Nath Krause

Nath Krause blev født i Randers den 7. februar 1994 og voksede op i og omkring Randers og Aarhus. Forfatteren har gået på Talentskolens forfatterlinje i Næstved – et toårigt uddannelsesforløb i skrivekunst, hvorfra forfatteren dimitterede i 2020.

Der er ikke mange tilgængelige oplysninger om Nath Krauses baggrund, og i et ultrakort mailinterview med Forfatterweb forklarer forfatteren, at de ønsker at værne om deres privatliv. En information, der står mellem linjerne i ovenstående sætning, er, at forfatteren hverken udelukkende identificerer sig som mand eller kvinde, og for at respektere forfatterens non-binære kønsidentitet beskrives Nath Krause som regel med pronominerne ’de’, ’dem’ og ’deres’. I en artikel i tidsskriftet Kulturo fortæller Nath Krause om at være non-binær: ”Fortæl mig: Hvis jeg hverken er en mand eller en kvinde, hvorfor skulle jeg så være en blanding? Som mange andre nonbinære har jeg ønsket mig en spinkel, androgyn krop. I lang tid spiste jeg ikke nok. Jeg har været så tynd, at man kunne tage fat om mine kraveben og mærke ens fingre mødes gennem kødet bag dem. Der var visse træk, jeg ville sulte væk, men nu: Jeg skylder ikke verden androgynitet. Jeg skylder den mudderet. Kapitalen og handelsmagterne kryber ind på det queer. Mudderet.” (Nath Krause: Historien vil frikende os”, Kulturo, årg. 26, nr. 50, 2020).

I selvsamme artikel åbner Nath Krause en lem op til en opvækst i en udsat familie. For eksempel skriver de: ”Systemet har ladet min mor i stikken. Dårlig medicin har ødelagt hendes tænder. Voldelige mænd har taget glæden fra hende. Det fortsætter bare. Min ene bror døde, og min anden er så udviklingshæmmet. At han stadig ikke kan forstå det. Det er kun begyndelsen. Jeg har lært at se os som samfundsnassere.”

Til Forfatterweb fortæller Nath Krause, at litteratur altid har været en del af forfatterens liv, og at ingen inspirationskilder har forrang frem for andre. Om det at skrive fortæller Nath Krause til Dagbladet Information: ”Skrivning er for mig blevet et tab af kontrol, noget der gør mig i tvivl om, hvem jeg er, eller hvad jeg er. Teksten skriver mig ud af den serie af rutiner og erfaringer, som jeg består af.” (Kirstine Arentoft: Nath Krause: »At skrive er destabiliserende, det gør mig i tvivl om, hvad eller hvem jeg er«, Dagbladet Information, 2025-06-03).

Nath Krause er i dag bosiddende i København.

Nath Krause debuterede med digtsamlingen ”Logan i Aokigahara” i 2023 – et værk, der består af tre dele. Første del bliver primært udgjort af fotos fra den japanske skov Aokigahara af den amerikanske influencer, wrestler med videre, Logan Paul, og hvert foto suppleres af en enkel linjes tekst, der fungerer som en appetizer til digtsamlingens temaer om psykisk sårbarhed, depression og selvmord.

135581569

Digtene i anden del fokuserer på digterjegets familie- og ungdomsliv. Her væver ungdomsfester og venskaber sig ud og ind mellem dødens nærværelse: hundens død, selvskade, selvmordstanker, mennesker der dør på internettet, en brors død. Dertil kommer omgivelser præget af utryghed og (psykisk) sygdom. Didas (morens) indlæggelse, plejefamilien, vold, en far der har været i fængsel, etc.

Tredje del foregår i den japanske skov Aokigahara, der er kendt for at være et sted, mange unge mennesker har taget deres eget liv. Digterjeget har få fornødenheder med sig og går og sanser skoven uden egentligt mål, indtil et fiktivt og iscenesat møde med Logan Paul. For digterjeget får Logan Paul mange forskellige roller – som centurion (romersk hærfører, red.), omsorgsperson, måske endda som ven eller kæreste. De to karakterer er yderst forskellige, men i skovens ramme mødes de om livets store og små spørgsmål, og ikke mindst om skovens væsen, der er præget af lige dele konkrete sansninger, myter og overtro.

Digtsamlingens helt centrale temaer er udsathed, både psykisk og socialt, selvmord(s-tanker), venskaber og den store moder natur. Digtsamlingen kan læses som en krads kritik af de drivende kræfter bag kapitalismen og velfærdsstaten, som på grund af prioriteringer og manglende ressourcer ikke lever op til sit ansvar. For eksempel siger det selvmordstruede digterjeg ”jeg får ikke den hjælp, jeg har brug for.” (s. 34), og morens kæreste får på grund af manglende ressourcer kun bevilliget en times psykologhjælp efter at have bevidnet en massegrav i Bosnien. Mest markant lyder kritikken nok i sætningen ”Selvmord bliver en erstatning for offentlige ydelse./Pension, sygesikring, kontanthjælp (s. 33).

Nath Krauses skrift er på en gang knivskarp og ligefrem, og ofte helt konkret og sansende, og abstrakt følende og nærmest overjordisk. Digtene kan oplagt betegnes som hybridpoesi, fordi de mixer lyrik og prosa, og samtidig inkorporerer (manipulerede) fotografier, noter fra indlæggelse mv.