Kærlighed i alle regnbuens farver

Sylvia elsker sin kæreste Charlie. Hun ligner en eventyrprins. Men åh, hun elsker også sin ven Esben, især da han og kæresten Karen afslører, at sommerhusturen med de syv venner har en hemmelig agenda: nemlig deres bryllup.

Kvæde er sent sprunget ud som transperson og nyder sin anden (og bedre) ungdom i fulde drag. Han er en yngling; en ungkarl i en skov af par. 

Grys mand Adam, derimod, fremstår som inkarnationen af en selvsikker og overlegen cisheteromand. Eller? 

138197328

Linea Maja Ernsts debutroman ”Kun til navlen” er en sanselig smeltedigel om venskaber, kærlighed, længsler og sex, om overgangen fra ungdoms- og studieliv til voksenliv og ikke mindst om alle de besværlige følelser, der kan ramme syv venner, der mødes en uge ved en skovsø for at mindes gamle dage og fejre brylluppet mellem to af vennerne. Romanen er en moderne udgave af Shakespeares ”En skærsommernatsdrøm” og udfordrer ideen om, at voksenlivet kun kan være på en bestemt måde – ikke mindst tematiserer den tvivlen og stiller spørgsmålet, om tosomhed er den eneste og bedste vej til lykke.

Det er en bog, som giver sig selv lov til at tvivle, overveje og genoverveje, hvordan livet og ikke mindst kærligheden kan leves. Igennem romanens syv karakterer undersøger fortælleren alle mulige positioner at leve livet fra og udleve kærligheden på. I bogen sameksisterer det analyserende og selvbevidste, og det sprudlende og grænseoverskridende, og er en ægte sommerroman. 

Læs hele portrættet af Linea Maja Ernst og se vores interview med forfatteren om bogen

Ocean Vuongs autofiktive romandebut fra 2019 er et utroligt nært og nuanceret portræt af en barndom, hvor vold og kærlighed ikke udelukker hinanden. Bogens jegfortæller, som hedder Lille Hund, er en ung dreng, som vokser op i et fattigt hjem. Hans mor arbejder hele tiden, og hans bedstemor passer ham derhjemme hver dag. Både bedstemoren og moren slår ham. Han bliver også slået ovre i skolen, og da han som 15-årig tager arbejde på en tobaksfarm, er der også bælteslag. Det er også i det arbejde, Lille Hund møder Trevor, som han indleder et kærlighedsforhold til. Her bliver vi præsenteret for noget så sjældent som et portræt af queer kærlighed mellem to unge mænd, som tilhører landbrugsarbejderklassen, hvor det, selvom volden og smerten også er til stede, er ømheden og kærligheden, der er i forgrunden.

48069584

Det er en bog om Amerika fortalt af en immigrant og til en immigrant. En brevroman, formuleret som et brev til moren, som aldrig kommer til at læse den, fordi hun ikke kan læse engelsk. Det er både en måde at fortælle hendes historie på, og en måde at frigøre sig fra sin historie. Det er kendetegnende for Vuongs måde at skrive på, at tingene er komplekse, paradoksale og nuancerede. Hans tænkning foregår igennem de ekstremt nære, specifikke og nuancerede karaktertegninger. Og det går også igen i formen. Der er både tale om et formfuldendt og smukt sprog, men det er netop det formfuldendte og smukke, som gør, at det bliver sørgeligt. Fordi det er et signal om, at forfatteren har fjernet sig fra sit ophav, fra sine elskede, fra sin mor der ikke kan læse det, han skriver.

Vuong er interesseret i, hvordan de store historier om krig, kapitalisme, opiodkriser, migration og racisme trænger ind i de helt nære liv. Og romanen, forstået som en stor rummelig form, hvor der er plads til at være sammen med mennesker, der bliver levende, fordi de er så godt beskrevet, er den ideelle måde at vise det på.

Læs hele portrættet af Ocean Vuong

Douglas Stuarts ”Young Mungo” fra 2022 (”Unge Mungo”, 2022) er også en coming-of-age- eller dannelsesroman. Den falder i 28 kapitler og inddrager træk fra forfatterens opvækst, men mindre direkte end debuten. Stuart fortæller, at hvor debutromanen undersøger det feminine, undersøger den svære toer det maskuline. Måske derfor skriver den alvidende fortæller med mindre omtanke og færre luftige metaforer, og så er det mest Mungos indre, man følger. Her springer man mellem to handlingsforløb: I det ene bliver Mungo sendt på fisketur med to temmelig suspekte mænd, hans mor kender fra Anonyme Alkoholikere, og i det andet møder og forelsker Mungo sig i katolske James – et farligt forhold, man kan blive stukket ned for, fordi det ain’t right at være bøsse.

