Klaus Lynggaard

Skal man finde en fællesnævner i Klaus Lynggaards forfatterskab, må det blive størrelsen "lidenskab". 

Det er netop under overskriften Lidenskab, at han i 1995 skildrer sin praksis: "Det er en tilstand af overspændthed kombineret med hysterisk hudløshed. En slags manisk depression. Alt i mig er ved at brænde sammen. Jeg kan næsten ikke høre hvad der bliver sagt til mig (...) Jeg får et bizart synkebesvær, som om jeg er ved at kløjs i sproget, i det usagte (...) Jeg forstår at jeg for altid er henvist til periferien af det menneskelige selskab, men at jeg på den anden side nok må døje med at være universets centrum et stykke tid endnu."

Klaus Lynggaard ville dog ikke ligne sig selv, hvis han ikke lidt senere tilføjede: "Og her må jeg bryde sammen og tilstå. At jeg altid har skrevet for at andre skulle læse det. Indre nødvendighed, det er lige mig og alt det der, men skulle det ikke nå andre i den sidste ende, havde jeg nok ikke udholdt maskinens klapren, pennens skratten eller harddiscens summen. Jeg hader at være på støtten, når jeg har arbejdet hårdt. Jeg vil have kassen plus kaviar og taxa tur/retur. Men ikke i form af almisser. Jeg kan lide at få løn. Gerne kontant afregning, men en check går an."

Et sted mellem disse poler, den kompromisløse lidenskab og den prosaiske virkelighed, der for Klaus Lynggaard slet ikke er modsætninger, ligger summen af det egensindige, på én gang tidstypiske og dybt individuelle forfatterskab.

Han er født i 1956 og voksede op i Kokkedal på Sjælland ( en blanding af landsby og forstad; København var på daværende tidspunkt ikke nået helt derud endnu, skriver han i essaysamlingen Febertid) . Efter en i det store hele eksemplarisk dansk barndom, bestemt ikke ulig den som er skildret i romanerne om Martin Larsen, Martin & Victoria og Victorias år, flakkede han en del rundt i 70´erne, var bl.a. udvekslingsstudent i USA og tilbragte en tid som aupair i Paris. Ved 80´ernes begyndelse slog han sig ned i byens hjerte, havde hovedet fuldt af digte og sange, og var fast besluttet på at erobre verden.

Det skete i første omgang med to meget medrivende digtsamlinger, den store gennemkomponerede Vinterkrig (1981) og den mindre, men ikke nødvendigvis mindreværdige efterfølger Mørket som vi træder på (1982).

Klaus Lynggaards debut placerer ham naturligt i den gruppe digtere, som begyndte at skrive omkring 1980 og straks blev forsynet med prædikatet ’Nå-generationen’, idet lærerne, forældrene og de store søskende fra 68-generationen ikke uden videre forstod, hvad der rørte sig i ungdommens skrift, kunst, musik og hele attitude.