der findes mange caribiske forfattere, der har beskrevet dagligliv og paradokser ved at vokse op i en kolonistat eller tidligere kolonistat. Et fåtal af dem er oversat til dansk, men V.S. Naipaul er. Han blev i 2001 tildelt Nobelprisen i litteratur: “for at have forenet lydhør fortælling og umulig iagttagelse i værker, som tvinger os til at se nærværet af den fortrængte historie.” (frit oversat efter Det Svenske Akademis begrundelse. www.svenskaakademien.se/nobelpriset/nobelpristagare-i-litteratur). Naipaul er født i Trinidad af forældre, der emigrerede fra Indien, men han har boet det meste af sit liv i England og har blandt andet skrevet om at finde sine rødder som immigrant og om historie og identitetshistorie i en tidligere kolonistat.  

Essayist og forfatter Claudia Rankine er født på Jamaica, men har ligesom Kincaid boet det meste af sit liv i USA. Hun har skrevet for flere amerikanske magasiner, og hendes tekster – faglitterære så vel som skønlitterære – kredser om racisme i det amerikanske samfund. I dansk oversættelse findes “Lad mig ikke være ensom” (2004) og “Statsborger” (2014), der begge har undertitlen ‘et amerikansk digt’.