134045221

Unge Mungo er en følsom, genert dreng uden venner. Når han bliver nervøs, sitrer hans venstre side lige under øjet, og han bider, så der kommer tandmærker i alt. Desuden ser han godt ud, ligner hverken ”den almindelige grove, barske maskulinitet eller den overfriserede, overparfumerede fodboldspiller” (s. 35). Han har derimod høje kindben og fine træk, og hans hår gør, at kvinder vil passe på ham, mens samme sødme vækker ”uro blandt drengene” (s. 35).

Mungo vokser op i den protestantiske del af Glasgows arbejderslum i halvfemserne, under Thatchers regering. Der står for eksempel: ”Mænd, der var født til at forme stål, fik nu lov at ruste op, og hele bysamfund … havde ikke længere lønnet arbejde” (s. 45). Mungo er den eneste, der elsker deres mor. Hun fik de tre søskende som ung og har siden haft travlt med at fortælle dem, at de ødelagde hende. Hun er alkoholiker og forsvinder ofte på mande- og drukjagt. Deres far er til gengæld død. Han elskede Glasgows slum og blev stukket ned af de katolikker, han bekrigede, og kort efter fandt moderen ud af, hun var gravid med Mungo. Derfor opkaldte hun ham efter den katolske St. Mungo, der ifølge legenden er Glasgows grundlægger – og således fornemmer man, Unge Mungo skal udrette noget stort.

Ser man på slutningen, snurrer Mungo – ligesom Shuggie – rundt på hælene og stikker af med James: ”Han vinkede kun ad ham én gang … Kom, sagde vinket, kom med væk herfra” (s. 429). Men hvor Shuggie snurrede rundt og gik ind mod Glasgows slum, snurrer Mungo og James rundt for at komme et andet sted hen, langt fra det sted, hvor de ikke må være dem, de er.

Læs hele portrættet af Douglas Stuart og se vores interview med forfatteren

Elias Sadaq slog igennem i den bredere offentlighed med ”Djinn”, der udkom i foråret 2024. Digtsamlingen handler om et jeg, der forsøger at forene to størrelser, der på overfladen forekommer uforenelige – nemlig det at være praktiserende muslim og samtidig homoseksuel. Samlingens 71 digte er ordnet kronologisk, og det første er en erindring, fra da digterjeget er 12 år. Nogle af dem – eksempelvis ’Kærlighedsbesværgelse’, hvor digterjegets farmor Amina(h) giver tips til ritualer, der skal hjælpe kærlighed på vej – er en serie med flere digte, der har samme titel med fortløbende nummerrække.

Ordet ’djinn’ er betegnelsen for en ånd i islam eller arabisk kultur, og det staves med to arabiske rodbogstaver, der betyder hhv. himmel og helvede og optræder på bogens forside. De eksisterer i et slags religiøst hierarki med engle-mennesker-djinner, og i Elias Sadaqs digtsamling er den formskiftende djinn-figur et flydende queer ikon, der repræsenterer de marginaliserede i samfundet.

138012476

Et af de sidste digte i bogen hedder ”Ruqya”, og det er navnet på et ritual, man udfører, når man uddriver en djinn. I digtet er det fuldmåne, og jeget oplever en form for djævleuddrivelse, hvor han vender det hvide ud ad øjnene, og en stemme lyder gennem en højttaler: ”Hvem er din Gud” (s. 80). Digtets konklusion kommer straks herefter med ordet ’majnun’, der betyder ’skør’ på dansk og betegner digterjegets far – for det er nemlig skørt, at to menneskers kærlighed bliver anset som noget forbudt. Sidste linje lyder stærkt: ”(…) jeg leder stadig bønnen” (s. 80).

Sproget i ”Djinn” beskriver Elias Sadaq selv som ’beskidt’ i et podcastinterview med Molly Balsby, og det vrimler da også med bandeord og eksplicitte beskrivelser af sex i digtsamlingen. Selv forklarer Elias Sadaq sit sprogvalg med, at det netop er i det beskidte sprog, at djinnerne trives, og djinnerne rummer selv en stærk erotisk energi, der mimes i det sproglige udtryk. Udover dansk rummer bogen mange arabiske og engelske udtryk, og de fortællende sætninger ligner knækprosa i et dagligdagssprog.

Læs hele portrættet af Elias Sadaq

Thomas Korsgaards kortroman ”Mente I det” fra 2023 er en kortfattet fortælling om en hadforbrydelse og dens vidtrækkende konsekvenser. Fortælleren er i byen i København med sin veninde, da tre mænd umotiveret kommer hen og truende gentager: ”Skal du dø?”. Han løber væk fra situationen, men overgrebet sidder i ham på så angstfuld en måde, at han ikke tør forlade sin lejlighed i en uge. For det vil ske igen, som det er sket så mange gange før. Han fremskriver eksempler fra hele livet, hvor han er blevet gjort forkert i sin homoseksualitet: i børnehaven, i skolen, i familien, på arbejdet, blandt venner, i byen.

