Jens Henrik Jensen

Jens Henrik Jensens forfatterskab har internationalt snit. Han fremstår som en globetrotter med stor rejseaktivitet. Samtidig har han bevaret en solid forankring i det jyske. Han er født i 1964 i en lille by uden for Horsens, voksede op som en sportsgal knægt, blev student fra Horsens Statsskole, var praktikant på Jydske Vestkysten, mens han uddannede sig til journalist i Aarhus, hvorefter han fortsatte som sportsjournalist på Jydske Vestkysten. Journalistjobbet kvittede han i 2015 for at blive forfatter på fuld tid. I flere ombæringer har han begivet sig ud på større rejser, i 1988 en jordomrejse og i 1994 en rejse i Sydamerika.

På sin hjemmeside fremgår det, at han altid har lyttet meget til musik og både er til popmusik og klassisk. Han anfører U2s “The Joshua Tree” som verdens bedste album og nævner Madonna, Annie Lennox og Bruce Springsteen som nogle af sine favoritter. Af film fremhæver han “En verden uden for” og “The Usual Suspects” som et par af favoritterne. Han har dyrket et hav af forskellige sportsgrene og holder af at færdes i naturen med en fiskestang – helst med en tørflue for enden af linen. Blandt favoritforfatterne er John Le Carré, Len Deighton og Frederick Forsyth, men også John Steinbeck og Ernest Hemingway. Hvad der nok vil komme bag på mange, så har han aldrig læst meget. Det antyder, at han har lært en del som journalist og har en medfødt flair for fortællinger, for hans trilogi om CIA-agenten Kazinski og de tre romaner om politikvinden Nina Portland er blevet modtaget som noget af det bedste, thrillergenren har at byde på her til lands. Og med serien om krigsveteranen Niels Oxen røg den jyske forfatter ikke kun til tops på bestsellerlisterne herhjemme, men også i især Tyskland.

Jens Henrik Jensen startede sin skønlitterære karriere med krimien “Wienerringen” i 1997, og siden da har han udgivet tre bøger om CIA-agenten Jan Jordi Kazanski, en serie om kriminalassistent Nina Portland og seks krimier om krigsveteranen Niels Oxen. I samarbejde med museumsinspektør Jeanette Varberg udgav Jens Henrik Jensen i 2025 vikingethrilleren ”Blodspor”, der er første bind i deres fælles serie ”Frænde”.

Jens Henrik Jensen bor ved Horsens med sin familie.

Jens Henrik Jensen fortsætter sit portræt af et Østeuropa jaget af fortidens skygger i den tredje roman om Kazanski, “Ulven i Banja Luka” fra 2002. I “Kællingen i Kraków” har Kazanski indledt et forhold til det, man uden at røbe for meget, kunne kalde en af handlingens centrale figurer, Ewa Theresa Siwonia. I “Ulven i Banja Luka” forsvinder Ewa på Balkan, og Kazanski presses af Krigsforbrydertribunalet i Haag til at overtage hendes opgave. Han skal finde en person i den serbiske underverden ved navn Kurjak – Ulven – og tvinge ham med tilbage i vidneskranken.

24294757

Kazanski indleder en dramatisk menneskejagt, der fører ham gennem de krigshærgede områder i Kroatien, Kosovo og Bosnien-Hercegovina. Med en gammel serber og en kroatisk kvinde som rejsefæller og med ukendte forfølgere i hælene må Kazanski træde ganske forsigtigt, hvis han skal klare opgaven og finde sin kæreste i live. På Ulvens territorium kan ethvert fejltrin blive skæbnesvangert, og Kazanski er uvidende om det hemmelige storpolitiske spil, der foregår lige bag hans ryg.

Avisernes anmeldere var begejstrede for afslutningen på Kazanski-trilogien. I Ekstra Bladet skrev Hans Engell i sin anmeldelse af bogen: “Serien giver et dramatisk og spændende billede af den nye verden, og de nye naboer i Øst- og Centraleuropa. Gammelt had, borgerkrige og stinkende korruption er en del af den nye europæiske dagsorden, og Jens Henrik Jensens trilogi er i romanform en fantastisk god indføring, hvis man vil forstå, hvad der er sket bag facaderne i disse år.”

I anden del af Jens Henrik Jensens serie om kriminalassistent Nina Portland, “Kulmanden” fra 2007, slår et lyn ned i kulbjergene ved kraftværket i Esbjerg og afdækker liget af en ukendt mand, dræbt med knivstik. Kort efter dukker et andet lig op i et sommerhus i Blåvand. Nina Portland sættes på sagen, og et hav af handlingstråde flettes sammen.

