Både i udlandet og i Danmark er der i de senere år kommet mange nye forfatterstemmer med baggrund i underklassen. De skriver bøger, der beskriver, undersøger og udstiller klassesamfundet fra forskellige vinkler.
Christina Hagens ”POW POW POW” (2024) med genrebetegnelsen pistoldigte er en hjerteskærende bog om at vokse op i et miljø med svigt og overgreb, om at se sporene efter en ydmygende barndom trække med ind i voksenlivet og om at være bange for at blive slået ihjel. Christina Hagen fortæller selv, at hun er vendt tilbage til sin opvækst i Herning for at samle oplevelser til en art kollektiv historie fra den del af samfundet, hvor sproget ikke er præcist nok til at trænge igennem. Som skrivningen skred frem, opdagede hun et overordnet tema: ”Jeg skrev for at få det bedre, og jeg skrev om alt det, jeg kunne huske, og som, jeg mente, havde en betydning for, hvordan jeg har det nu. Det var først, da jeg fik skrevet alle historierne ned, at det gik op for mig, at stort set alle handler om mænds vold.” (Peter Nielsen: »I det mindste kan jeg nu fortælle, hvad der foregik i lejlighederne. Ikke mindst fordi det stadig sker«. Information, 2024-01-11).
Jonas T. Bengtsson skriver i sine bøger om livet i socialt udsatte boligområder, men har udtalt: ”Jeg ville aldrig selv betegne mit forfatterskab som socialrealistisk. Hvad pokker er det overhovedet? Det er det, middelklassen kalder litteratur, der beskriver underklassen” (Hvis jeg ville ændre samfundet, så var jeg ikke blevet forfatter, Information, 20.5.2017). Bengtsson laver i citatet en vigtig distinktion mellem den litteratur, der skrives om underklassen og den litteratur, der skrives af mennesker med baggrund i underklassen. De forfattere, vi har valgt at fremhæve herunder, skriver alle både fra og om underklassen.
39055686
Édouard Louis skriver om vold i bl.a. debutromanen ”Færdig med Eddy Bellegueule” (2015) og i efterfølgeren ”Voldens historie” (2017). Det er både den fysiske vold og den vold, der ligger i sproget. Dem, der ejer sproget definerer ”de andres” historie. Ved at skrive insisterer han på at tage sin egen historie tilbage, og samtidig giver han stemme til en del af samfundet, som sjældent selv kommer til orde.
Thomas Korsgaard beskriver med sin trilogi om Tue en opvækst på landet i et fattigt og voldeligt miljø. Bøgerne følger Tues rejse væk fra provinsen i Jylland til København, og viser hans akavethed overfor de normer, der gælder dels i storbyen og dels i de øvre klasser. Det er både humoristisk og hjerteskærende at følge outsideren Tue ind i den nye tilværelse.
Glenn Bech debuterede med den selvbiografiske ”Farskibet” (2021) – en formeksperimenterende roman, der er struktureret omkring faderens selvmord. Romanen bliver også en udforskning af det maskuline i mødet med de stedfædre, som kommer til. Det er en hård opvækst i et miljø uden økonomisk og følelsesmæssigt overskud.
Jacob Skyggebjergs autofiktive debutroman ”Vor tids helt” (2013), fortæller om en opvækst i provinsen i et hjem præget af misbrug – et misbrug som hovedpersonen tager med sig ind i voksenlivet.
Asta Olivia Nordenhof skriver i romanen ”Penge på lommen” (2020) om et ægteskab præget af psykisk og fysisk vold. Den kvindelige hovedperson Maggie har svært ved at være i verden og bærer på en trist opvækst, der gør det svært for hende at begå sig socialt.
Mikael Josephsens ”De andre” (2021) er en kollektivroman med et persongalleri af hjemløse. I korte kapitler følger vi deres barske hverdag og kommer helt tæt på en marginaliseret gruppe på samfundets bund.
Hvordan oplever man København, hvis man er migrant fra Ghana? Det undersøger Lucia Odoom i sin moderne brevroman ”Cosmos” fra 2024, hvori den unge mand Cosmos skriver WhatsApp-beskeder til sin familie i Ghana om livet som hjemløs flaskesamler. Den charmerende samtidsroman er præcis i skildringen af såvel dansk selvforståelse som global ulighed og viser, hvor sårbart det kan være at åbne sig for hinanden – og hvordan fællesskaber griber de rastløse.
Morten Papes romaner ”Planen” (2015), der er baseret på hans eget liv, og ”Guds bedste børn” (2018), ”I ruiner” (2021), og "Nøglebarn" (2024) foregår alle i og omkring Urbanplanen på Amager i et hårdt miljø.
Sebastian Bune skriver hæsblæsende socialrealisme og giver stemme til udsatte børn i velfærdsstatens Danmark. Hvis man er så privilegeret, at man ikke selv kender til vold, tror man det ikke muligt i dagens Danmark; men Sebastian Bune ved, hvad han taler om. Han har været der selv.
Liv Duvås anmelderroste roman "Ned fra himlen" (2024) foregår i Brøndby Strand og beskriver livet i betonen mellem de nedrivningstruede højhuse, og på en rideskole for socialt udsatte børn.
Også flere nyere digtsamlinger belyser klassesamfundet og den sociale ulighed fra forskellige vinkler, fx digtsamlinger af Yahya Hassan, Haidar Ansari, Nadia Josefine El Said og Jonas Reppel. Den direkte henvendelse, der ligger i digtformen, giver mulighed for at skrive i et sprog, der ligger tæt op ad talesproget (slang og ghettodansk). Jonas Reppels bog ”Farfedt” (2022) er skrevet med en del sprogfejl for at vise jeg’ets ordblindhed.
Mere om ulighed
Ulighed og underklasse
På Læsekompasset kan du finde inspiration til flere bøger fra og om underklassen.
Ulighed på film
Se film om ulighed på Filmstriben.