Klar parat skolestart

Skolen, her specifikt en sangskole, er helt central i Fine Gråbøls anden roman, ”Hundrede børn” fra 2024. - Eller romanfantasi, som der står på bagsideteksten. For det er en bog, hvis univers glider fra det realistiske og over i det fantastiske og symbolske, som fortællingen skrider frem.

Romanens hovedperson Karl er elev i sjette klasse på en sangskole. Handlingen strækker sig over et skoleår, men både den tidslige og den geografiske forankring er løst angivet. Selvom Karl er fortællingens jegfortæller, så er romanens egentlige interesse det kollektive. Pronomenet ”vi” er lige så hyppigt i spil som Karls ”jeg”-perspektiv. Det er Karl, Theo, Hüseyin, Anna og Isa, de fem venner, som mødes i pauserne på skolens toiletter for at lege S, P eller K og som hænger ud hos hinanden efter skole, der er romanens egentlige ærinde. De er fælles om at have fraværende forældre. Og de er med deres 12-13 år fælles om at stå foran en forvandlingens tid. De modnes, og for drengene betyder det, at når deres stemmer går i overgang, så er tiden i drengekoret forbi.

138226123

Man fornemmer som i Gråbøls debut en optagethed af ’institutionen’ og af det sæt af regler og rammer, man som ungt menneske er sat i og forsøger at forstå sig selv i forhold til. På sangskolen er lærerne og korundervisningen den ramme, som giver Karl og vennerne en oplevelse af samklang og identitet, men det er også skolen og dens lærere, som er genstand for børnenes gryende modstand og oprør.

Romanen skildrer den transformative ”coming of age-fase”, hvor fællesskabet på en gang er skrøbeligt og stærkt, præget som det er af alt det, der bobler, de spage fornemmelser af alt det, der er på vej. Dette transformative element bruger Gråbøl så til at forvandle selve romanens univers. Det starter som en detalje. Skolen er begyndt at hælde en smule. Måske er det noget med fundamentet? Siden følger mystiske vejrfænomener, og endeligt slutter romanen i det deciderede fantastiske og symbolladede. Alle skolens elever, de hundrede børn, får efter en tilsyneladende fælles pagt eller beslutning gennet skolens lærere sammen på lærerværelset. Derefter påbegynder de en opstigning op gennem den vaklende skolebygning for at ende på skolens tag, hvor de forvandler sig, får vinger og flyver til vejrs ”i ustyrlig flapren mod andre ordener”, som det afslutningsvist lyder.

Læs hele portrættet af Fine Gråbøl

Skolen og elevtilværelsen udgør det landskab, som Majse Aymo-Boots tekster bevæger sig igennem i ”Over os hænger en vidunderlig sol” fra 2014. Selvom der står ”Roman” på forsiden, er bogen ikke en roman i traditionel forstand. Fortælleren er ikke én person som fortæller én sammenhængende historie, men er en slags mangedoblet elev, der kan ændre karakter, køn og sprogligt udtryk fra sætning til sætning. Teksten har fart på gennem ustabile, sammenflydende rum fulde af viskelædere, gymnastikposer, ramponerede møbler og idrætslærere, og der introduceres, afprøves og afmonteres forskellige udsagn og retoriske figurer, der kredser om læring og om at være barn. Til tider bobler overvejelser om tekstens karakter op til overfladen – ”nu skal der være et personligt erindringsbillede”, siger teksten til sig selv, som om man var inde i hovedet på den skrivende elev.

51134362

Som værk har ”Over os hænger en vidunderlig sol” tydeligvis et ærinde med tillægsordene. Allerede på første side møder vi udsagnet: ”Jeg er en lang, evt. ranglet elev med våde håndflader og dunet overlæbe, eller snarere en lille, sød og lidt forvirret, hjælpeløst ivrig elev med en del hvalpefedt.” Det er, som om tillægsordene, og nogle gange selve situationerne, bliver nogle sæt tøj, som jeg'et prøver på og stoltserer lidt rundt i, før teksten beslutter sig for, om det givne sæt skal smides ud med det samme eller får lov at blive på et par sider endnu.

Skolen er en institution, som har til opgave at modellere personligheder, og som elev er man hele tiden på vej til at blive noget andet eller forventes at forandre sig. I stedet for at præsentere et jeg, der vokser ind i det artige og arbejdsdygtige, bliver teksten en art mutation af skolens forandrende funktion, processen er speedet op. Teksten leger med identiteter og viser, at personlighedstræk er udskiftelige, og at et subjekt hverken er en stabil eller afgrænset størrelse. Samtidig akkompagneres udskifteligheden af en enorm glæde og henførthed ved at finde præcis det rigtige ord, den til lejligheden passende stil og positur, hvilket tilfører teksterne en gammelklog barnlighed. Hos Aymo-Boot er der ingen påtaget naivitet eller klodsethed i formuleringerne, fordi de skal forestille at være fremsagt af børn – i stedet finder man glæden ved præcisionen, sproget og det at kunne regne de voksne ud.

