Amalie Laulund Trudsø

Amalie Laulund Trudsøs tredje roman, ”Kunstnerhjem” fra 2025, strækker sig over fire årtier og beskriver, hvordan hovedpersonen Signes liv udfolder sig fra teenageårene i Slagelse under besættelsestiden til det modne kvindeliv, hvor hun som alenemor til tre driver butik i Taarbæk i 1970’erne.

140416576

Signe vokser op i en velstillet dyrlægefamilie med kokkepige og stuepige, hvor køkkenet præcis som i tv-serien Matador danner en tryg ramme fuld af liv og latter for Signe og hendes to søstre. Sorgløsheden, som krigens ophør ellers varsler, slutter brat, da den ældste søster Anna dør af børnelammelse. Sorgen følger Signe gennem livet, ligesom drømmen om at male. Men i stedet for at udleve den gifter hun sig med en maler med rod i arbejderklassen. Med tre børnefødsler i rap og en krop, der er ved at segne, er der ikke tid til meget andet end moderskab og husmoderlige pligter. Ikke før hendes mand Johan forlader hende. Fast besluttet på at forsørge sig selv og børnene åbner hun butik og underviser syhold.

Signes liv skrives ikke frem som en naturlig sammenhængende fortælling, men snarere som en række nedslagspunkter i et kvindeliv. Romanens kapitler er skrevet som scener, der kan virke tilfældigt udvalgte, og det bliver op til læseren at forstå scenernes betydning i Signes liv. På samme måde er det også op til læseren at danne sig et billede af Johan som karakter. Signe selv afholder sig fra at dømme ham, selvom flere af hans handlinger godt kunne kalde på en dom, som når han slår børnene eller går fra hende med ordene: ”Nå, Signepige, jeg har sgu fundet en anden.” (s. 167).

Amalie Laulund Trudsø indfanger detaljer og beskriver huslige gøremål, lys og børneleg så sanseligt, at læseren næsten kan mærke en dejs tørre kølighed og se Taarbæks lave decemberlys. Hun skriver i det hele taget sanseligt om kvindelivets vilkår, der er romanens hovedtema og behandler temaer som ulighed, længsel, klasserejse, frigørelse og retten til egen krop.

”Kunstnerhjem” er en scenisk indføring i en kvindes liv og udvikling med fokus på hovedpersonens erfaringsverden og sproglig sanselighed.

I sin litterære debut ”Koordinater” fra 2013 skriver Amalie Laulund Trudsø sig ind på København og storbyerfaringen set fra en ung tilflytters perspektiv. Bogen er en samling af tres små kortprosatekster, der hver fylder en lille side i bogen med et stykke af det unge og yderst selvbevidste kvindelige digterjegs københavnerliv.

29734151

Hver enkelt tekst tager navn efter og udgangspunkt i en gade i København, som jeget lærer at kende, da hun efter at have forladt barndomshjemmet forsøger at navigere i byen og tilegne sig den som sin egen. Dette lykkes gradvist i bogen, som digterjeget møder og bryder med kærester, flytter ind og ud af lejligheder og glider ind og ud af beruselser, forelskelser og årstider og på den måde forvandler byens steder til scener i hendes egen fortælling. Bogens titel synes på den måde at henvise til jegets personlige markering af forskellige steder i København som pejlemærker i et spirende og forvirrende voksenliv.

I ”Koordinater” fremskrives livet ikke som en naturligt sammenhængende fortælling, men som en række af tilfældigheder, der retrospektivt viser sig skelsættende. Dette ses f.eks., da hun møder det første dragende maskuline ”du” til en tilfældig fest i hans lejlighed i Skydebanegade, hvilket få sider senere fører til, at jeget, som det passivt formuleres, sidder og får sig en kæreste i Folkets Park – en kæreste der viser sig at bringe et ukendt mørke ind i hendes liv.

Denne tematiske behandling af livet, som noget der bare overgår individet, understreges på bogens formside, hvor teksterne, når de læses i forlængelse af hinanden, bliver til et kronologisk men yderst fragmentarisk hele med mange uforklarede elementer, der peger på jegets livsfortælling som en kompleks og sammensat enhed.

Det, der binder de forskellige tekster sammen, er foruden en smittende bittersød kærlighed til København også kærligheden til de skiftende kærester, som fører digterjeget fra euforisk forelskelse til frustration og forladthed. Alt fremskrives med lige dele selvironi og alvor i et let, lyrisk og sansemættet sprog, der gnidningsfrit forener metaforer, ordspil og rytme med umiddelbart uskønne ord som pik og bræk. Trudsø slår på den måde sproglige krøller på det hverdagslige, så de til tider ynkværdige ungdomserfaringer forvandles til poesi.

Uendelige dage, brændende sand og bål. Spande, skovle og en sandborg. Jegfortælleren i Amalie Laulund Trudsøs anden bog, ”Sommerhus” fra 2016, deler ud af sine ferieoplevelser i familiens sommerhus ved Sejerøbugten. Hun fortæller om sommerlandets venskaber, der hvert år skal genfindes og forhandles på ny, om barnets spirende seksualitet, der udvikles legende, men som føles skamfuld i voksnes nærvær og om op- og nedture i familiens feriesamvær.

52208491

Vi følger i romanen en pige over flere somre uden at vide præcist, hvornår de forskellige scener udspiller sig. At tiden bevæger sig fremad, kan især aflæses i pigens fysiske udvikling, hvor kroppen forandrer sig fra barnets kantede krop til teenagerens mere kurvede krop. Jegfortælleren overraskes selv af denne udvikling, og skammen indfinder sig sammen med bevidstheden: ”Min mor siger, at jeg er blevet for gammel til at rende rundt uden tøj på i offentligheden (...). En mærkelig følelse af skam går gennem mig ved hendes ord,” (s. 117).

Ved på den måde at ophæve det tidsspecifikke i fortællingens komposition mimer romanens form ferietiden, der kan opleves som en mere udflydende, uendelig tid end hverdagens. Som i Trudsøs debut har stedet en særlig plads i handlingen. Indimellem de mange, enkeltstående sommerfortællinger står korte, faktuelle beskrivelser af konkrete steder: Ordrup Næs, Nekselø, Sejerø, Hyrehøj, Vejrhøj, Sjællands Odde, Sanddobberne, Knarbos Klint, Orehøj. Stederne bliver en slags forankring for jegfortælleren, og i modsætning til tiden kan stederne fastholdes i erindringen.

Trudsøs sprog er sanseligt og malerisk, og som læser mærker vi sommerens magiske tidsløshed. Vi mærker også skammen, forvirringen og trangen til løsrivelse. Venskab, retten til egen krop og besværlig søskendekærlighed er ligeledes væsentlige temaer i ”Sommerhus”. Romanen er en realistisk jeg-fortælling, men til trods for en tydelig hovedperson er den ikke et psykologisk portræt. Den er snarere en undersøgelse af ferietid, erindring og barnets løsrivelse fra moren i overgangen til teenager.