26932750

Hun får en ny makker, Tim Wejse, som hun synes er halvinteressant. Hun bliver forfulgt af en mystisk mand med en grøn jægerhat. Hun falder over en historie om en ung Esbjerg-fotograf, som er omkommet i en bilulykke i Istanbul.

Hun finder ud af, at hans ven og makker, autisten Ib Munk, har gemt en film af nogle tyrkiske soldater, som foretager en summarisk henrettelse af otte kurdiske fanger. Konturerne af et større politisk plot tegner sig.

Forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU står over for et afgørende møde. Der er nationalistiske og muslimske og kurdiske interesser på spil. Der er dem, som er i det for pengenes skyld. Ib Munk er den eneste, som er uskyldsren. I en af forfatterskabets mest rørende, spændende og stemningsmættede scener finder Nina ham i en forladt feltstation på øen og naturreservatet Langli. Desværre har to morderiske agenter fulgt efter hende. Vejen tilbage til fastlandet er afskåret. Flugt er tilsyneladende umulig.

Kriminalassistent Nina Portland bliver nok aldrig det glade ansigt på Danmark overfor udlandet. Faktisk er hun ikke særligt glad for udlandet eller udlændinge. I Jens Henrik Jensens tredje roman om den geskæftige rødtop ved Esbjergs politi, “Spøgelsesfangen” fra 2010, er det “Fuckin' Islamabad”, byen har opslugt hendes kæreste, PET-agent Tim Wejse, og visse bosniere og tyrkere kunne hun også meget nemt undvære, de er begyndt at poppe hinanden i Esbjergs underverden. Og en privatjet på vej fra Island til Rumænien, som Nina forbinder med overgreb på ferierende unge esbjergensere, falder ned ude i nærheden af Henne Strand, og så har man pludselig en arabisk terrorist løs i klitterne. Og hvor der er arabiske terrorister, er der selvfølgelig også CIA og international presse.

28441428

Med et er Esbjerg blevet et storpolitisk brændpunkt. Obama er lige tiltrådt, og han har lovet, at det er slut med hemmelige fangetransporter og henlægning af forhørsopgaver til lande med et afslappet forhold til konventioner og menneskerettigheder. Men noget tyder på, at det ikke helt er tilfældet. Noget tyder på, at flyveren, som er styrtet ned, netop er en af de fangetransporter; at den undvegne fange er en af de såkaldte spøgelsesfanger, fanger som ikke officielt eksisterer.

Til presset fra det store udland føjer sig presset fra det øvrige Danmark og særligt politikerne i København. Afghanistankrigen skaber udfordringer med traumatiserede veteraner. Og politireformen og en teknokratisk, glat chef er blevet trukket ned over hovedet på den lokale styrke med kaos og efterslæb til følge. På den måde er “Spøgelsesfangen” formentligt et temmelig præcist portræt af den mentale undtagelsestilstand kendt som udkantsdanmark. Tingene kører ikke, som de skal, og individualisten Nina Portland står tilbage som den tapre forsvarer af en begrænset og udvisket kultur, hvor kernen er de nære bånd til naboen og den gamle søulk af en far i Sønderho og sønnen Julle, men favoritmåltidet er pizza, og stemmen, som bevæger hjertet, tilhører den syngende telefonsælger Paul Potts.

Erindringen om det, der er gået tabt, det der er blevet ædt af globaliseringen, findes ikke. Romanens egentlige spøgelsesfange er historien og den lokale og regionale identitet. På den måde er den del af den samme udvikling, som den problematiserer. En indlysende konsekvens, når genren er 'den internationale spændingsroman'. Handlingen er tresporet. Det bredeste følger Nina Portland. De to andre følger den formodede terrorist, som skjuler sig i de øde sommerhuse, og en selvbestaltet bøddel, manden, der har fået bandekrigen til at blusse op.

Jens Henrik Jensens journalistiske baggrund fornægter sig ikke. Hans bøger er gennemresearchede. Han har tjekket sine locations, han har sat sig ind i de sociale, kulturelle og historiske forhold på de steder, han skriver om, han har gennemtrevlet de politiske forhold. Han formidler en anseelig stofmængde. Letheden han gør det med, er udtryk for talentet. Han opløser det i handlingen, fletter det ind i dialoger, kærligheds- og actionscener. Han lader sit stof give dimensioner til personerne og personerne liv til stoffet. Ovenstående forestillinger om Esbjerg antyder den sociale dimension. Et par linjer fra forordet til “Kællingen i Kraków” den eksistentielle: “I et ganske almindeligt liv som det, er der linier, som mødes. Det er ikke noget egentligt forudbestemt. Det er bare noget, som sker.” (s. 6).