Læs hele portrættet af Majse Aymo-Boot

Vi er tilbage i provinsbyen Løsning i Jacob Skyggebjergs roman ”Der går min klasselærer” fra 2020. Fortællingen udspiller sig omkring år 2000 og består af to spor. I det første spor møder vi mobbeofret Stig – eller Fiskepik, som han blot kaldes. Stig har hele sin skoletid været nederst i elevhierarkiet, og mobningen synes kun at eskalere: ”Jeg kunne jokke pløkkerne ud af kæften på dig lige nu, Fiskepik! (...) For de fleste handler drillerierne bare om at have det sjovt. For sådan nogle som Kasper Nielsen handler det om at udslette. Der er en uundværlig kriblende nydelse i det – at være en destroyer.” (s. 116). Historien bliver et studie i mobningens nedbrydende væsen og provinsbyens tvivlsomme fællesskab. Det, som i sidste ende bliver dråben, der får bægeret til at flyde over for Stig, er oplevelsen af, at dem, der skulle hjælpe ham, svigter.

47720877

I romanens andet spor møder vi den udbrændte folkeskolelærer Erling, som opsluges af en erotisk besættelse af 9. klasseseleven Mira og ikke mindst hendes duft af ungpigeparfume. Erling keder sig i sit ægteskab, og alting i hans tilværelse synes at være en gentagelse. Med sine perverterede drømme får verden farve igen: ”Drømmerierne trænger ud og bliver en del af den virkelige verden (...) alt får nyt liv, alt kommer til at tage sig anderledes ud i forhold til hinanden.” (s. 71). Romanen bliver en fortælling om sammenstødet mellem drøm og leverpostejfarvet realitet i en kedsommelig provinsby og en skildring af flirten med forbudte følelser. Men sværmerierne synes også at være udtryk for Erlings manglende kontakt med sine egne ønsker og følelser – Miras navn er et anagram over konen Irma, som Erling i romanens slutning genforenes med.

Bogen er bygget op med en prolog, der varsler historien, og en epilog, som afslutter fortællingen. Romanen er fortalt med en ironisk fortællestemme med en skiftevis indlevelse og afstandtagen til sine karakterer og præsenterer et billede af et dansk provinsmiljø, hvor toget ikke stopper ved trinbrættet: ”Der er et billede i avisen af trinbrættet med platformen, man kan se, billetautomaten er blevet vandaliseret – en pink graffiti ned over den røde lakering: Gab, står der.” (s. 205). En by, hvor det både er svært at være en velbegavet elev, en midaldrende folkeskolelærer og et sårbart barn udsat for mobning.

Læs hele portrættet af Jacob Skyggebjerg

Delphine de Vigan udgav ”Les loyautés” i 2018 (”De loyale”, 2018), som er en roman med flere fortællerstemmer, der i navngivne kapitler fortæller om livet, som det udspiller sig på og omkring en fransk grundskole. Den 12-årige Theo er romanhandlingens omdrejningspunkt. Han bor hver anden uge hos sin mor, der aldrig er kommet sig efter skilsmissen fra Theos far – og hver anden uge hos sin far, der efter et forlist forhold og en fyring går mere og mere i hundene. Iført medicin og morgenkåbe.

Omsorgssvigtet er det mest nærværende i Theos hverdag, og han finder en midlertidig vej fra smerten ved at drikke alkohol sammen med sin ven Mathis i et hemmeligt rum under skolens trappe. For Theo skaber alkoholen en ”bølge af varme, som han ikke kan beskrive, der brænder og opheder – på samme tid en smerte og en lindring.” (s. 11). For Mathis er det anderledes. Han er med et langt stykke ad vejen, også i loyalitet imod sin ven, men for ham er det ikke en udvej, men en leg.

54498055

Héléne er Theos lærer og den eneste, der ser ham og ved, at noget er galt. Som hun siger ved romanens begyndelse, fik hun ”masser af tæsk som barn, og jeg skjulte mærkerne lige til det sidste, så mig kan man ikke narre” (s. 7). Som romanen skrider frem, kommer Hélénes ønske om at hjælpe Theo til at overskygge gængse regler og retningslinjer. Samtidig bliver det at få reel voksenindblanding i Theos liv en kamp med tiden, man som læser og vidne inderligt ønsker, hun vinder. Men som Héléne selv konstaterer, er det ikke en nem kamp at vinde: ”Jeg ved, at børn beskytter deres forældre, og at denne tavshedspligt indimellem ender med at slå dem ihjel.” (s. 143). Loyaliteten, som de fleste børn udviser over for deres forældre, er næsten grænseløs. Den loyalitet kender læreren Helene fra egen barndom og egen krop – og derfor er viljen til at redde Theo så stor, at hun ender med at bryde alle regler og blive suspenderet fra sit job. De små åbninger og hints bliver altafgørende, fordi det er alt, hvad du får fra et barn, der lider af omsorgssvigt.

Romanen bliver stædigt ved det emne, der danner en rød tråd gennem hele Delphine de Vigans forfatterskab: De svigtede børn. Hun insisterer på med forskellige fortællegreb og veje ind i emnet at italesætte den tavshed, de forældresvigtede børn omgiver sig med. ”De loyale” er ingen undtagelse.

Læs hele portrættet af Delphine de Vigan