I Barbara Kingsolvers roman ”The Poisonwood Bible” fra 1998 (”Gifttræets evangelium”, 2002) følger vi missionærfamilien Price, der i 1959 udsendes til landsbyen Kilanga i Congo. Familien består af missionær Nathan, hans kone Orleanna og deres døtre: Rachel, 15 år ved rejsens begyndelse, tvillingerne Leah og Adah, 14 år, og Ruth May på fem år. Børnene gennemgår på hver deres måde den transformerende oplevelse, det er med ét at befinde sig i en fundamentalt anderledes kultur og natur, hvor de eneste, der forstår dit sprog, er din familie.
24346145
Døtrene og Orleanna suges ind i det nye sted og menneskene der og lærer gradvist at undvære den hjemlige komfort – Fader Nathans mangel på forståelse for såvel sin kone og sine døtre som sin potentielle menighed er til gengæld slående og bliver ubarmhjertigt udstillet. Selve missionærgerningen går dårligt, og en svær tid kulminerer med lille Ruth Mays tragiske død ved et slangebid. Det er dråben, der får bægeret til at løbe over for Orleanna, der, med hjælp fra Anatole Ngemba, landsbyens lærer, rejser hjem med sine overlevende døtre og lader fader Nathan sejle sin egen ulyksalige sø.
Romanen falder i syv dele, og Orleanna er fortæller i det introducerende kapitel i fem af de syv. Derudover veksler fortællerstemmen mellem døtrene, et fortælleteknisk greb, der giver en prismeagtig struktur i fortællingen. Periodens dramatiske, politiske forandringer i Congo ligger som et parallelt spor, sammen med en skarp kritik af kolonialismen. Kingsolvers førstehåndsoplevelser i Congo og hendes research er evident, og hendes baggrund i biologien træder frem i naturbeskrivelserne. Skyld og tilgivelse er også vigtige temaer: Orleanna forlader Congo tynget af skyld over sin datters død – men historiens sidste kapitel er fortalt af Ruth May, der gennem sin død for alvor har forstået det congolesiske udtryk muntu – et udtryk der beskriver alt levendes forbundethed. Hun ønsker så inderligt for sin mor, at hun må slippe skylden og tilgive sig selv.