Anna Rieder

Anna Rieder er født i Aarhus i 1993 og tilbragte sin barndom i Schweiz sammen med to forældre, to søskende og to katte, inden hun som 11-årig kom tilbage til Danmark. I 2019 dimitterede hun fra Forfatterskolen, og efter planen færdiggør hun en MFA i Litterär Gestaltning fra HDK Valand i Göteborg i 2026.

Da Rieder på et tidspunkt var patient på Psykiatrisk Center Amager, gik hun i en skrivegruppe. Her mødte hun psykiater Birgit Bundesen, som hun senere har arbejdet sammen med om bl.a. udgivelsen ”Hjerte-smerte”, og hun har selv ledt en gruppe. Selv begyndte hun at skrive for at skabe sin egen virkelighed: Den velkendte virkelighed var kold og kaotisk, og skriften gav hende mulighed for at ”arrangere den anderledes.” (Bror Axel Dehn: I psykiatrien kan litteraturen noget, hverken piller eller terapi formår. Information, 2021-11-05). Mens hun gik på Forfatterskolen, arbejdede hun med de tekster, der i 2020 blev til debuten ”Hindebæger”.

Sammen med forfatterkollegaen Sidsel Ana Welden har Rieder udgivet tre litterære pjecer til psykiatrien med gode råd til behandlere og læger om, hvad patienterne gerne vil mødes med. De er sendt ud til psykiatriske behandlingssteder og er optrykt i antologien ”Hjertet er en fold med heste” (2022), som er redigeret af Rieder og Welden. Den rummer bidrag fra ”mennesker med tilknytning til psykiatrien” og giver i fri form stemme til patienter, behandlere, pårørende m.fl. I sin helhed viser antologien, hvor mange forskellige menneskelige aspekter, der er i psykiatrien – og hvor langt der kan være fra ens journals sygdomsfremstilling og den oplevelse, man selv har. Selv kalder Rieder det ømhedsaktivisme, arbejdet med at give psykiatrien et nyt sprog, der løfter sig fra det kliniske og indoptager alle de forestillinger og verdenserfaringer, den psykiatriske patient har. Antologien afstedkom Politikens Frit Flet-pris i 2022.

Anna Rieder, der har boet det meste af sit voksne liv på Amager og nu er bosat i Københavns Nordvestkvarter, beskriver sin drivkraft som forfatter med disse ord: ”Besættelse!! (at skrive producerer indhold og rytme (mening) i min tilværelse).” (Anne Vindum: Interview med Forfatterweb, januar 2025).

Anna Rieder debuterede i 2020 med digtsamlingen ”Hindebæger”, hvori et jeg er indlagt på noget, der minder om en psykiatrisk afdeling på Amager, lige over for metroen, der uafvendeligt suser forbi i førstesalshøjde, og over for Amager Fælleds bynære natur. Netop naturen fylder meget hos jeget, der udtrykker en ligeværdighed med dyrene og planterne i en taknemmelig og sansenær udveksling.

Teksterne forandrer sig fra at være meget luftige til at blive mere komprimerede, som et billede på, at sprog kan forandre sig og se forskelligt ud afhængigt af, hvordan man har det. Udover jeget optræder ansatte, andre indlagte og jegets familie, ofte med egne udtalelser, der hverken kommenteres eller vurderes af jeget: ”lægen: jeg kan se der er lys” (s. 35).

38386271

Der er ingen forklaringer på, hvad jeget fejler eller hvor længe indlæggelsen varer, men oplevelsen af krop og tilstand formidles i ord: ”jeg kan være ingenting/ det kan være forfærdeligt/ forlade kroppen/ mærke det strømme” (s. 23). Teksterne er glimt fra hverdagen på en afdeling med brikse, akvarier og SOSU-assistenter, med fælles rygestunder i gården, og dage, hvor der ikke er kræfter til at stå op. Tonen er mild og udramatisk, selv når der er politi og dødsangst, selv når virkeligheden smuldrer. Oplevelsen af tid er meget rummelig, og jeget er en let gennemstrømmelig person, der oplever verden helt åbent og transparent. De sansede øjeblikkene er beskrevet med en lavmælt musikalitet, og der kan ligge hele historier i simple sætninger: ”på gangene går jeg hurtigt som om jeg skal nogen steder” (s. 45). Fuglekugler og smerte optræder med samme vægt i den måde, jegets indre og ydre verden smelter sammen på. Der er en ro i dagens rutiner: at blive vækket (af ”én der hedder anita”, s. 25), lytte til fuglene, se metroen suse forbi og sludre med de andre, men af og til tager noget andet over, og jeget mister kontrollen og hukommelsen: ”Pludselig stå alene i den tilgroede sø på Amager Fælled med vandet til hofterne bryde sammen i vandet græde vand i vand og alger gråd ikke huske noget som helst ikke vide hvem man er.” (s. 43).

”Hindebæger” har et ømt blik på den syge i disse stilfærdige og fyldige optegnelser af dage i et liv, hvor det måske er de sårbare, der er heltene: ”hospitalstæpper som kapper, de drenge er spøgelser, de er helte” (s. 21).

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Hindebæger"