Barbara Kingsolver

Født i Annapolis, Maryland og opvokset på landet i Kentucky var Barbara Kingsolver ét af tre børn i en familie, der rejste verden rundt med faderens arbejde som læge. De rejste blandt andet til Republikken Congo i 1963 – hvor hendes roman ”Gifttræets evangelium” fra 1998 udspiller sig.

Kingsolver skrev løs, fra hun var otte år gammel, men uden at overveje faktisk at blive forfatter. Således immatrikulerede hun sig på DePauw University i Indiana i 1973 med klassisk klaver som hovedfag – hvilket hun dog hurtigt ændrede til biologi, der forekom hende at være en mere sikker levevej. Efter sin bachelor tog hun en master i evolutionær biologi ved University of Arizona og arbejdede bl.a. som videnskabsjournalist. Det skønlitterære forfatterskab udfoldede sig uventet, da hun sendte sit første manuskript til agenten Frances Goldin påhæftet en decideret undskyldning: ”Umiddelbart inden min graviditet udmøntede sig i fødslen af en datter, Camille, i marts ‘87, havde jeg et rengøringsflip og ville af med stablerne af papir på den ene eller den anden måde: papirkurven eller New York. Jeg endte med sidstnævnte og sendte manuskriptet afsted med en besked, der lød: ”Undskyld, du vil sikkert ikke have dette her, jeg tror, det er en roman.” ” (Autobiography, barbarakingsolver.net. Egen oversættelse). Goldin var begejstret, og den skønlitterære debut ”The Bean Trees” blev en realitet i 1988.

Barbara Kingsolver har også rejst meget med sin egen familie og bl.a. boet på Tenerife. Hvad der skulle have været nogle måneder i Arizona, blev i stedet til 25 år. I 2004 rykkede familien til Virginia, og Kingsolver nyder fremdeles at være tilbage i sin barndoms landskab. Tilværelsen som højtuddannet verdensborger bliver sat i relief i mødet med naboerne, der måske aldrig har været uden for deres ”county” og er rasende over ikke at føle sig set af hverken den kulturelle eller politiske elite. Denne splittelse er en vældig drivkraft, senest i ”Demon Copperhead” fra 2022, der netop tager fat på det svigt, arbejderklassen i fattige amerikanske stater som Virginia har været udsat for gennem generationer.

I Barbara Kingsolvers roman ”The Poisonwood Bible” fra 1998 (”Gifttræets evangelium”, 2002) følger vi missionærfamilien Price, der i 1959 udsendes til landsbyen Kilanga i Congo. Familien består af missionær Nathan, hans kone Orleanna og deres døtre: Rachel, 15 år ved rejsens begyndelse, tvillingerne Leah og Adah, 14 år, og Ruth May på fem år. Børnene gennemgår på hver deres måde den transformerende oplevelse, det er med ét at befinde sig i en fundamentalt anderledes kultur og natur, hvor de eneste, der forstår dit sprog, er din familie.

24346145

Døtrene og Orleanna suges ind i det nye sted og menneskene der og lærer gradvist at undvære den hjemlige komfort – Fader Nathans mangel på forståelse for såvel sin kone og sine døtre som sin potentielle menighed er til gengæld slående og bliver ubarmhjertigt udstillet. Selve missionærgerningen går dårligt, og en svær tid kulminerer med lille Ruth Mays tragiske død ved et slangebid. Det er dråben, der får bægeret til at løbe over for Orleanna, der, med hjælp fra Anatole Ngemba, landsbyens lærer, rejser hjem med sine overlevende døtre og lader fader Nathan sejle sin egen ulyksalige sø.

Romanen falder i syv dele, og Orleanna er fortæller i det introducerende kapitel i fem af de syv. Derudover veksler fortællerstemmen mellem døtrene, et fortælleteknisk greb, der giver en prismeagtig struktur i fortællingen. Periodens dramatiske, politiske forandringer i Congo ligger som et parallelt spor, sammen med en skarp kritik af kolonialismen. Kingsolvers førstehåndsoplevelser i Congo og hendes research er evident, og hendes baggrund i biologien træder frem i naturbeskrivelserne. Skyld og tilgivelse er også vigtige temaer: Orleanna forlader Congo tynget af skyld over sin datters død – men historiens sidste kapitel er fortalt af Ruth May, der gennem sin død for alvor har forstået det congolesiske udtryk muntu – et udtryk der beskriver alt levendes forbundethed. Hun ønsker så inderligt for sin mor, at hun må slippe skylden og tilgive sig selv.