137076861

Politiet tager ikke henvendelsen alvorligt, og en advokat fraråder ham at starte en sag – men skrive om det i stedet. Det peger på de strukturelle udfordringer, der er i vores retssystem i forhold til at håndtere hadforbrydelser.

Fortælleren er omkring psykiatrisk afdeling og bliver henvist til Kompetencecenter for selvmordsforebyggelse, og langsomt vender han tilbage til livet. Går i Irma og på date, mens han overvejer, om det er bedst at huske eller glemme overgrebet. Det virker til, at selv hans nære relationer har svært ved egentlig at forstå, hvad han udsættes for, men han finder en form for trøst i at læse Tove Ditlevsens roman ”Ansigterne”, som handler om en kvindes indlæggelse på psykiatrisk afdeling.

Den lille roman blotlægger skånselsløst, hvordan man som homoseksuel altid vil være anderledes, og at nogle mennesker føler sig berettiget til at nedgøre og true en pga. seksualitet. Nogle bryster sig af at kende en homo eller roser en for at være åben om sin seksualitet. De mange ubehagelige oplevelser har sat sig i fortælleren som en mistro og en frygt, der er ved at tage livslysten fra ham, og han må minde sig selv om, at han er ven, gudfar, forfatter, læser, oversætter, søn, storebror, crossfitter, født på en tirsdag – og desuden homoseksuel. Men alle de andre ting får han lov at være i fred, i modsætning til homoseksuel.

Romanen er abrupt i sit sprog og spejler i sin form den angstfyldte ensomhed, fortælleren oplever efter chokket. Det hele er faldet fra hinanden.

Læs portrættet af Thomas Korsgaard og se vores interview med forfatteren

Baldwins anden roman, ”Giovannis Room” fra 1953 (”Giovannis værelse”, 1957), følger ligesom hans første en udvikling i hans liv. Baldwin flyttede som ung mand til Paris. Det er dog heller ikke en autobiografisk fortælling. Hovedpersonen David er hvid. Romanen er opbygget som en tragedie. Da vi først møder hovedpersonen David, er det mens han står i Nice, forladt og knækket, på grund af de begivenheder, der har udspillet sig i romanens andet spor. Det at vi allerede ved, at romanen ender ulykkeligt, gør det ikke mindre spændende at finde ud, hvordan det går galt, men det gør det mere hjerteskærende at læse, fordi man hele tiden læser med bevidstheden om, at den kortvarige lykke ikke vil vare ved.

46010728

Mens Davids forlovede Hella er i Spanien for at tænke over, om hun vil svare ja på hans frieri, møder David Giovanni. Den unge, smukke italienske mand, som han hovedkulds forelsker sig i. David har et internaliseret had til homoseksualitet, som betyder, at hans forelskelse i Giovanni hele tiden også er iblandet en foragt. Det romantiske, dekadente liv, de lever, er også et utroligt frygtsomt og hårdt liv. De har ingen penge. David er blevet smidt ud af sit hotel, fordi han ikke betaler regningen, men Giovanni lader ham sove hos sig. Og det er kun på Giovannis lille værelse, der beskrives med en væmmelse og en fascination, som var det Giovanni selv.

”Giovannis værelse” kan læses som en omvendt dannelsesroman. Ligesom i en dannelsesroman møder vi en ung person, historisk oftest en ung mand, på et afgørende tidspunkt i hans liv. Han skal træffe nogle valg, og romanen ender ofte et sted, hvor han er blevet klogere, ligesom i Baldwins debut ”Råb det fra bjergene”. Men i ”Giovannis værelse” ender det ikke med, at David er blevet klogere, det ender med at han har ødelagt sig selv, sit liv, og ikke mindst Giovannis liv. I en afgørende scene står David alene og forladt på det samme hotelværelse, vi mødte ham i i første kapitel, og kigger sig selv i spejlet. Men han ser ikke sig selv, han ser Giovanni, der grædende bliver slæbt til guillotinen. Det er både hans elskede Giovanni og en del af ham selv, der bliver slået ihjel. Men romanen er også barsk nok til at indrømme, at der er forskel på disse to mennesker og deres privilegier, og selvom han er ødelagt, lever David videre.

Læs portrættet af James Baldwin

Med udgivelsen af romanen ”Adam i Paradis” (2021) begav Rakel Haslund-Gjerrild sig ind i den exofiktive genre, hvor biografi flettes sammen med fiktion, således at der digtes videre på en virkelig persons liv. I ”Adam i Paradis” er den pågældende person kunstmaleren Kristian Zahrtmann (1843-1917).