Bøgerne om Oxen og også vikingeromanen ”Blodspor” afslører forfatterens forkærlighed for at skrive om konspirationer og lyssky affærer. Et gennemgående tema i bøgerne er magt. Magtens motiver. Og misbrug af magt.

Temaet med soldater, der har ar på sjælen og krigstraumer, har forfatteren strejfet i bøger som ”Spøgelsesfangen” og ”Hofnarren i Murmansk”. Med Oxen-serien er temaet for alvor kommet i fokus, når Jens Henrik Jensen skriver om psykisk sårbarhed, om krigsveteraner med traumer og om et samfund, der svigter dem, der måske nu er ”hængte hunde” og uarbejdsdygtige soldater, men som engang stod forrest ved fronten og satte livet på spil for Danmark.

Fælles for bøgerne om Oxen er også, at en stor del af handlingen foregår i naturen – langt fra storbyens skumle baggårde og politihovedkvarterer. Oxen færdes helst i naturen, han er en ensom ulv. Jensens yndlingsdyr er netop en ulv, fordi den er udholdende, stædig, har styr på sine kompetencer og er ekstremt tilpasningsdygtig. Ulven har også visse lighedstræk med en soldat som Oxen. Som der står i ”Lupus”: ”Ren styrke, intet andet. Brødre i ånden, jægersoldater og ulve. Det var sådan, det var i al enkelhed.” (s. 117).

Med fællesprojektet ”Blodspor” udvider Jens Henrik Jensen den historiske palette i sit forfatterskab. Sammen med museumsinspektør Jeanette Varberg har han skabt en særlig kombination af historisk drama og thriller, hvor den intense intrige er sat i et levende og detaljeret billede af dansk vikingetid.

Der er indlysende ligheder mellem Jens Henrik Jensen og den danske thrillerforfatter Leif Davidsen: den journalistiske baggrund, den politiske fascination og det solide håndelag. Arne Mariager fra Vejle Amts Folkeblad laver følgende kobling til de store udenlandske krimiforfattere: “Der er en snert af Sjöwall og Wahlöö. Der er et drys Frederic Forsyth og en knivspids Mankell over fortællerteknikken. Men det er måske denne højenergiblanding, der udgør Jensen.”

Også norske Jo Nesbø og hans serie om Harry Hole, en politimand, der er lige så forsumpet og utilpasset som Kazanski og lige så stridbar som Nina Portland, springer i tankerne. Nogle anmeldere har endog sammenlignet Nina Portland-figuren med heltinderne i femikrimi-genren anført af forfattere som svenske Liza Marklund.

I Berlingske har Merete Reinholdt sammenlignet Jens Henrik Jensens Niels Oxen med Jesper Steins politimand Axel Steen: ”Hovedpersonerne i henholdsvis Jens Henrik Jensen og Jesper Steins serier hører til den slags sårbare macho-mænd, som man både må holde af, holde med og holde ud. De er antihelte på en særlig jordnær, nordisk måde, hvor følelser og fandenivoldskhed går op i en højere enhed, og så er de spændingsfyldte omdrejningspunkter for dramatiske begivenheder, hvor de litterære plots og virkelighedens verden er viklet ind i hinanden på begavet, underholdende og udfordrende facon.” (Merete Reinholdt: De ligner hinanden og måske også lidt et par klichéer, og så er de alligevel hver især sig selv og af en helt særlig krimilitterær karakter. Berlingske, 2018-10-27).

Jens Henrik Jensen er ikke alene om at sætte fokus på hjemvendte soldater, der svigtes af systemet. Det er også et tema, Michael Katz Krefeld har taget op i sin serie om privatdetektiven Thomas ’Ravn’ Ravnsholdt. Og Jens Henrik Jensen har det tilfælles med forfatterkolleger som Steffen Jacobsen og Thomas Rathsack, at de alle har en hovedperson, der har en baggrund som jægersoldat.

Hvor Jeanette Varberg og Jens Henrik Jensens fælles udgivelse ”Blodspor” i deres ”Frænde”-serie foregår i 800-tallet i dansk vikingetid, har Kristian Bang Foss henlagt den lige så dramatiske handling i sin ”Manden der bar solen” (2023) til dansk bronzealder. Begge værker skildrer historisk tid med religiøse ritualer og hverdagskultur og giver samtidig en oplevelse af, at det at være menneske har været nogenlunde det samme til alle tider.