Romanen begynder, da Zahrtmann en varm sommerdag i 1913 stiger ombord på toget i Kalundborg. Toget er fyldt med soldater, og i den svedende forsamling spotter Zahrtmann pludselig sin ’Adam’. Den anerkendte 70-årige maler er ved at konstruere et kontroversielt maleri af Adam i Paradisets have; nøgen, ventende og med et udfordrende blik, men han mangler en model, der kan sidde som den afklædte Adam.

38954334

Læseren følger Zahrtmann rundt i intellektuelle kredse, hvor bl.a. forfatteren Herman Bang (1857-1912) og litteraten Georg Brandes (1842-1927) færdes, og Rakel Haslund-Gjerrilds gendigtning placerer den anerkendte maler i – på daværende tidspunkt kontroversielle – antydede homoseksuelle forbindelser. Især en af Zahrtmanns modeller, Hjalmar Sørensen, som kaldes for den ”(…) smukkeste mand, verden nogensinde har set” (s. 30), får en central plads i kraft af både sin seksualitet og sin rolle i sædelighedsfejden.

I Den store Sædelighedsfejde, der fejede gennem landet fra 1880’erne til starten af 1900-tallet, blev hundredvis af mænd, der ofte var unge mandlige prostituerede, forhørt om deres homoseksuelle relationer. Mange blev dømt for ”Omgængelse mod Naturen.” Rakel Haslund-Gjerrild bruger undervejs i romanen en række avisudklip, der rapporterer om retssagerne, hvor homoseksuelle sad på anklagebænken pga. deres seksualitet og ”Syg Elskov” (s. 57), samt bilag med straffelovens formuleringer om at have indgået i ”uteerligt Forhold” (s. 33).

Historien om de sidste tre år i Kristian Zahrtmanns liv er skrevet med maleriske beskrivelser og med en sørgmodig og længselsfuld tone, for selvom Zahrtmann i sin samtid er et ikon på Studieskolen for Frie Kunstnere i Danmark og er verdenskendt for sine farverige billeder, så føler han selv, at storhedstiden er forbi – og han føler sig udtjent og ”(…) mat som gammelt guld” (s. 262). ”Adam i Paradis” slutter i 1917, da Kristian Zahrtmann dør. Romanen er skrevet på baggrund af research i bl.a. Rigsarkivet samt Kristian Zahrtmanns egne breve.

Læs portrættet af Rakel Haslund-Gjerrild og se vores interview med hende om bogen

Caroline Ørsums kærlighedsroman ”Afstanden mellem dig og mig” fra 2020 handler om at være ung pige og forelske sig i en mere moden kvinde, der ovenikøbet er ens dansklærer. Laura er 17 år, går i 2.g og bor i København sammen med sin mor og stedfar. Hun har en idé om, at hun er mest til piger, men hun tvivler på kærligheden, og det kræver både filosofiske diskussioner om Søren Kierkegaard og Løgstrup og mødet med den nye, unge gymnasielærer Mille at ændre på den sag.

48203124

Hendes to bedste venner hedder Valde og Olivia, og da moderen og stedfaderen pludselig flytter til Island, flytter Laura ind i kælderen hos Valdes forældre. Hun føler, at navlestrengen til hendes mor kappes brat over, men hun har mod på det hele, også selv om det gør ondt. Men så kommer den store forelskelse i Mille og forvirrer hende godt og grundigt. For lærere og elever kan jo ikke være kærester, og Laura og Mille kan heller ikke finde ud af, om det er det, de skal være. Desuden har Mille netop oplevet et svært brud, og Laura frygter at være rebound. Der er pres på, og Laura er på dramatisk vis ved at droppe ud midt i 3.g.

Sproget er fyldt med overraskende overgange, hvor det ene billede tager det andet i et flow, der ofte fører helt ind i Lauras sind og følelsesliv. Hun finder det skræmmende, at følelser – især andres – er flygtige, og sten og tid er derfor centrale metaforer for Lauras behov for noget vedvarende, der kan fastholdes: ”Hvis jorden er fire en halv milliarder år gammel, sådan som Anders plejer at fastslå med geologisk selvsikkerhed, så er to år et blink med øjnene, et fingerknips, en lille ubetydelig tidsprut.” (s. 57).  

Tematisk byder romanen på en klassisk coming-of-age-menu: Den første forelskelse, at turde give sig hen til den anden og være i kærlighedens magt, at stå på egne ben som stor teenager, venskaber, der betyder alt, men alligevel rystes, hvis man ikke straks svarer på sin mobil. Det er nærmest et komma i den store kærlighedsbog, at kæresten Mille er en pige og ikke en dreng, og det tør måske nok siges at være et budskab i sig selv.

Læs hele portrættet af Caroline Ørsum